Fra langtidsledig til informationschef. Med venlig hilsen og stort smil

(Sådan stod der i e-mailen til JOURNALISTEN)

For et halvt år siden sendte den kvindelige journalist og hendes mand en sidste desperat mail ud til venner og bekendte. De bad om hjælp til at finde et arbejde. Hjælpen kom et halvt år senere (Opdateret 16. november 2012. Navn fjernet)
Mailen fyldte fire linjer, alligevel stod den og blinkede længe på redaktionens skærm. Det var første gang, et medlem havde kaldt sig selv langtidsledig i "Nyt job-spalten".

"Jeg tror, at jeg ville dele min fryd," griner den 39-årige journalist en fredag aften hjemme fra stuen. Huset er ikke særligt stort – 110 kvadratmeter – men journalisten og hendes mand har alligevel været nødt til at låne 180.000 kroner hos forældre og svigerforældre for at have råd til at blive boende.

De seneste to år har livet vist sig fra sin mest ubarmhjertige side.

1. november 2000 blev journalisten fyret. Hun havde skrevet kulturstof i syv år på avisen. Men da hun kom tilbage fra sin anden barsel, ville redaktøren flytte hende til uddannelsesstoffet.

"Det var slet ikke mig. Det er jo lovstof og den slags."

Konflikten med chefen spidsede til, og til sidst var der ikke noget at gøre. Efter et par måneder med en freelance-tjans var det definitivt slut med løn den 1. maj 2001.

"Vi var totalt på skideren. Ikke noget arbejde. Lige købt hus, lige fået barn nummer to…"

Hun begyndte at rulle cigaretter, hun afmeldte Canal Digital og lagde husholdningsbudget for at få økonomien til at nå sammen. Alt imens hun stort set søgte alle opslåede journaliststillinger.

"Det var rædselsfuldt. Jeg var meget deprimeret. Jeg var uudholdelig at være sammen med. Det er svært at beskrive, hvordan man har det som arbejdsløs. Man mister selvværdet totalt. Jeg tænkte mange gange: "Kunne du ikke have undgået det". Det giver også diskussioner i familien.

En dag hentede hun Emil på fem år i børnehaven, og mens de stod i garderoben, sagde han: "Mor, har du heller ikke fået noget arbejde i dag?"

"Det husker jeg bare så tydeligt," næsten hvisker hun. "Vi havde gjort alt for, at børnene ikke skulle mærke, at der var noget galt."

På et tidspunkt tog journalisten vikartimer som kontorassistent.

"Jeg var villig til at skippe faget. Jeg ønskede bare, at vi kunne blive boende i huset."

Så stopper hun sig selv og venter lidt.

"Er du klar til den rigtig slemme?"

"Min mand blev fyret i august. Så gik jeg i sort."

Hendes første tanke var at skrive et brev til venner og bekendte. "Kære venner, nu er vi på den. Hvis I bare kender nogen eller noget…" Det gav søde og positive svar, men ikke arbejde.

Parret tilbragte noget tid sammen i kulkælderen, men så fik hendes mand arbejde – takket være en af vennerne. Det hjalp på humøret, men ikke på hendes jobsituation. I januar 2003 var hun et halvt dagpengekort fra jobtræning.

En dag ringede en kvinde fra et forbund. Den arbejdsløse journalist havde helt glemt, at hun havde søgt jobbet. Hun skulle til samtale.

"Det var virkelig et rart sted, og typisk mig, så siger jeg: "Det er den bedste jobsamtale, jeg har været til". Det røg bare ud af mig," sprutfniser journalisten, der blev bedt om at komme til endnu en samtale.

Midt under den anden samtale blev det hele lidt mere afslappet.

"Så spørger jeg: "Har jeg fået jobbet?" "Jada?" siger han. Jeg blev helt underlig. "Puha," siger jeg så. Jeg tror, han kunne mærke, at der stod så meget på spil.

Siden har hun haft travlt.

"Jeg er glad, når jeg går på arbejde om morgenen. Træt, når jeg kommer hjem. Men det er utroligt dejligt."

Rettet 16. november 2012. Navnet på den pågældende journalist er fjernet.