367 billeder skal fortælle 100 års dansk pressefotohistorie. Det ligner en umulig mission, især fordi pressefotoet i dag ikke kan nøjes med at vise verden – billederne skal også forklare verden. Billedredaktør Per Folkver har kæmpet i op mod fem måneder med redigeringen. Journalisten besøgte ham halvvejs i forløbet; han forventer kritik, når bogen udkommer om få uger.

FOTO. Mere personligt. Tættere på. Flere følelser. Dansk pressefotografi har de seneste 30 år været igennem en voldsom udvikling. Ud over at levere hurtig og præcis dokumentation er fotografer i dag ofte medfortællere, der tager stilling til den virkelighed, de skildrer. Det fortæller Politikens fotograf Per Folkver, der er billedredaktør på jubilæumsbogen for Pressefotografforbundets hundredårsdag, der udkommer 17. februar, på selve dagen for jubilæet.

»Hvis man skal skære det ud i pap, så kan man jo ikke se, hvad billederne forestiller. Men billedet er hamrende godt formidlet, og så viser det, at pressefotografi i dag ikke kun handler om at fotografere handlinger – men også følelser,« siger Per Folkver om Casper Dalhoffs fotoserie fra 1999 fra Sølund, Danmarks største institution for udviklingshæmmede.

Bogen 'Vidnerne Historien. Dansk pressefotografi i 100 år' viser, at pressefotografer i dag skal spænde så vidt, at det ikke giver megen mening at bruge betegnelsen pressefoto.
»Bredden er blevet spændt ud til det yderste – fra point and shoot til en lænen sig op ad det ekspressive kunstfotografi,« siger Per Folkver, der også derfor har besluttet sig for at definere pressefoto som 'billeder bragt i medierne'.

Tage Christensen fotograferede i 1955 statsminister Viggo Kampmann og kulturminister Julius Bomholt i vand til brystet på stranden ud for Fanø. Tage Christensen tilstod senere, at han fik dem til at gå ned i knæ. 

Han har brugt fire-fem måneder på at lave bogen sammen med redaktør Irene Greve, billedresearcher Anne Cornelius og grafiker Søren Maarbjerg. De har set tusindvis af fotos for at finde de 367 billeder til bogen. Og Per Folkver er ikke i tvivl om, hvad det moderne pressefoto skal indeholde – det skal være med på beatet, men også dyrke det langsomme.
»Vi lever i en tid, hvor tv næsten altid kommer først. Derfor skal pressefotografiet kunne noget andet. Så når tv sender fra et pressemøde, skal pressefotograferne vise, hvad der sker nede under bordet eller bag kulissen.«

Der ligger billeder overalt på de 17 indkøbte Ikea-borde i de nedlagte fabrikslokaler ved Københavns Havn. Vi er i slutningen af september 2011, og Per Folkver er sammen med Anne Cornelius i gang med den sidste sortering. Hvem skal med, og hvem ryger ud? Uanset hvad de beslutter, er Per Folkver sikker på at få tæsk og stikkende kommentarer, når jubilæumsbogen udkommer.
»Ugebladsfotograferne vil spørge, hvorfor de ikke er repræsenteret mere. Det samme gælder sportsfotograferne. Men når man skal dække 100 års pressefoto, er der nogle, som ikke kommer med, og nogle, der kommer mere med end andre. Og det er, fordi de har taget billeder, der er mere væsentlige.«

Peter Funch blev uddannet fra journalisthøjskolen i 2000. For de studerende på journalisthøjskolens fotouddannelse var det naturligt at udfordre grænserne for det traditionelle pressefotografi. Det kom der eksperimenterende billeder ud af, som tidligere ikke var at finde i avisernes spalter, fortæller Per Folkver. Peter Funchs bevidst rystede og uskarpe billede er taget i New Yorks Chinatown i 2001.

