Franske Le Monde klar til strejke

Omfattende spareplaner på det franske dagblad Le Monde betyder 130 færre ansatte. På mandag nedlægger medarbejderne arbejdet.

Omfattende spareplaner på det franske dagblad Le Monde betyder 130 færre ansatte. På mandag nedlægger medarbejderne arbejdet.

Frankrigs hæderkronede avis Le Monde tvinges nu til at gennemføre dramatiske besparelser. Dagbladet har i et stykke tid haft røde tal på bundlinjen, og ledelsen meddelte i sidste uge, at der skal fyres 130 medarbejdere, hvoraf hovedparten er journalister. Ud af 340 journalister er det farvel til omkring 90 journalister.

I vrede over besparelserne har journalisterne valgt at gennemføre en 24 timers strejke på mandag, skriver MediaGuardian.

»Vi har valgt at iværksætte en 24-timers strejke, da det er den eneste måde, vi kan reagere på denne ekstraordinært voldsomme spareplan, vi står over for,« siger medarbejderrepræsentant Christiane Chombeau til MediaGuardian.co.uk.

Fyringsrunden på Le Monde er i øvrigt i strid med den hidtidige tradition på avisen med frivillige fratrædelsesordninger.

Som led i spareplanen planlægger avisens udgiver, La Vie-Le Monde, i øvrigt at sælge en række udgivelser fra. Det drejer sig blandt andet om det legendariske filmmagasin Les Cahiers du Cinema, en boghandlerkæde og et forlag.

Journalisterne på Le Monde håber på, at den kommende strejke vil forhindre fyringsrunden og de tvungne afskedigelser og i stedet få ledelsen til at indlede reelle forhandlinger.

»Vi føler, at vi nu skal betale for tidligere lederes manglende ansvarlighed,« tilføjer Chombeau.

Avisens journalister er i øvrigt stærkt bekymrede for, hvordan avisen overhovedet skal kunne produceres med væsentligt færre redaktionelle medarbejdere.

»Allerede i dag mangler vi en gravergruppe, og de hidtil forskellige redaktioner for politik, samfund og Europa er slået sammen til en enkelt redaktion,« siger han.

Læs også Le Figaros artikel om fyringen af de 130 medarbejdere på Le Monde.

0 Kommentarer