Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:45 21.03.2023 Ritzau

Fransk journalist løsladt to år efter bortførelse af jihadister

Fransk journalist løsladt to år efter bortførelse af jihadister

Olivier Dubois taler med pressen. Souleymane Ag Anara/AFP/Ritzau Scanpix

Den franske journalist Olivier Dubois, som blev bortført af en jihadistgruppe for næsten to år siden i det afrikanske land Mali, er blevet løsladt.

Det samme er den amerikanske nødhjælpsarbejder Jeffery Woodke. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Olivier Dubois blev bortført i 2021 fra den nordlige by Gao i Mali. Han kom ikke tilbage til sit hotel efter en frokostaftale 8. april, oplyste Journalister uden Grænser dengang.

Ifølge mediet France 24 blev han bortført af gruppen Gsim, der er tilknyttet al-Qaeda.

En video, der i 2021 blev lagt ud på sociale medier, viste en tilfangetaget Dubois, som fortalte, at han var blevet bortført.

Han bad familie, venner og de franske myndigheder om at arbejde for at få ham løsladt.

Mandag er han ankommet til Niamey Lufthavn i nabolandet Niger.

”Jeg er træt, men jeg har det fint,” siger den 48-årige Dubois i lufthavnen til en gruppe af fremmødte journalister.

”For mig er det fantastisk at være her. At være fri,” lyder det videre fra journalisten, skriver AFP.

SENESTE NYT

Flere nyheder