Verden er sat i brand på grund af 12 tegninger. Det hele begyndte som en løs idé, men endte i kommunikations-sammenbrud. Journalisten har kortlagt forløbet.

YTRINGSFRIHED. Mandag den 19. september 2005. Det er et helt almindeligt redaktionsmøde med kaffe i kopperne og løse idéer kastet op i luften.

I Jyllands-Postens hovedsæde i Viby holder weekend-redaktionen sit ugentlige møde. Snakken går om ytringsfrihed, selvcensur og islam. Forfatteren Kåre Bluitgen har om fredagen fortalt danske journalister, at tre tegnere ikke ville lægge navn til illustrationer af hans børnebog om profeten Muhammed på grund af frygt for repressalier.

En erfaren journalist tænker højt.

»Hvad ville der ske, hvis vi skriver til samtlige medlemmer af Danske Bladtegnere og beder dem lave en tegning af Muhammed?« spørger han.

Journalistens egen fornemmelse er, at hans idé langtfra bliver mødt med begejstring, faktisk nærmere hovedrysten. Efter et par minutter springer diskussionen videre til andre løse idéer, og han tænker ikke videre over sit indfald. I hvert fald ikke på det tidspunkt.

Idéen får dog ikke lov til at dø. Den passer på sin egen måde ind i Jyllands-Postens selvforståelse som avisen uden for det kulturradikale københavner-selskab. Avisen, der går til kanten og laver de historier, som forarger de fine, og som kilderne ikke ønsker at se.

Meget foregår tilfældigt på et dagblad, og idéen havde måske lidt en stille død, hvis ikke en redaktionssekretær havde bragt den videre til chefredaktør Jørn Mikkelsen. Chefredaktøren ringer til avisens afdeling på Kongens Nytorv i København, hvor kulturredaktør Flemming Rose straks er fyr og flamme. De to redaktører er enige om, at frygten for at afbilde profeten er en bekymrende udvikling mod selvcensur.

Samme dag ringer Flemming Rose til formanden for Danske Bladtegnere, Claus Seidel, og fortæller om et projekt, der kan demonstrere, at danske bladtegnere ikke ligger under for selvcensur. En slags statement for ytringsfrihed. Claus Seidel synes, at idéen er spændende og vigtig for faget. Han siger også, at mindst ti bladtegnere bør være med, før projektet er meningsfyldt. Claus Seidels krav for at bakke op er, at han får artiklen til gennemlæsning, hvilket accepteres.

»Vi vil ikke spændes for en eller anden vogn,« siger Claus Seidel til kulturredaktøren.

Flemming Rose går i gang med at skrive et brev til de 40 medlemmer af Danske Bladtegnere:

»Vi skriver til dig i forlængelse af sidste uges offentlige debat om afbildningen af profeten Muhammed og ytringsfriheden i forbindelse med en børnebog af Kåre Bluitgen, hvor flere tegnere angiveligt sagde nej tak til at tegne Muhammed af frygt for konsekvenserne. Morgenavisen Jyllands-Posten står på ytringsfrihedens side. Vi vil derfor gerne invitere dig til at tegne Mohammed, som du ser ham. Resultatet vil blive offentliggjort i avisen i den kommende weekend.«

Da Flemming Rose er færdig med brevet, beder han chefredaktør Carsten Juste om at læse det igennem. Carsten Juste godkender, og om aftenen kan Flemming Rose smide kuverterne i postkassen ved Købmagergades Postkontor.

Bladtegnernes deadline er fredag den 23. september klokken 12.00. Så kan historien nå at komme med i avisens journalistiske flagskib, Indblik, om søndagen.

Redaktionsledelsen ved, at idéen er kontroversiel.

På redaktionen i Viby bliver journalisterne Orla Borg og Henrik Vinther Olesen spurgt til råds. Henrik Vinther Olesen giver udtryk for, at man ikke bør genere folk bare for at genere dem. Man skal i hvert fald sørge for at vide, hvorfor man gør det. Orla Borg advarer direkte mod at gennemføre projektet. Det er en af JPs sværvægtere, der taler. Han kender det muslimske miljø og har fået EUs anti-diskriminationspris for sin journalistik.

Flemming Rose får besked om, at Orla Borg advarer mod projektet.

»Det er klart, at man lytter, for der er stor respekt om Orla Borgs arbejde. Men det var i den første uge af idéens levetid. Senere kom der nye argumenter for at trykke historien,« forklarer Flemming Rose.

I løbet af ugen er der redaktionel diskussion af satsningen.

»Var Kåre Bluitgens sag om selvcensur tilstrækkelig journalistisk dokumentation til, at vi kunne bringe historien? Vi tænkte, at det var for lidt, men så i løbet af den næste uge dukkede der pludselig fem-seks yderligere eksempler på selvcensur op, og så besluttede vi os for at køre historien,« siger Flemming Rose.

Et af de nye eksempler er, at komikeren Frank Hvam udtaler, at han ikke tør 'tage pis på Koranen for åben tv-skærm'. Derudover har vesteuropæiske oversættere af en islam-kritisk essaysamling bedt om lov til at optræde anonymt, og et førende kunstmuseum har fjernet et kunstværk af frygt for muslimers reaktion.

Chefredaktør Carsten Juste har imidlertid også en anden indvending, da han hører om tilbagemeldingerne fra bladtegnerne.

For hvad viser svarene fra bladtegnerne egentlig? 12 tegnere havde sagt ja til udfordringen, men hvad med de øvrige 28?

En del af dem er ikke aktive længere, viser det sig. Nogle synes, at betalingen på 800 kroner er for pauver. Andre er bundet af kontraktlige forpligtelser. Og endelig siger en del nej, fordi det byder dem imod at fornærme andres religiøse følelser.

Det sidste gælder for eksempel tegnerne Ulla Dietl og Carsten Graabæk. I en mail til Flemming Rose skriver Carsten Graabæk den 22. september:

»Det tilkommer ikke en kristen hund som mig at gøre grin med fremmede religioner; ikke af frygt for repressalier, men ud fra respekt for deres tro. Ellers ville det svare til, at en graffiti-kunster skrev 'pik' i en S-togskupé med det sølle formål at forarge ældre damer.«

Ulla Dietl skriver til Flemming Rose, at hun selv mangler det religiøse gen, men at hun 'respekterer andres tro på hvad som helst, uden at de skal peges ud af den grund'.

»Derfor kunne jeg ikke drømme om at tegne Muhammed, når det krænker muslimerne,« skriver hun.

Indirekte advarer Ulla Dietl også Flemming Rose i sin mail:

»Dog tror jeg ikke, at opfordringen til at tegne Muhammed på nogen måde vil bedre vejen til større forståelse og et bedre samliv mellem trosretningerne, hvis det var hensigten med initiativet.«

Carsten Juste er på det tidspunkt i tvivl om, hvorvidt avisen overhovedet har en historie.

»Enhver, der beskæftiger sig med journalistik, ved, at tilfældigheder også gør sig gældende. Når jeg vurderede, at det var på kanten, så var det ikke på grund af tegningerne, men på grund af undersøgelsens validitet. Men med de få tilmeldinger og med udgangspunkt i det faktum, at kun en lille håndfuld tegninger rent faktisk forestillede Muhammed, så var det stærkt nok til at sige: Ja, der er selvcensur,« siger Carsten Juste.

Flemming Roses udlægning af det journalistiske projekt er anderledes. Han mener, at selvcensuren allerede var dokumenteret i en række sager. Derfor er Jyllands-Postens projekt i sin endelige form ikke en test, men et positivt statement, der viser, at man tør stille op imod selvcensuren.

»Tanken var, at hvis tilstrækkelig mange mennesker stiller sig op og siger, at de ikke ligger under for selvcensur, så kan man udvande den frygt, som nogen måtte have for at gøre det her,« siger Flemming Rose.

Carsten Juste bestemmer, at historien ikke skal i søndagssektionen Indblik. Historien bliver i stedet placeret i sektionen KulturWeekend om fredagen.

