search

Fransk pressefrihed er i fare

Journalister får tæv af politiet, aflyttes og presses til at udlevere kilde-oplysninger, og så tilhører de fleste aviser, blade og magasiner venner af præsident Nicolas Sarkozy. Frankrig er i år rykket langt ned på den internationale rangliste over pressefrihed i verden.

Journalister får tæv af politiet, aflyttes og presses til at udlevere kilde-oplysninger, og så tilhører de fleste aviser, blade og magasiner venner af præsident Nicolas Sarkozy. Frankrig er i år rykket langt ned på den internationale rangliste over pressefrihed i verden.

Kontrol. Surinam, Uruguay, Ghana, Mali, Tanzania og Papua Ny Guinea. Ikke lande, man normalt sammenligner Frankrig med. Især ikke, når det drejer sig om grundlæggende rettigheder.

Ikke desto mindre er Frankrig – menneskerettighedernes arnested – blevet overhalet af netop disse lande samt 37 andre på den rangliste over pressefrihed, som organisationen Journalister Uden Grænser, RSF, har offentliggjort i Paris. For RSF's generalsekretær, Jean-François Julliard, er der ingen tvivl om, at den ringe placering på listen er velfortjent. »Det seneste års tid har vi bemærket en markant forværring af journalisternes arbejdsklima,« siger han.

I 2010 har der været massive overgreb på pressefriheden i Frankrig: Myndighederne har anholdt og afhørt journalister og forsøgt at presse dem til at udlevere deres kilder. Redaktioner er blevet ransaget, og medarbejdere ved den intellektuelle aftenavis Le Monde, der gravede i en korruptionshistorie, som involverer arbejdsminister Eric Woerth, er blevet aflyttet.

Samtidig har der været flere tilfælde af decideret vold mod journalister. Senest under demonstrationerne mod regeringens pensionsreform. Her blev to journalister tævet med knipler af kampklædt politi, selv om den ene bar en synlig radiomikrofon, mens den anden holdt sit pressekort frem for sig.

»DET ER SCENER, vi er vant til at se i Rusland,« siger Julliard, der understreger, at det dog ikke er første gang.
Hugo Hayat er freelancefotograf og filmede overgrebene på de to journalister – et klip, der har skabt debat i Frankrig. Han er enig i, at den fysiske vold er alvorlig, men vurderer, at politiets chikane er et langt større problem for journalisterne. Især når de dækker demonstrationer.

»Politiet nægter ofte at lade os passere afspærringer, og de kan ikke forstå, hvorfor vi også vil hen til demonstranterne. Så sent som i dag sagde en CRS (kampklædt betjent, red.), at jeg da bare kunne bruge zoomen på mit kamera. For mig er den slags værre end fysisk vold. Samtidig bliver det, vi kender fra den amerikanske hær med embedded journalism, hvor journalisterne følger i hælene på soldaterne, kopieret af politiet, og dét er virkelig bekymrende,« vurderer han.

Men pressens problemer rækker langt videre.
Både Hugo Hayat og Jean-François Julliard fra RSF er ængstelige for mediernes uafhængighed, når det i dag er præsident Nicolas Sarkozy, der udpeger direktørerne for de to største offentlige mediegrupper, France Télévisions og Radio France.

»DET ER GANSKE ENKELT uhørt i et moderne demokrati,« tordner Julliard.
Når man dertil lægger, at stort set alle franske aviser, blade og nyhedsmagasiner ejes af nære venner af præsident Nicolas Sarkozy, tegner der sig ifølge Julliard et billede af et land, hvis regeringsmagt har ringe respekt for pressefriheden.

»Vi ser gang på gang, at disse forbindelser misbruges til at undertrykke oplysninger eller kvæle historier,« siger han.
Nicolas Sarkozy har valgt ikke selv at kommentere kritikken, men uden for citat afviser hans talsmænd som regel beskyldningerne som uvederhæftig oppositionsparanoia.

Det er journalisterne ikke enige i.
Pierre Hardy, journalist ved Radio France, peger på, at fyringer af flere markante journalister og humorister, der er gået Sarkozy imod, har været med til at skabe et klima, hvor selvcensur er helt uundgåelig.
»Det mest tankevækkende er vel, at vi som journalister i dag primært følger uafhængige internethjemmesider som Médiapart.fr og Rue89.fr, når vi vil læse, hvad der sker i skandaler, der vedrører regeringen,« siger han.

Det bliver dog ikke ved selvcensuren. For nylig krævede våben- og flyfabrikanten Serge Dassault, der ejer flere dagblade – heriblandt Le Figaro, at alle artikler, der handler om lande, som er potentielle kunder, skal omkring hans folk til gennemlæsning og godkendelse.

SERGE DASSAULT er senator for regeringspartiet, UMP, nær ven af Sarkozy og forsøger i disse dage at opkøbe landets mest læste avis, Le Parisien/Aujourd'hui en France. Den vurderes at være et vigtigt instrument op til præsidentvalget i 2012, hvor Sarkozy vil forsøge at blive genvalgt.

»Jeg frygtede, at Sarkozy ville vise sig at være en fare for demokratiet, da han blev valgt i 2007,« sukker Pierre Hardy fra Radio France.

»Og mine værste anelser har vist sig at holde stik.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen