OMSKRIVNINGER. Jeg kan huske, når jeg som ung journalistelev skulle ringe nekrologer hjem fra den lokale præst. Hvis det var en rigtig led mokke, der var død, blev det i præstens terminologi til "Hun var en stille, hjemmets kvinde". Hvad jeg jo så skrev i avisen.

Det kom jeg til at tænke på, da jeg i Journalisten nummer 15 side 47 læste om Søren E. Jensen, der har taget springet fra "åndslivet til dialogjournalist". Han citeres for følgende: "Som præst skal jeg lave en form for journalistisk research om et menneske, når jeg skal skrive en begravelsestale. Og jeg skal kunne tale et sølle liv op til noget storslået. Det er jo det samme med journalistiske historier."

Det lover ikke godt for hjælpepræst Jensens fremtid i pressen. En præsts begravelsestale er jo netop ikke resultatet af journalistisk research, men udelukkende et forsøg på at gøre de efterladte glade.

Den gode journalists fornemste opgave er at finde historien i det, som ingen ellers kan se en historie i. Men det er endnu aldrig lykkedes for selv den bedste – eller værste – journalist at gøre en sølle historie til noget storslået.
Jeg tillader mig derfor at gå ud fra, at Søren E. Jensen enten er kommet til at udtrykke sig lidt vel smart eller er blevet fejlciteret.

– Niels Jürgensen, Morgenavisen Jyllands-Posten

SVAR. Kære Niels Jürgensen. Nej, jeg er ikke fejlciteret, men nok misforstået: Når jeg taler om at gøre et tilsyneladende sølle liv storslået, handler det ikke om på bedste ejendomsmæglervis at omskrive dårligdomme til fortræffeligheder, men om at gøre et på papiret ordinært liv til en god historie.

Og både en begravelsestale og en journalistisk artikel bliver kun virkelig vellykket, hvis den har bare en anelse dissens i sig. Så det var faktisk bare formen, jeg tænkte på.

Måske udtrykte jeg mig "lidt vel smart", og det er jeg ked af. "Det smart sagte er det dårligt tænkte," som Wittgenstein engang (lidt vel smart i øvrigt) udtrykte det.

– Søren E. Jensen, dialogjournalist, Medieselskabet Nordvestsjælland