»Det var tanken, at det var Indblik, der skulle køre det, men det lavede jeg om. Jeg vil gerne holde Indblik som et meget rent journalistisk tillæg. Jeg ville ikke have, at Indblik skulle belastes af noget, som nogen ville sige var mere værdiorienteret,« siger chefredaktør Carsten Juste.

JP havde netop relanceret KulturWeekend.

»Vi har bevidst forsøgt at gøre det til et lidt farligere tillæg,« siger Carsten Juste.

På kulturredaktionens møde på Kongens Nytorv mandag den 26. september klokken 10 siger kulturredaktør Flemming Rose, at han har et offensivt og modigt projekt, der belyser ytringsfriheden i Danmark.

Det er første gang, kulturreporterne hører om Muhammed-tegningerne. Som de fleste redaktør-idéer afføder den ikke nævneværdig diskussion. På avisen aner man ikke, at det er en historie, der vil komme til at gå verden rundt. Den får en stor henvisning på toppen af forsiden og hele side tre i KulturWeekend. Ikke et brag af en satsning, men en tydelig markering.

Kulturredaktør Flemming Rose skriver i artiklen, der ledsager tegningerne, at nogle muslimer 'gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser'. Han fortsætter:

»Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.«

Flere på avisen får sig et godt grin, da det kommer frem, at tegneren Lars Refn på arabisk har skrevet i sin tegning, at »Jyllands-Postens redaktører er en flok reaktionære provokatører«.

Det er der tilsyneladende ikke nogen, der har opdaget før offentliggørelsen.

De københavnske kulturjournalister, som bliver koblet på sagen i den første tid efter offentliggørelsen, forsøger at dele sol og vind lige mellem kritikere og tilhængere. Langsomt får de en underlig smag i munden. Kulturpersonligheder og mediepersoner er ofte klar med en hurtig dom over avisen – tilsyneladende uden at have læst teksten eller set tegningerne.

Specielt avisens kontante kurs på integrationsområdet falder nu tungt tilbage i form af fordomme mod avisen. Det er for eksempel ikke glemt, at Jyllands-Posten skrev, at palæstinensiske flygtninge snyder – en historie, der byggede på en blanding af løse og udokumenterede påstande
(læs artiklen i Journalisten 20/2001).

»Den ekstreme hellighed, forudindtagethed og manglende vilje til faktisk at sætte sig ind i sagen giver brækfornemmelser. De københavnske aviser får så småt aktiveret den dér specielle Jyllands-Posten-ånd om, at vi er lidt uden for det gode selskab og står sammen,« siger en journalist.

Korpsånden har tidligere haft svære kår på grund af triste trivselsundersøgelser, sparerunder og kritik af ledelsesstilen. Men nu betyder det ydre pres, at medarbejderne står sammen. Samtidig har avisen på det seneste haft flere virkelig gode historier såsom Codan-sagen og sagen om Lærerstandens Brandforsikring. Det styrker også.

»Vores selvforståelse har noget at gøre med dristighed og frygtløshed. Tag historierne om Codan eller Den Danske Bank og Hafnia-sagen. Det er typiske JP-historier og i høj grad en del af vores selvforståelse. Vi går i kødet på de magtfulde. På den måde kan man sige, at vi er beslægtede med Ekstra Bladet,« siger Carsen Juste.

Men selv om korpsånden er stærk, betyder det ikke, at alle er enige. På gangene diskuterer medarbejderne sagen hele tiden. Der findes også medarbejdere på JP, der har været imod tegningerne helt fra begyndelsen.

I midten af oktober demonstrerer 3.000 mennesker på Rådhuspladsen mod tegningerne og mediernes behandling af muslimer generelt. Specielt Flemming Rose får mange vrede mails, og to af de tegnere, der har bidraget til satsningen, må forlade deres bopæl på grund af dødstrusler.

Til sin egen avis fortæller chefredaktør Carsten Juste, at der har været 'langt, langt flere dødstrusler end de to kendte'.

Bladtegnere fra Jyllands-Posten må vænne sig til, at politiet patruljerer rundt om deres hjem.

Usikre og bekymrede medarbejdere runder tillidsmand Henrik Vinther Olesens skrivebord: Er sikkerheden i orden? Orienterer cheferne nu fuldt ud? Igen og igen siger Henrik Vinther Olesen, at han har fuld tillid til, at cheferne har god snor i sikkerheden og informerer så meget som overhovedet muligt.

Den 18. oktober rammer historien franske Le Mondes forside. Dagen efter afviser Anders Fogh Rasmussen 11 ambassadører fra muslimske lande, der kræver en undskyldning.

Journalisterne på avisen følger måbende en sag, der får sit eget liv.

Den 18. december kommer Carsten Juste i sin egen avis med en nærmest profetisk bemærkning:

»Der gik over et halvt år fra udgivelsen af »De sataniske vers«, til fatwaen blev udstedt i Iran. Måske ser vi det samme her – samme langsomme gennemtrængning i islamiske kulturer og systemer. Jeg tror desværre ikke, at sagen er slut. Jeg må erkende, at man går hele tiden og venter på, at det næste sker.«

Uden for arbejdstiden fylder tegningerne også: Tillægsredaktør Lars Nielsen, der også er lokal fodboldtræner, bliver til trænernes julefrokost kastet ud i en timelang, hed diskussion for og imod tegningerne.

Tirsdag den 25. januar. Boykotten af danske varer begynder at sprede sig. Næste dag hjemkalder Saudi-Arabien sin ambassadør fra Danmark. Om torsdagen melder Arla om tab på ti millioner kroner – dagligt. Direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, opfordrer JP til at forklare sig. Internt på avisen bliver han blandt andet kaldt 'en idiot'.

Irritationen over Hans Skov Christensen bliver hurtigt overgået af vrede mod Politiken. På forsiden af konkurrentens søndagsudgave er der et interview med religionshistoriker Tim Jensen. Der står blandt andet, at Jyllands-Posten var så meget i tvivl om, hvorvidt de kunne bringe de 12 Muhammed-tegninger, at de 'rådførte sig med en af landets fremmeste religionshistorikere'.

Historien om Tim Jensens advarsel begynder nu at cirkulere – også uden for landets grænser.

Politikens artikel får chefredaktør Jørn Mikkelsen til at sende en mail rundt i huset for at finde ud af, hvem der har talt med Tim Jensen. Det viser sig, at en menig medarbejder i slutningen af en samtale om noget andet nævner initiativet. Tim Jensens bemærkninger er ikke kommet videre
til Jyllands-Postens ledelse, forklarer Jørn Mikkelsen.

»Politiken skriver, at vi som avis var advaret på forhånd, og det er simpelthen faktuelt stærkt forkert. Midt i en sump af skadelige rygter har vi også skullet forholde os til det her vås, som har cirkuleret i hele verden og virkelig hældt benzin på bålet,« siger Jørn Mikkelsen.

Bill Clinton kalder tegningerne for skammelige, danskere opfordres til at forlade Gaza, og Dannebrog sættes i brand. Det er mandag den 30. januar. Formanden for bestyrelsen for JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, er i Jordan sammen med ledere fra Ritzau. De er ved at forhandle en aftale med det jordanske nyhedsbureau, Petra. Ledere fra adskillige mellemøstlige nyhedsbureauer er samlet.

For chefredaktør Carsten Juste er situationen enestående. Nu kan han få et budskab bragt ud til hele Mellemøsten.

Først sender han en tekst derned, hvor han skriver, at Jyllands-Posten beklager at have krænket muslimerne. Jørgen Ejbøl er i selskab med arabiskkyndige diplomater fra den danske udenrigstjeneste. Diplomaterne foreslår at bruge ordet 'undskylde', fordi muslimer synes, at ordet beklage er for svagt. Men en undskyldning ved de, hvad er.

Om aftenen sender Carsten Juste en ny erklæring afsted. I fire måneder har chefredaktøren pure afvist at tage ordet undskyld i sin mund, men nu skriver han det famøse ord i en erklæring stilet til 'ærede medborgere i den muslimske verden'.

»De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde,« skriver Carsten Juste.

Klokken 20.31 sender Ritzau – med klokke – en meddelelse på én linje ud:

»Jyllands-Posten undskylder 'uafviseligt' at have krænket mange muslimer med sine tegninger af profeten Muhammed.«

Telegrammet får JPs litteraturredaktør, Sven Bedsted, der også er næstformand i Jyllands-
Postens Fonds bestyrelse, til at gribe røret og ringe til Carsten Juste.

»Vi skulle ikke undskylde, for vi kæmper for ytringsfriheden, men da jeg fik forklaringen om, at det var ren semantik, så forstod jeg og bakkede ham 100 procent op,« siger Sven Bedsted.

Flere journalister bliver indignerede over, hvad de opfatter som et tilbagetog. Det er ikke i tråd med Jyllands-Postens selvforståelse at give efter for ydre pres og sige undskyld – uanset hvor stærkt presset er. Mens Carsten Justes runde melding bliver hilst velkommen af regeringen, så tager Flemming Roses mere kompromisløse stil i alverdens medier kegler blandt mange medarbejdere – i hvert fald på dette tidspunkt.

Tirsdag den 31. januar klokken 17.03 ringer en engelsktalende mand til avisen og siger, at en bombe sprænger om kort tid. På avisen går sirenen i gang, og en mail bliver sendt rundt. Medarbejderne i Viby og København evakueres.

Ravnsbjerg Kirke, der nærmest er nabo til bladhuset i Viby, er åben. Der bliver serveret kaffe og småkager for de evakuerede JP-medarbejdere. På københavner-redaktionen er der enkelte, som bemærker, at symbolikken i at søge ly i en kirke måske er lige tyk nok.

Samtidig sidder fotograf Carsten Ingemann i sin bil sammen med sin 13-årige datter. De er på vej hjem. Radioen er tændt. Pludselig hører de, at medarbejderne på Jyllands-Posten er evakueret på grund af en bombetrussel.

»Bliver der nu krig?« spørger datteren.

Onsdag lyder sirenen igen i bladhuset i Viby. Endnu en bombetrussel og endnu en evakuering. Medarbejderne er ude af huset fra klokken 19.40 til 20.30 – et kritisk tidspunkt for en morgenavis. Kolleger bliver kaldt på arbejde. De møder op uden surmuleri. I disse dage står JP-journalister skulder ved skulder.

»Det var en mirakel, at de nåede det,« siger Lars Nielsen, der ikke selv var på arbejde.

Torsdag er både nervøsitet og galgenhumor med på arbejde. På redaktionen spørger de hinanden, 'om det mon snart er kirketid'.

Den torsdag slipper JP dog for bombetrusler.

Fordømmelse fra snart sagt hele verden, dødstrusler og bombetrusler.

Medarbejderne på avisen er dybt påvirket af situationen. Derfor er lettelsen nærmest fysisk, da mere end et dusin europæiske aviser som Die Welt, Le Monde, Corriera della Sera og Berliner Zeitung offentliggør tegningerne i solidaritet med den danske avis.

Den europæiske støtteaktion forøger samtidig bitterheden over, at Politiken og Berlingske Tidende giver avisen en kold skulder midt i en svær tid. Sådan føles det i hvert fald på JP.

Carsten Juste kalder i et interview konkurrenternes ledende artikler for 'rundtossede', mens Politiken får stemplet 'høneforvirret'.

Den 5. februar går JP i en leder så vidt, at de omtaler Politiken og Berlingske Tidende som 'hyklere' og skriver, at deres 'kollektive hykleri og skinhellige selvgodhed efterhånden gør det umuligt at forbigå deres publicistiske svigt'.

I Urban kalder Berlingskes chefredaktør, Niels Lunde, lederen for 'langt ude', mens Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden siger, at lederen er en sørgelig bekræftelse på, at 'Jyllands-Posten ikke har lært af sagen og dens kolossale konsekvenser'.

I samme leder indrømmer Jyllands-Postens lederskribent, at avisen både er presset og trængt, men får samtidig forklaret, at avisen er vant til at stå alene og gå mod strømmen – og at det er blandt de vigtigste træk overhovedet i JPs redaktionelle selvforståelse.

Mange medarbejdere deler den holdning. Mens Jyllands-Posten specielt i udenlandske aviser bliver kritiseret for at sparke nedad mod en befolkningsgruppe, der i forvejen er udsat, så oplever man tværtimod på Jyllands-Posten, at avisen sparker opad. Opad mod det kulturradikale københavnske PH-lampe-borgerskab, der nægter at beskrive virkeligheden.

For det er Jyllands-Posten, der har modet til at udfordre i flygtninge- og indvandrerdebatten. Det var JP, der først turde bringe prognoser for andelen af 'fremmede' danskere i fremtiden. Det var JP, der var tidligt ude og beskrive problemerne ved opsplitningen i sorte og hvide skoler. For hvem skulle ellers gøre det?

Det er også en udbredt opfattelse på avisen, at var tegningerne blevet bragt i Information, Politiken eller sågar Blæksprutten, så havde reaktionerne været til at overse.

Næstformanden i Jyllands-Postens Fond, Sven Bedsted, siger:

»Hvis Politiken havde trykt tegningerne, så var alle forfatterne gået i fakkeltog gennem København for at bevidne deres støtte til ytringsfriheden. Men nu vil de hellere brække en arm og lade ambassader brænde end støtte Jyllands-Posten i kampen for ytringsfrihed. For de kan ikke lide Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har altid været et hadeobjekt blandt de intellektuelle, og lige nu er Tøger Seidenfaden så pisseked af, at han ikke er fokus.«

Kulturredaktør Flemming Rose udtrykker det på en anden måde:

»Hvis de tegninger havde været bragt i Politiken, så ville debatten i Danmark have været helt anderledes. Forfattere ville have hyldet Politikens store kamp for ytringsfrihed, og folk ville have stået på nakken af hinanden for at fremhæve de kulturradikale traditioner og Politikens mod til at gå op imod etablerede dogmer og autoriteter.«

Lørdag den 4. februar brænder den første danske ambassade. Samme dag bringer Århus Stiftstidende artiklen »Krigskorrespondent på Jyllands-Posten kritiserer ledelsen«. Her argumenterer journalist Erik Thomle for, at avisens ledelse burde have forudset, at de 12 tegninger ville afføde meget voldsomme reaktioner.

Erik Thomle refererer blandt andet til, at han har læst i en pakistansk avis, at tre 11-årige drenge blev dødsdømt, fordi de tegnede profeten.

Næstformanden i Jyllands-Postens Fond kalder Thomle for 'virkelig illoyal':

»Det dér kunne han have gjort om et par måneder. Det er ingen grund til, at han åbner en flanke og viser, at der er sprækker i sammenholdet på et tidspunkt, hvor situationen er så anspændt,« siger Sven Bedsted.

Erik Thomle, der har været næsten 33 år på Jyllands-Posten, står ved sin kritik. Han har også fortalt ledelsen, at han er korrekt citeret.

»Nogle dage tidligere lå der en besked på min telefonsvarer fra en journalist på en anden avis. Han havde hørt, at jeg havde fået mundkurv på. Jeg ringede til Carsten Juste og spurgte, om jeg skulle henvise journalisten til ham. Men Juste svarede, at jeg blot kunne udtale mig. Jeg var glad for at få opbakning til loyalitet over for den ytringsfrihed, der gennem alle mine år på bladet har været Morgenavisen Jyllands-Postens særkende.«

Erik Thomle har også udtalt sig til TV 2/ØSTJYLLAND. Om aftenen bliver han ringet op af et medlem af redaktionsledelsen på Jyllands-Posten.

Redaktionschefen henviser til en trailer fra tv-stationen, hvor Erik Thomle udtaler sig.

»Han siger i telefonen: Ledelsen ønsker ikke, at du medvirker. Jeg siger et eller andet om ytringsfrihed, og så gentager han: Ledelsen ønsker ikke, at du medvirker.«

Ti minutter inden TV 2/ØSTJYLLAND går i luften, ringer Erik Thomle til tv-stationen.

»Jeg siger, at ledelsen ikke ønsker, at jeg medvirker. Stationen svarer så, at de vil tage hensyn til mig«.

Chefredaktør Carsten Juste oplyser, at det ikke er ham, der har ringet til Thomle.

»Vi kan selvfølgelig ikke begrænse medarbejdernes ytringsfrihed, når vi lever af andres ytringsfrihed. Det er helt centralt. Men i vigtige spørgsmål som Muhammed-sagen aftaler vi, at der er enkelte, der udtaler sig. De fleste kan selvfølgelig godt forstå, at det er vigtigt af hensyn til avisens tarv, siger chefredaktøren.

Torsdag den 9. februar er avisen ved at blive kimet og mailet ned af forfærdede læsere, der vil sige avisen op.

Klokken 11.15 er der indkaldt til stormøde på Jyllands-Posten. Aftenen forinden er Jyllands-Postens kommunikation med omverdenen brudt sammen for åben skærm.

Kulturredaktør Flemming Rose har sagt til TV 2/NYHEDERNE, at avisen vil bringe nye religiøse karikaturtegninger på søndag og er umiddelbart efter blevet dementeret af Carsten Juste (se artiklen "Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur" i dette nummer af Journalisten).

På stormødet siger Carsten Juste rent ud, at Jyllands-Posten nu befinder sig i sin alvorligste krise i nyere tid. Han står i Aurora-salen i Viby, men hans ord bliver sendt til København via intercom.

Medarbejdere giver udtryk for, at de er dybt rystede og belastede. I skolen bliver deres børn hetzet, mobbet og truet. Hvordan kan Rose så overhovedet tænke på at bringe flere religiøse karikaturtegninger?

En af de tegnere, der havde tegnet Muhammed, fortæller om kolleger, der får psykologhjælp. Dybt berørt siger han, at flere tegninger er en komplet sindssyg idé. Flere medarbejdere understreger dog, at de har forståelse for, at Rose har fejlet efter at have været 'på' uafbrudt i 14 dage – 16 timer i døgnet.

Carsten Juste svarer, at ingen vil blive fyret eller forflyttet, men at det for fremtiden kun er ham, som udtaler sig om sagen. Det er hans pragmatiske profil, der skal tegne butikken. Der skal ro på – indadtil og udadtil.

Flemming Rose var ikke til stede. Han blev samme dag sendt på ferie på ubestemt tid.

Juste havde allerede søndagen forinden i sin egen avis slået kursen fast. Her manede chefredaktøren til besindighed. I fremtiden vil avisen næppe bringe en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen eller tegninger af lignende karakter, siger han.

»Jeg har lært fra de mange samtaler med muslimer, at deres forhold til Muhammed er som et kærlighedsforhold,« siger Carsten Juste.

Og hvordan har han det så – den journalist, som oprindeligt kastede en løs idé op i luften på redaktionsmødet mandag den 19. september?

Han mangler ord.

Seidenfaden svarer igen

PRINCIPPER. På Jyllands-Posten er vreden mod Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, stor. Til påstanden om jalousi svarer han:

»Med hensyn til hvad der ville være sket, hvis tegningerne havde været bragt i Politiken, er det en ret meningsløs overvejelse. Vi ville aldrig have bragt karikaturer med den begrundelse, at religiøse muslimer 'skal tåle spot, hån og latterliggørelse'.«

Om religionshistoriker Tim Knudsens advarsel siger han:

»Tim Knudsen fastholder sin historie om, at han advarede en journalist på Jyllands-Posten. Hvordan den interne kommunikation har været på JP, ved hverken han eller vi noget om.«

Og til kritikken af Politikens manglende opbakning til JP siger Tøger Seidenfaden:

»Politiken støtter Jyllands-Postens ytringsfrihed, men det, vi støtter her, er avisens umistelige ret til at dumme sig. Det har vi hele tiden gjort, og vi ændrer naturligvis ikke vores syn på hverken det ene eller andet, fordi avisen er kommet under et ekstremt, grotesk og uacceptabelt pres.«

*
Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Orkanens øje«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.