Fra nyhedsrummet til børnehaven

»Jeg kan mærke, jeg er færdig med nyheder. Det er for meget død og ødelæggelse, og der er ikke tid til at lave tingene ordentligt.«

»Jeg kan mærke, jeg er færdig med nyheder. Det er for meget død og ødelæggelse, og der er ikke tid til at lave tingene ordentligt.«

Stine Louise Dahlfelt, 38 år, skifter fra producer på DR Update til produktionsleder på DR Medier Ramasjang 1. april.

Hvad skal du lave på Ramasjang?
Ramasjang er en ny kanal og en ny redaktion. Siden starten har de knoklet med 100 kilometer i timen, og der har ikke været tid til at planlægge og evaluere. Der er brug for én, der kan få det hele til at hænge sammen og tænke mere langsigtet.

Og det bliver så mig. Mit job bliver meget alsidigt. Jeg skal både til møder i chef-redaktionen, finde gamle klip i kælderen og være en del af den kreative proces.

Hvad kan du tage med dig fra Update?
Jeg kom til Update, da det var en meget lille kanal med et lille budget, og var med til at starte den op. Det kan jeg bruge nu. Ramasjang ville gerne have en blæksprutte, der kan være med over det hele, og det har jeg været god til på Update.
Jeg har været mange år i DR, både på Nyheder og Børn&Unge, så jeg kender huset godt og kan trække på nogle kontakter.

Hvad tiltrækker dig ved Ramasjang?
At lave noget, hvor man slår sig på lårene af grin bare en gang imellem. Jeg vil gerne lave tv, der kan være med til at forme børn og give dem en god bagage.
Jeg kan mærke, jeg er færdig med nyheder. Det er for meget død og ødelæggelse, og der er ikke tid til at lave tingene ordentligt. Vi skal bare være hurtigere end TV 2 News, så at sige.

Ramasjang er blevet rigtig populært meget hurtigt. Hvad har de gjort rigtigt?
DR er god til at ramme bredt. Vi har nogle serier, der egentlig er tiltænkt teenagere, men som de mindste også kan se, og som forældrene faktisk også følger lidt med i. Mange forældre kan huske vores programmer fra deres egen barndom. Redak-tionen har en meget ung tankegang, og jeg ved, at vi bliver omtalt som skole-fritidsordningen af andre i DR.

Hvordan bliver det at skulle gå fra nyhedsrummet til skolefritidsordningen?
Jeg har gået og kigget efter noget andet de seneste par måneder. Jeg har måttet undskylde over for mine nuværende kolleger, hvis jeg var for mentalt fraværende. Jeg skal til at skifte gear nu. Jeg skal ikke ligge på den lade side, men det bliver på en anden måde. Det bliver i længere træk, og der bliver tid til fordybelse og planlægning.

Synes dine børn, du har verdens sejeste arbejde?
De glæder sig i hvert fald meget til, at jeg skal være hjemme i weekenderne.
De synes også, det er megasejt, at jeg skal lave Ramasjang. Det er noget, de
bedre kan forholde sig til.

Hvad er dit eget yndlingsprogram på Ramasjang?
Jeg kan faktisk se med, hver gang mine unger ser Ramasjang, så jeg tror ikke, jeg har et yndlingsprogram. Men jeg synes, det er sjovt, når figurerne sover om natten. Det er en genial opfindelse af Signe Lindkvist.

CV: Uddannet tv-assistent i 1997. Producerassistent i TV Danmark, FreeportFilm
og DR. Produktionskoordinator og grafisk producer i DR Nyheder fra 2001-2007. Siden 2007 producer på DR Update.

0 Kommentarer