search

Fra privat til hvermandseje

 Dokumentarister bruger meget tid på at caste deres hovedpersoner, og der er en tendens til, at det bliver sværere at få folk til at stille op. FOKUSERET. »Hun var så fortabt i sine tanker, at hun kørte for langt med bussen. Jeg skal snart dø, tænkte hun. Esther Tibasiima glemmer aldrig 6. juni 2001. Hun husker ordene, der blev sagt på hospitalet. Minutterne, der slæbte sig af sted.«

 

Dokumentarister bruger meget tid på at caste deres hovedpersoner, og der er en tendens til, at det bliver sværere at få folk til at stille op.

 

FOKUSERET. »Hun var så fortabt i sine tanker, at hun kørte for langt med bussen. Jeg skal snart dø, tænkte hun. Esther Tibasiima glemmer aldrig 6. juni 2001. Hun husker ordene, der blev sagt på hospitalet. Minutterne, der slæbte sig af sted.«

Sådan lyder en del af starten på historien om Esther, en hiv-smittet ugandisk kvinde – og hovedperson i den serielle fortælling, som journalist Kim Faber præsenterede i Politiken i august 2003.

»Selvfølgelig er Esther castet,« siger Kim Faber.

En dansk læge i Uganda fandt fem potentielle kvinder til ham, og ved at interviewe dem over en eftermiddag landede han på Esther. Hun opfylder de objektive kriterier: Hun er typisk og repræsentativ – der er cirka 28 millioner hiv-smittede i Afrika, flere kvinder end mænd.

»Desuden ville jeg have en, som kunne tale engelsk, fordi det i sådan et forløb ikke duer med en tolk. Hun skulle være god til at fortælle, det går ikke, hvis man skal hive historien ud af hende. Jeg ville helst have en kvinde, som stadig havde sin mand, og det havde de fire andre ikke. Endelig ville jeg ikke vælge én, som var alt for fattig, for så ville afstanden til danske læsere simpelthen blive for stor,« fortæller Kim Faber.

Også Per Wennick fra DR-Dokumentar caster de medvirkende til sine sociale features. Senest har han lavet et program i fire afsnit, »Sig det ikke til nogen …«, om voksne, der som børn har været udsat for incest. Via psykologer og terapeuter fik han kontakt til 40 personer. Godt 20 af dem ville definitivt gerne medvirke, og Per Wennick endte med at vælge fire af dem.

Per Wennick bruger efter eget udsagn utrolig meget tid på at caste sine medvirkende. Han går altid efter spredning i alder, geografi og social baggrund, og så skal de medvirkende være gode til at sætte ord på deres følelser. Til den type programmer skal der være identifikation for seerne, og derfor må de medvirkende ikke være for 'specielle' eller have en udstråling, der kan få seerne til at tage afstand fra dem. Endelig skal de kunne klare, at noget meget privat og meget traumatisk pludselig bliver hvermandseje.

»Jeg og filmholdet er ofte de første, som de under stor tillid og fortrolighed fortæller historien til. Men i virkeligheden bliver det jo ikke ved det. De skal være klar over, at de fortæller deres hemmelighed til måske en million mennesker. Det konfronterer jeg dem med under castingen, for hvis ikke de forstår det, kan det gå grueligt galt,« siger Per Wennick, hvis private succes-kriterie er, at hans medvirkende også efter udsendelsen skal kunne se sig selv i øjnene og være glade for, at de var med.

Derfor er der nogle, Per Wennick konsekvent går uden om til den type dokumentar. For eksempel folk, der gerne vil være med, men som ikke interesserer sig ret meget for, hvad programmet i virkeligheden går ud på. Eller som udelukkende vil bruge programmet til at få fokus på deres egen situation i forhold til myndighederne. Han vrager også dem, der vil have honorar for at deltage.

»Jeg vil heller ikke bruge mennesker i akut krise, dels af hensyn til dem selv, men også fordi jeg ikke kan styre det. Jeg skubber også dem væk, som vil være med ud fra hævnmotiver, og dem, som ikke har noget bagland. Jeg har et stort ansvar, der rækker langt videre end det konkrete projekt, og der skal være venner eller familie, som kan støtte og bakke den medvirkende op i tiden efter, at programmet er sendt,« siger Per Wennick.

Sådan har han arbejdet i 30 år, men Per Wennick mærker i øvrigt –
efter reality-programmernes indtog – at folk ikke ligefrem står i kø for at medvirke.

»Mange er simpelthen bange for, hvordan mediet behandler dem, og hvordan de bliver eksponeret. Dér skræmmer reality-sporene. Omvendt er folk også blevet mere mediekritiske. I dag ved de for eksempel, at et tv-program bliver bearbejdet og redigeret. De er kritiske og stiller spørgsmål, hvor de for få år siden 'bare' var med og overlod det hele til tilrettelæggeren,« siger Per Wennick.

Det er også noget, casteren Torben Kruse har noteret sig. Han har i mere end ti år castet til blandt andet gameshows, reality- og livsstilsprogrammer:

»Det bliver sværere og sværere at caste almindelige mennesker. Der er på nuværende tidspunkt 30-40 programmer, der skal castes til, så hvor er det unikke i at være med i et tv-program? Folk vil ikke bare udstilles. De vil gerne være del af et eventyr, men ingen ønsker at være den nye 'Klamme Erik',« siger Torben Kruse, der lige nu er i færd med at caste medvirkende til et program om børnefamilier.

»Det er et harmløst program, men super svært at finde deltagere. Nu er jeg begyndt at streetcaste. Jeg stopper folk på gaden og fanger dem i stormagasiner, sågar i Bon-Bonland, hvor jeg går rundt og spørger familier, om de kan tænke sig at være med,« siger Torben Kruse.

Der findes dog stadig danskere, der godt vil være med. Meget gerne endda. Det erfarede Kim Faber og hans kollega Flemming Christiansen, da de i efteråret 2001 lavede den journalistiske føljeton 'Skyggen' om et trafikdrab. Da Flemming Christiansen første gang ringede til den chauffør, som havde kørt en dreng ned, gik der cirka to minutter, før chaufføren sagde:

»Det er mærkeligt, men jeg har ventet på det her i ni år. Det er, som om nogen har sparket en dør ind til mit liv.«

Historien om Esther udkommer revideret og ajourført som bog på Politikens Forlag til november. Du kan læse 'Esther' og andre af Kim Fabers narrative historier på www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00468623

 

Læs også:
Måske bliver de slagtet
Den gode, den onde og Klamme Erik
»Uden cases kan vi godt pakke sammen«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen