Den ombejlede Facebook-whistleblower Frances Haugen skal nu også tale for Facebooks eget tilsynsråd. Det oplyser Tilsynsrådet.
”Rådsmedlemmer sætter pris på muligheden for at diskutere frøken Haugens oplevelser og samle information, der kan hjælpe med at skabe mere transparens og ansvarlighed fra Facebook gennem vores beslutninger og anbefalinger,” skriver Tilsynsrådet.
Frances Haugen vidnede i sidste uge for Senatet i USA og er desuden inviteret til høring i Europa-Parlamentet 8. november.
Det sker, efter at hun har lækket interne dokumenter fra Facebook, som har vakt stor opmærksomhed, og fordi hun kritiserer Facebook for at sætte profit over mennesker. Hun retter blandt andet skytset mod det sociale medies ’engagement based ranking’-algoritmer, der medvirker til at give ekstreme opslag ekstra opmærksomhed.
Facebook-stifter Mark Zuckerberg afviste i sidste uge centrale elementer i anklagerne i en kommentar på Facebook:
”Kernen af anklagerne er den idé, at vi prioriterer profit over sikkerhed og menneskers velbefindende. Det er ikke sandt,” skrev han.