“Jeg siger dig! Det var ikke andet end et skur med tag!” griner redaktionssekretær Troels Jørgensen og klasker en flad hånd i bordet. “Vi arbejdede tre mand omkring et par computere i en barak bag ved Tv-Byen. Vores eneste kontakt til omverdenen, vores livsnerve, var et kabel trukket gennem luften fra hovedbygningen. Det var vores opkobling til nettet,” fortæller programchef på DR Online Jørgen Poulsen, der engang måtte ud og redde den frit-svævende ledning fra en bulldozer. Vi befinder os i DR Onlines lokaler i TV-Byen, hvor snakken går om den primitive fortid: Barakken blev af medarbejderne kaldt Sibirien, fordi den lå så langt væk fra alting. I begyndelsen var den lille online-redaktion under DR Multimedie. Senere fik den det officielle navn DR Online og blev en afdeling for sig. De ansatte blev kaldt for gøgeunger af dem, der ikke troede på nettet. Og det var hårdt arbejde at overbevise DRs ledelse om Internettets muligheder. Medarbejderne følte sig som “evangelister”, der skulle overbevise omverdenen om den eneste, rigtige vej. Siden den spæde start er DR Online blevet anerkendt. På den ene langvæg i hovedredaktionens store mødelokale hænger seks priser for DR Onlines arbejde. I 1998 fik DR Online sin første pris, Den Gyldne @-pris fra Børsens Nyhedsmagasin og Computer Associates. Siden har de fået mindst én pris om året. Blandt andet Det Gyldne @ igen i 1999 og SIME-prisen (Scandinavian Interactive Media Event) for bedste indhold på jubilæumssiden /dr75.
Kaj og Kylling I dag har DR Online lokaler i en bygning ved siden af tv-studierne. På hovedredaktionen arbejder 22 fuldtidsansatte, der sidder i små øer af borde adskilt af skillevægge. Næsten halvdelen er kvinder, så illusionen om, at Internettets verden er mandsdomineret, brister. Bunker af papir breder sig over bordene som dovne katte. Cellofanen fra slikposer knitrer, og små maskotter – jordkloder af skum, en plasticand, en lille underlig mand – står ved de tændte computere. Midt i lokalet troner gode gamle Kaj (ham med Andrea) på en reol. En slatten gummikylling hænger fra redaktionssekretær Karen Nielsens skrivebordslampe. “Den har jeg fået til minde om vores gamle servere, Bamse og Kylling,” forklarer hun. Men navnene på DR Onlines servere blev ændret for halvandet år siden. “Vores teknikere syntes, det var så flovt, når de sad i møde med andre teknikere, at de ændrede navnene.” I dag hedder serverne noget mere teknisk, men navnene er hemmeligholdt på grund af frygten for hackere. Den seneste pris er European Online Journalism Award fra juli i år. Den fik DR Nyheder Online i skarp konkurrence med en række store nyhedsorganisationer i kategorien “Best use of multimedia” for internetsiden “1989 – Opbrud i Europa” om Murens fald. Prisen uddeles blandt andet for at “inspirere journalister til at stræbe efter at opnå den viden og de evner, der er nødvendige for at lave internetjournalistik mere uimodståelig og tilgængelig for brugerne,” som det hedder i begrundelsen for prisuddelingen. Arrangøren af Netmedia 2000, hvor prisen blev uddelt, Milverton Wallace siger med egne ord, at han synes, netsiden om Muren “is excellent.” Og i dag er der stor opbakning til DR Online. Både fra ledelsen og medarbejderne. “Alle taler om nettet. Mange ansatte på DR søger herhen fra de andre afdelinger,” siger programchef på DR Online, Jørgen Poulsen.
Arkivarbejde DR Online er for nylig blevet DRs tredje medie. Og den 1. juli 1999 fik de egen chefredaktion, nøjagtig som tv og radio. Chefredaktionen fungerer som “blæksprutte” for de mindre netafdelinger. Endnu er den samlede netafdeling ikke særligt stor. Der er omkring 50 fuldtids-ansatte, der, fordelt på de enkelte redaktioner som Ung, Sporten & DR Nyheder, udelukkende leverer stof til nettet. DR Nyheder Online er den næststørste online-redaktion med 15 medarbejdere. De holder til i “Abegrotten”. En slags stor glasmellemgang med højt til loftet og et klima som i en tropisk regnskov på grund af de grønne planter, der klatrer op ad en art kæmpe hønsenet langs midten af gangen. For enden af glasgangen hænger en stor tavle med postkort fra Spanien og en bestillingsliste til Pizzeria Burgerhouse. Her er lummert. Men de store glaspartier giver til gengæld meget lys, og planterne sørger for frisk ilt. “Det er nødvendigt og rart, når computerne står og kører hele tiden,” forklarer Troels Jørgensen, redaktions sekretær på DK Nyheder Online. Han fik idéen til den senest prisbelønnede side “1989 – Opbrud i Europa” sidste sommer. “Vi tænker meget fremad her. Og jeg tænkte på, hvad vi kunne lave om efteråret. Hvilke store mediebegivenheder har der været i det sidste årti. Og så så jeg nogle klip på CNN om Murens fald,” siger Troels Jørgensen, der gik i gymnasiet, da Muren faldt. Troels Jørgensen var journalistpraktikant på Radioavisen i 1995, hvor han var med til at lave en netside til Radioavisen. Da han blev færdiguddannet, blev han ansat på Radioavisen som journalist. Siden 1998 har han været redaktionssekretær på Nyheder Online. “Da vi skulle lave “Muren”-siden, stod vi på hovedet i arkiverne. Det var et kæmpe arbejde at sidde og se de gamle arkiver for tv og radio igennem fra dengang. Og det er ikke altid lige nemt at finde, hvor indslagene ligger på de bånd, der er i arkivet,” fortæller Troels Jørgensen. “Det er meget anderledes at skrive nyheder til nettet. Det er mere stressende, for der er deadline hele tiden,” siger han. Netop fordi DR Nyheder Online bliver opdateret døgnet rundt.
Grim pris DR Online er for online-medarbejderne ikke bare en opbevaringsplads for tv og radio, der ikke duede til noget. Ambitionerne på hovedredaktionen er, at radio ikke bare skal være radio på en computer, men noget, der er relevant at høre på computeren. For eksempel kan der stå på skærmen, hvilken kunstner det er, og hvilket nummer man hører, når der spilles musik på computeren. Der kan vises biografier af de forskellige kunstnere, mens musikken spiller online. Eller man kan deltage i et chatroom med studieværterne. “Medierne bliver mere udflydende. Når man producerer et radio- eller tv-program, skal man tænke på, hvordan det kan fremstilles på nettet,” siger programchef Jørgen Poulsen. “De andre afdelinger har været lidt træge til det i starten, men de er ved at lære det.” Og der er store planer om interaktivitet medierne imellem. Næste år starter DR nye radiokanaler op, der udelukkende skal ligge på Internettet. Desuden skal 12 politikere i september deltage i en livechat på nettet som optakt til Euro-afstemningen. Alligevel ønsker Troels Jørgensen tættere samarbejde med de andre nyhedsafdelinger. “Vi mangler tit kommunikation med for eksempel Radioavisen, der ligger inde i byen. Og selv om TV-Avisen ligger lige derovre, er det tit mentalt langt væk,” siger Troels Jørgensen og peger over på nogle vinduer på den anden side af en atriumgård. Derfor vil DR Nyheder Online gerne ligge centralt mellem alle de andre nyhedsredaktioner, når TV-Byen flytter til Ørestaden, så alt stof naturligt kommer forbi dem. Prisen European Online Journalism Award 2000 er i øvrigt en lille glasplade, en halv centimeter tyk og på størrelse med en kalenderbog. Den skifter farve i lyset og har nogle vandrette fingertykke træpinde sat på begge sider. “Ja, det er første gang jeg ser den. Og den er ret grim,” siger Troels Jørgensen.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.