Selv om det ifølge Per Folkver fortsat er pressefotografens varemærke at kunne gå ind ad en dør og fastholde noget vigtigt på 10 minutter, så handler pressefotografi i dag om meget mere.
»Fotograferne vil gerne et spadestik dybere. De kigger ikke kun på billedets egen formmæssige logik, men også på, hvad det skal bruges til. Det vil sige, at de tager politisk og følelsesmæssig stilling,« forklarer han.

Det skift gælder faktisk hovedparten af bogens fotos fra de seneste 20 år. For eksempel Claus Bjørn Larsens fotos af en albansk flygtning, der vandt World Press Photo i 1999, Lars Bechs farvestrålende serie fra den socialdemokratiske højborg Langenæs i Aarhus og Jonathan Bjerg Møllers sort-hvide fotos af oversvømmelserne i Bangladesh i 2009.
»Med de to seneste generationer har vi fået nogle pressefotografer fra Journalisthøjskolen, der har lært at tænke sig om. Der er sket en mindre revolution. De vil ikke kun dokumentere. De vil også sætte sig ind i verden.«

Lars Hansen var til stede, da rødstrømpen Ulla Dahlerup under en demonstration i 1970 blev smidt ud af en bus af en smilende ordensbetjent. I dag ville det samme billede sandsynligvis have været en del af en serie, hvor fotografen havde fulgt rødstrømperne før, under og efter aktionen, forklarer Per Folkver. Men indtil 1980’erne var fotoserier faktisk en sjældenhed. »Det hører den nye tid til, at man bruger længere tid på projekterne,« siger han.

På den tunge dør til det rå lokale har Per Folkver skrevet: "Fra det ydre til det indre". Det er nemlig den udvikling, pressefotografiet har gennemløbet. Det gælder for eksempel Casper Dalhoffs fotoserie fra Sølund, Danmarks største institution for udviklingshæmmede.
»Hvis man skal skære det ud i pap, så kan man jo ikke se, hvad billederne forestiller,« siger Per Folkver og griner, idet han peger på en udviklingshæmmet siddende på en gynge.
»Men billedet er hamrende godt formidlet, og så viser det, at pressefotografi i dag ikke kun handler om at fotografere handlinger – men også følelser.«

De seneste måneder har Per Folkver og billedresearcher Anne Cornelius besøgt biblioteker, op imod 50 lokalhistoriske arkiver og fotografer i hele landet for at finde billeder til jubilæumsbogen. Desuden har en del pressefotografer på eget initiativ kontaktet Per Folkver for at give deres egne fotos en varm anbefaling.
»Du kan sateme tro, fotograferne har ringet og mailet mig. Heldigvis. Det tager jeg som en stor cadeau til projektet.«

Det sværeste har faktisk været at finde fotos til kapitlerne om årene fra 1945 til 1960.
»Vi håbede, at vi kunne finde noget nyt guld fra perioden, som ingen havde set før, men det lykkedes ikke.«
Ifølge Per Folkver leverede efterkrigstidens fotografer den vare, der blev efterspurgt af medierne. De tog billeder af generalforsamlinger, juletræet på torvet og folk, der trykker hånd.
»Det kørte derudad i 1960'erne, men fotografisk var det ikke ret godt.«

Ekstra Bladets fotograf ’Busser’ fotograferede under OL i Rom i 1960 den dopede cykelrytter Knud Enemark, få timer før han døde. På billedet forsøger hans holdkammerater at holde ham på cyklen.

Men i 1960'erne begyndte der at ske noget. I det gryende ungdomsoprør blev Delta Photos med blandt andre Gregers Nielsen, Jesper Høm og Roald Pay stiftet, siden fulgte fotogrupperne 2. maj og Ragnarok. Og med etableringen af fotojournalistuddannelsen på journalisthøjskolen kom generationen med Joachim Ladefoged, Claus Bjørn Larsen, Nicolai Fuglsig og Jan Grarup, der sammen med Jan Dagø og Tine Harden vandt den ene internationale fotopris efter den anden. Pludselig var Danmark i verdensklasse, og der blev talt om The Danish Wave.

Men det er slut nu, siger Per Folkver.
»De unge varyler, der dengang tog ud i verden og vandt priser for deres sort-hvide fotos, er jo blevet satte. De har ikke tid til at rejse så meget, fordi de skal til børnefødselsdage.«
Men det skal nok vende, mener Per Folkver.
»Der skal nok komme en ny generation, der gør det på deres egen måde,« siger Per Folkver og peger blandt andre på Berlingskes Mads Nissen og freelanceren Carsten Snejbjerg.

»Det behøver ikke være så svært at tage et fedt billede,« siger Per Folkver om dette billede af den kvindelige jockey Henriksen-Petersen taget af pressefotograf Tage Christensen i 1920'erne.

Han sætter vand over til Nescafe, og mens vandet bringes i kog, går vi rundt mellem bordene. Et sted ligger et billede taget af 'Busser' fra Ekstra Bladet af den dopede cykelrytter Knud Enemark, der døde under OL i 1960. På billedet kan man se hans to holdkammerater forsøge at holde ham på cyklen. Der er Mads Nissens foto af en næsten sovende statsminister Lars Løkke Rasmussen under COP 15. Og der er det legendariske snublefoto af Dronning Margrethe taget af Leif Smed Nielsen i 1974.
»Lige nu tror jeg ikke, det billede kommer med,« siger Per Folkver og peger på billedet af dronningen, der ligger fladt ned med blomsterbuketten ved siden af sig.

Per Folkver stopper i stedet op ved et billede taget af Politikens Tage Christensen fra 1920'erne.
»Prøv at se det her vidunderlige portræt af en kvindelig jockey,« siger Per Folkver om billedet af jockeyen ved navn Henriksen-Petersen, der står midt i billedet med hvide handsker, ridebukser og en slags bowlerhat. Der er intet iscenesat over det.
»Det behøver ikke være så svært at tage et fedt billede.«

Per Folkver holder jockeyen op ved siden af et af Tage Christensens mest kendte pressefotos – statsminister Viggo Kampmann og kulturminister Julius Bomholt i vand til brystet på stranden ud for Fanø.
»Det kunne være flot på et opslag sammen.«

En del af jubilæumsbogens billeder vil indgå i en udendørs udstilling, der åbner i maj 2012 på Nytorv i København og derpå turnerer rundt til en række danske byer.

Claus Bjørn Larsen vandt i 1999 ”Photo of the Year” ved World Press Photo med dette foto af en albansk flygtning. Per Folkver sammenligner de internationale fotoprisers betydning med den interesse, Björn Borg skabte for tennis i Sverige. »Da Tine Harden, Joachim Ladefoged og Claus Bjørn Larsen vandt internationale fotopriser, viste de, at det godt kunne lade sig gøre at begå sig internationalt, selv om man kommer fra et lille land,« siger Per Folkver om fotobølgen The Danish Wave.

FOLKVER: DERFOR ER NIVEAUET SÅ HØJT
Der er for tiden ganske vist stilstand i regnen af internationale fotopriser, men niveauet i dansk pressefotografi er stadig højt, mener Per Folkver. Han giver disse tre forklaringer.

• MILJØ. Der er et stærkt fotografisk miljø i Danmark. Selv om man er konkurrenter, er man også kolleger. »I Tyskland hader fotograferne jo nærmest hinanden,« siger Per Folkver.

• DMJX. Journalisthøjskolen skabte et kuld af talenter, der fik lov til at boltre sig. De var med til at skabe en kultur, hvor fotograferne reflekterer over det, de laver.

• BILLEDERNE BLIVER TRYKT. Mange steder i udlandet er pressefotografernes største fjende redaktørerne. I Danmark anerkender billedcheferne i højere grad værdien af kvalitetsfotos og trykker dem.