Da Robert Braunerhielm sagde sin stilling op på Stockholms største avis, Dagens Nyheter, skulle han love ikke at arbejde for konkurrerende virksomheder, hvis han ville have sin fratrædelses-godtgørelse. Men han vred sig bekymret i stolen:
»Aaarrh,« sagde Braunerhielm og nægtede at være mere konkret i sit svar til avisens ledelse, når de spurgte ham, hvad han dog ville lave. Han ville nødig afsløre sin gyldne idé over for sine tidligere kolleger og kommende konkurrenter.
»Jamen, hvad er det da, du vil?« spurgte de igen og fik endelig trukket svaret ud af ham:
»Jeg vil starte min egen avis.«
Da ledelsen havde grinet færdig, spurgte de:
»Nej, kom nu, hvad er det egentlig du vil.«

Sindssyg idé
»Ingen troede på mig. Til sidst lavede vi en aftale, hvor jeg fik halvdelen af pengene i hånden. Den næste halvdel skulle jeg så få efter et år, hvis jeg ikke havde arbejdet for konkurrerende virksomheder i mellemtiden… Den halvdel har jeg aldrig fået. Jeg spurgte dem for kort tid siden, hvor pengene blev af, men de svarede bare: »Dra ät Helvete til,« fortæller Robert Braunerhielm med smilet vel placeret i et trindt ansigt.
Fem år efter begyndelsen på Metro-eventyret er Braunerhielm en holden mand, som ikke har brug for hverken hele eller halve fratrædelses-godtgørelser.
I løbet af ti år er han gået fra at være journalist til forretningsmand. I 1988 var Braunerhielm redaktør for Dagens Nyheters tretten lokalredaktioner, men de var ikke rentable for avisen og blev lukket. Det førte direkte til undfangelsen af ideen om Metro. Braunerhielm havde længe haft lyst til at starte et eget avisprojekt og så her en mulighed for at udfylde hullet efter lokalredaktionernes forsvinden. Sammen med sin gamle bekendte Pelle Anderson samlede han en lille gruppe til et møde for at brainstorme på et nyt aviskoncept.
»Pelle ville gerne dele en lokal Stockholmsavis ud til husstande, men jeg havde fået den erfaring fra Dagens Nyheter, at husstandsuddeling er vældig dyrt og ikke fungerer særlig godt. Så vi prøvede at finde på andre måder at få avisen ud til folk. Pludselig var der en, som foreslog, at vi kunne dele den ud i metroen, og så sagde det for alvor BANG i mit hoved,« fortæller Braunerhielm.

Ikke til at forstå
Efter mødet var Braunerhielm og Pelle Anderson dog de eneste, som havde lyst til at gå videre med ideen. Så snart de to havde koblet metro-ideen med tanken om en gratis, annoncefinansieret og daglig avis, så de, at det var et koncept, som kunne fungere.
Kort efter, i 1990, fik Braunerhielm tilbudt en stilling på udenrigs-redaktionen på Dagens Nyheter, hvor han fortsat arbejdede efter de 13 lokalredaktioner var nedlagt. Men han takkede nej til drømmestillingen og tog i stedet en stilling i annonceafdelingen.
»Det var jo den fuldstændig gale vej at gå journalistisk, så alle rystede på hovedet. Men jeg var så tændt på ideen om Metro, at jeg ville lære mere om annoncemarkedet. Jeg kunne ikke afsløre mine planer over for kollegerne, og ingen kunne forstå mig,« siger Braunerhielm.
»Jeg ærgrede mig også selv, da jeg sad dér midt under Golf-krigen og fedtede med annoncer, mens jeg vidste, at jeg kunne have været med til at dække krigen. Men jeg har ikke ligefrem fortrudt det senere.«
Det mystiske karrierevalg blev begyndelsen til enden på Braunerhielms tid som journalist. Efter et år i annonceafdelingen sagde han op, fik sin halve fratrædelses-godtgørelse og begyndte sammen med Pelle Anderson for alvor at stable Metro på benene.
På det tidspunkt havde han stort set beskæftiget sig med alt inden for branchen. Før han blev journalist, havde han sågar arbejdet på et trykkeri. Det eneste, han ikke havde rørt ved, var distribution, og for Braunerhielm var det kun naturligt at stampe ud på dette ubetrådte græs: Den første tid på Metro brugte han på at tage ud til hver eneste Metro- og busstation og udpege nøjagtigt, hvor de enkelte avis-stativer skulle stå. Den spirende forretningsmand tog rundt til 150 stationer og så, hvor folk gik og ikke gik.
»Det brugte jeg meget energi på. Det kan måske umiddelbart lyde som en detalje, men det er ekstremt vigtigt, at aviserne står præcis der, hvor folk går, og ikke tre meter til venstre for dem,« siger Braunerhielm.

Ikke mere skriveri
Da Metro endelig blev lagt i de omhyggeligt placerede stativer for førte gang i 1995, blev han redaktionschef. Men kun for en seks måneders kort bemærkning. Siden blev han vicedirektør og snart efter direktør for hele Metro Publishing.
»Jeg har bevæget mig fra at være journalist til at være forretningsmand. Jeg blev tidligt interesseret i avisøkonomi, og selv om jeg også har interesse for journalistikken, så fik forretningerne overtaget. Jeg savner ikke journalistikken. Det er et overstået kapitel for mig nu,« siger Braunerhielm.
»Det er vigtigt, at man indser hvilken rolle, man har som journalist eller direktør. En journalist må simpelthen ikke tænke på, hvad der er økonomisk godt for avisen. Han skal bare ´write and be damned´. Og det skal en økonomisk chef på en avis respektere. Man må aldrig blande de to roller sammen.«
Hvem er han?
Siden opstarten har Metro og dermed Robert Braunerhielm gået fra forretningsmæssig succes til succes. Han lod sig købe ud af Metro sidste forår og arbejder nu tre dage om ugen som konsulent for avisen. Han forhandler kontrakter og sørger for, at de rigtige mennesker bliver ansat i de nye afdelinger af Metro, som dukker op overalt på kloden. Tre dage om ugen giver tid til andet end aviser:
»Jeg kan tage det roligere nu. Mine børn er holdt op med at løbe væk og gemme sig, når jeg kommer hjem. De kan genkende mig nu,« siger Braunerhielm med håbet om at overdrivelse fremmer forståelsen malet i ansigtet.
Lysten til forretninger har dog ikke forladt svenskeren. Salget af Metro-aktierne gav, som man kunne forvente, en ganske betragtelig sum penge til Braunerhielm, som han nu vil bruge til nye projekter. Mere konkret end det ønsker han ikke at være lige nu men afslører, at han ikke har tænkt sig at fortsætte inden for avis-branchen. Han vil dog aldrig helt slippe Metro:
»Det er jo ens baby, så den vil jeg altid forsøge at holde kontakten med.«
»Det sker, at jeg kører med undergrundsbanen, og det er en dejlig oplevelse at se, at folk sidder med avisen. Det føles fantastisk, næsten uvirkeligt. Jeg tænker altid: Hvorfor skulle alle de mennesker engagere sig i netop min idé?«