search

Frankrig: Dødsstød til pressefotoet

To lesbiske kvinder er blevet tilkendt knap 60.000 kr. i erstatning, fordi de figurerer på et pressefoto taget under et optog. En kvindelig studerende har fået 25.000 kr. efter offentliggørelsen af et panoramabillede af et hold studerende under en forelæsning. En stram fortolkning af privatlivets fred er i færd med at dræbe pressefotoet i Frankrig.

To lesbiske kvinder er blevet tilkendt knap 60.000 kr. i erstatning, fordi de figurerer på et pressefoto taget under et optog. En kvindelig studerende har fået 25.000 kr. efter offentliggørelsen af et panoramabillede af et hold studerende under en forelæsning. En stram fortolkning af privatlivets fred er i færd med at dræbe pressefotoet i Frankrig.

Et af fransk pressefotos mest berømte billeder er Robert Doineaus »Kysset ved Hotel du Nord«. Ikke blot fordi det er et fremragende billede. Men også fordi en lang række personer har ment at genkende sig selv på billedet og derfor kræver en økonomisk godtgørelse, fordi de er blevet fotograferet uden at have givet tilladelse til et billede, som derefter har indbragt fotografen en sum penge.
Denne form for copyright til sin egen person har dannet skole. De sidste fem år er antallet af sagsanlæg mod franske pressefotografer vokset eksponentielt. I nogle år har der været tale om en fordobling. Og klagerne får medhold, også selv om billedet er taget på et offentligt tilgængeligt sted, og selv om klageren ikke fremstilles i en ærekrænkende situation.
I Frankrig må fotografer – modsat i Danmark – ikke fotografere på offentlige steder uden først at spørge de personer, de fotograferer.
To lesbiske kvinder, som deltog i Gay Pride-optoget i Paris, er blevet tilkendt knap 60.000 kr. i erstatning, fordi de figurerer på et pressefoto taget under optoget. En kvindelig studerende har fået 25.000 kr. efter offentliggørelsen af et panoramabillede af et hold studerende under en forelæsning. Hun skilte sig ud fra de øvrige studerende som den eneste, der kiggede op i loftet.

Lommepenge
Ifølge fransk lovgivning råder den enkelte, inden for loven om privatlivets fred, over retten til at bestemme, om man vil tillade offentliggørelse af et billede, hvorpå man figurerer. Det er det, der kaldes »le droit à l´image« eller retten til at disponere over sit eget billede. Denne ret til at beskytte sin person mod fotografisk offentliggørelse er uafhængig af enhver form for ærekrænkelse eller krænkelse af privatlivets fred. Det er tilstrækkeligt, at personen skiller sig ud og er genkendelig. Er der ikke givet tilladelse, har personen ret til erstatning.
Og sagsanlæggene strømmer ind. En sygeplejer kræver erstatning, fordi han kan anes i baggrunden af et billede af den franske præsident Jacques Chirac på officielt besøg på et hospital. Et forældrepar forlanger 230.000 kr. i erstatning, fordi deres datter er blevet fotograferet i spidsen af en demonstration med en nej-til-Le-Pen-mærkat på panden.
»Mange har fundet ud af, at det er en nem måde at tjene lidt lommepenge på,« mener Daphné Juster, advokat for
det franske pressefotografforbund, ANRJPC.
I sin egenskab af pressejurist er hun blevet kontaktet af personer, som ønskede oplysninger om, hvor de skulle placere sig for at opnå erstatning i forbindelse med en fotoreportage, som snart skulle gennemføres på deres arbejdsplads. Og ANRJPC´s formand, fotograf Chrstian Ducasse har hørt unge opfordre hinanden til at lade sig fotografere under dækningen af VM-sejren, fordi de efterfølgende kunne tjene penge på det.

Dræber pressefotoet
»Ifølge gældende retspraksis er det »en ubestridelig fejl« at offentliggøre billeder med genkendelige personer, uden at disse personers tilladelse er indhentet. Det gør det umuligt at arbejde som pressefotograf. Henri Cartier-Bressons billeder af hverdagsliv kunne ikke tages i dag,« siger Christian Ducasse.
»Man er i færd med at dræbe pressefotoet. Fortsætter det her, kan vi ikke tage et eneste billede af væsentlige begivenheder, fordi vi risikerer at få en retssag på halsen. Vi bliver stadig mere forsigtige og fotograferer folk bagfra, så de ikke kan genkendes, eller benytter modelfotos,« siger Zafer Akdoganli, redaktør for billedbureauet Sipa Press i Paris.
»Ingen tager i dag billeder af børn på gaden for at illustrere en historie om skolegang uden at få tilladelse af forældrene. Og langt de fleste billeder af hverdagssituationer, for eksempel af familier i hjemmet eller på spadseretur i skoven, er modelbilleder,« siger også billedredaktør ved dagbladet Liberation, Laurent Abadjian.
Den stramme retspraksis er i en vis udstrækning et resultat af en voksende fjendtlighed mod pressefotografer på grund af paparazzi-fænomenet, som eksploderede med Lady Dianas død i Paris. Og på det seneste er bekæmpelsen af skandalefotos og forsvaret af privatlivets fred blevet yderligere skærpet. Et offer for bombeattentatet i den parisiske metro i 1995 har fået erstatning for et billede, som viste hende umiddelbart efter attentatet. Og der er nedlagt forbud mod at offentliggøre billeder af prefekten for Korsika efter det skudattentat, som sidste år kostede ham livet.

Pressefriheden angribes
»Det er et angreb på informationsfriheden. Vi kan ikke længere offentliggøre billeder af væsentlige aktuelle begivenheder. Stiller man sagen på spidsen, kunne man i dag ikke offentliggøre billeder af frigivne fanger fra koncentrationslejrene,« siger Christian Ducasse.
Og den restriktive tendens fortsætter. Et nyt lovforslag vil forbyde at vise billeder af arresterede personer i håndjern under henvisning til, at enhver er uskyldig, indtil en retskendelse siger det modsatte.
»Som om det var os, der lagde folk i håndjern. Frankrig vil ikke se sin egen virkelighed i øjnene«, mener Ducasse.
»Der eksisterer i fransk lovgivning et klart modsætningsforhold mellem informationsfriheden og beskyttelsen af privatlivets fred. Spørgsmålet er, om man i dag bør genoprette en vis balance til fordel for pressefriheden,« siger medieforsker Jean-Marie Charon, som af Kulturministeriet har fået til opgave at lave en rapport om pressens etik.
»Informationsfriheden er garanteret af Den Europæiske Menneskeretskonvention. Jeg venter blot på at få en klokkeklar sag, som jeg kan gå til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg med«, siger juristen Daphné Juster.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen