search

Fransk politi anklages for at bryde ind i journalisters hjem

En række indbrud vækker mistanke, fordi de alle er rettet mod kritiske journalister, og fordi tyvene kun stjæler computere. Den franske regering beskyldes for at stå bag overvågning, aflytninger og indbrud.

En række indbrud vækker mistanke, fordi de alle er rettet mod kritiske journalister, og fordi tyvene kun stjæler computere. Den franske regering beskyldes for at stå bag overvågning, aflytninger og indbrud.

Det er den franske ugeavis Le Canard Enchainé, der fremlægger en række anklager mod politiet, efterretningstjenesten og i sidste ende regeringen. Det skriver Politiken i dagens avis.

Le Canard Enchainés chefredaktør hævder blandt andet, at politiet systematisk overvåger undersøgende journalister, især hvis de skriver kritisk om regeringen.

Den franske mediebranche har været plaget af en række mystiske indbrudssager i løbet af de seneste uger. Flere undersøgende journalister har oplevet indbrud, hvor tyvene er løbet med deres computere, men har ladet andre værdigenstande stå.

Internetavisen Médiaparts redaktionslokaler er blandt andet blevet udsat for indbrud. Her stjal tyvene de bånd, der udløste Bettencourt-skandalen, samt harddiske fra computere. Bettencourt-skandalen har lagt pres på den franske regering.

To uger efter er computere blevet stjålet fra magasinet Le Points lokaler.

Også den prominente avis Le Monde er blevet ramt. Her har journalister oplevet, at tyve er brudt ind i deres hjem og har stjålet computere.

Le Monde har allerede anklaget den franske regering for at bryde loven i jagten på anonyme kilder. Avisen har anlagt sag mod staten ud fra anklager om, at efterretningstjenesten på ordre fra den franske regering har aflyttet pressen.

Læs mere om pressefriheden i Frankrig i artiklen fra det seneste nummer af fagbladet Journalisten: Fransk pressefrihed i fare

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen