Når historierne flytter sig i Mellemøsten, flytter korrespondenterne med. Men der er også andre faktorer, der spiller ind, når journalister vælger deres base. Tidligere mellemøsten-korrespondent Lene Frøslev kigger i denne analyse på, hvordan pressens epicenter har rykket sig mellem regionens storbyer.
"Jerusalem er en velsignet forbandelse. Fyldt med profeter, frelsere og hellige krigere. Normale, almindelige mennesker er en truet art i byen, der helt mangler den gyldne middelvej. Alt er ekstremt. (…) Velkommen til Guds hovedstad på jord."
Sådan skriver TV 2's Steffen Jensen i sin nyeste bog, Untold Stories, om den by, som flere hundrede af verdenspressens mellemøstkorrespondenter fra 27 forskellige lande har valgt som base for deres udstationering i Mellemøsten.
Jeg boede der selv i starten af 00‘erne, da de offentlige busser sprængte i luften om ørerne på os, og jeg fra mit hjem i Vestjerusalem kunne følge opførelsen af den store, grå betonmur på grænsen til ørkenen i Østjerusalem.
Det er herfra, den basale mellemøstkrise udspringer: Striden mellem jøder og palæstinensere. En latent konflikt, som nogle korrespondenter kan have en tendens til at drukne i, men som altid kan kaste en relevant artikel af sig. Selv i de få ophold i verdenshistorien, hvor der i storpolitisk forstand "ikke sker noget".
Men Jerusalem er ikke længere verdens navle. Heller ikke for det internationale pressekorps. Der er rigtig mange gode journalistiske grunde til i dag i stedet at etablere sit mellemøstenkontor i et arabisktalende land.
Siden 11. september, Muhammed-krisen og senest med Det Arabiske Forår er behovet vokset for at give læsere, lyttere og seere en inside-forståelse for arabisk tænkning og dagligdag. Og ikke nødvendigvis alene på kortere reportagerejser ind og ud af brændpunkterne. Det er en af grundene til, at Beirut i Libanon er ved at genvinde fordums storhed som vestlige journalisters foretrukne mellemøstbase.
Blandt de danske medier er det Jyllands-Posten, Danmarks Radio, Politiken og Information, der har fast kontor i Beirut. Jerusalem/Tel Aviv er tilvalgt af TV 2, Berlingske, Kristeligt Dagblad og DR Orientering. To danske freelancere rapporterer fast fra Cairo.
Der er ikke noget i Mellemøsten, der er enkelt. Heller ikke forklaringen på, hvorfor korrespondenter vælger at bo, hvor de gør. Den grundlæggende årsag er naturligvis, at man bor der, hvor historien er. Men da "historien" i Mellemøsten er mangfoldig og over mange landegrænser, så bliver der taget mange andre hensyn også.
En særdeles vigtig forudsætning er en høj grad af pressefrihed og bevægelsesfrihed. Man skal ganske enkelt kunne arbejde relativt frit som journalist, og man skal være i relativ sikkerhed. Og så skal det logistiske være i orden med nem adgang til internet og sendefaciliteter og med mulighed for nemt og frit at rejse ud og ind af det land, man har slået sig ned i. Ingen af delene er en selvfølge i Mellemøsten.
Længere nede på tjeklisten kommer privatlivsvalgene, såsom ægtefællens muligheder for job, børnenes skolegang, mulighed for et socialt liv og den slags. Det er ikke afgørende, men det spiller ind.
Beirut har historisk været det yndede hotspot for mellemøstenkorrespondenter. Mellemøstens Paris var helt tilbage i 70'erne (og er igen i dag) en central og ganske behagelig base for dækning af begivenhederne i den ustabile region. Herfra var relativt nem adgang til alle arabiske lande. Og med en stor og velhavende kristen befolkningsgruppe, der sværger til en livsstil med reminiscenser til den franske mandattid med friske croissanter til cafe au lait'en og vildt natteliv i Rue Monot, så kunne man samtidig føle sig dejligt europæisk hjemme på sin eksotiske udstationeringspost.
Lige indtil historien rykkede helt ind på redaktionskontorerne, og den libanesiske borgerkrig tvang korrespondenterne til Cypern. Pludselig blev Nicosia samlingspunktet for al mellemøstendækning i verden, og igen handlede det om historien og logistikken.
Cypern ligger geografisk lige midt imellem det hele. Herfra kunne man nemt komme til borgerkrigen i Libanon. Man kunne nemt komme til resten af den arabiske verden. Og man kunne nemt komme til Israel, der på det tidspunkt var i permanent krigstilstand i forhold til samtlige arabiske naboer. Det var derfor vanskeligt at bo og arbejde ud fra Jerusalem, da al rejse til og fra den arabiske verden skulle foregå via tredjeland. In casu Cypern.
Det ændrede sig med fredsaftalerne mellem Israel og først Egypten og derefter Jordan. Og især med Oslo-aftalen i 1993, der betød et gennembrud i forhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Så flyttede historien sig igen til Jerusalem, og korrespondenterne flyttede med. Natklubberne i Rue Monot blev skiftet ud med aftendrinks i Ibrahims Summerbar under palmerne på American Colony Hotel.
Med Irak-krigen blev korrespondentkorpset igen delt mellem Jerusalem og Amman i Jordan, da al trafik ud og ind af Bagdad foregik gennem Jordan. Nu er Amman igen forladt. Og med Det Arabiske Forår er Beirut ved at vinde sin storhedstid tilbage.
Korrespondenterne har flyttet sig "fra Beirut til Jerusalem", som titlen lyder på New York Times' Thomas Friedmans klassiske reportagebog. Og nu tilbage igen. s
Lene Frøslev var korrespondent for Berlingske Tidende fra 1994, blandt andet i Mellemøsten fra 2002 til 2006. Hun er nu freelancer med bureauet Globalt Udsyn.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Lene Frøslev
Et enkelt spørgsmål: Du skriver i din artikel "Det er herfra, den basale mellemøstkrise udspringer: Striden mellem jøder og palæstinensere." Hvorfor beskriver du striden som værende mellem en religion og en nationalitet og altså ikke mellem israelere og palæstinensere?
Mvh Anita Seiffert