search

Fra afsky til spirrende tillid

Normalt afskyr jeg presse og journalister.

Normalt afskyr jeg presse og journalister.

Men mit møde med årets Cavlingpris-modtagere er en undtagelse. De to journalister har været et meget positivt bekendtskab. Netop derfor holdt jeg en tale ved årets Cavling-prisuddeling – for at rose og anerkende dem for deres indsats til gavn for golfveteranerne. I talen lagde jeg ikke skjul på, at journalister normalt vækker min afsky.

Afskyen går tilbage til 1991, da jeg var chef for et dansk FN-kompagni, som fra Cypern blev indsat i Kuwait til sikring af ankomsten af FN umiddelbart efter våbenstilstanden. I forbindelse med forberedelserne og træningen på Cypern mødte vi nogle journalister af den type, som har for vane at flå skæbnen ud af offeret og tvære hans blod ud over avisens forside. Og bagefter efterlade ham misbrugt.

De kunne finde på at sige: "Du kan lige så godt udtale dig. Ellers skriver vi, hvad der passer os – og det er ikke sikkert, at det passer dig." Og det gjorde de så, så vores pårørende fik forstærket deres angst ved at sende os ind i krigshelvedet. Og i Kuwait oplevede vi i forbindelse med eksplosionen ved FN-hovedkvarteret, at journalisters nyhedshunger fik dem til at stille sig fysisk i vejen for vores forsøg på at redde menneskeliv.

Den derved ødelagte tillid, er hos mig aldrig blevet repareret, for tillid skal man jo gøre sig fortjent til. (Og den tillid, du opbygger på tre måneder, ødelægger du ved ubehændighed på tre minutter.) Mit syn på journalister har siden været præget af en skepsis, som kun overgås af den, jeg nærer over for politikere.

Der findes i min bevidsthed nogle "store klassiske" journalister, som formåede at få folk til at tale, og som kunne tegne portrætter, som beskrev men ikke udleverede mennesker. For eksempel Karl Bjarnhof, Christian Krüger, og i nyeste tid Camilla Miehe-Renard. De to Cavling-prismodtagere er samme slags fornemme eksemplarer af den journalistiske race, og de har gjort meget godt for golfveteranerne.

De gjorde noget specielt. De rev golfveteranerne ud af usynligheden, ud af "privat"-helvedet, og dermed gav de dem noget af den anerkendelse, som Forsvaret og Danmark har haft så svært ved.

Journalisternes metoder forenede noget moderne (læserinddragelse via Internet) med noget klassisk (vekslen mellem fakta og beretningen om menneskene bag tallene).

De gav mig en spirende tillid tilbage til journaliststanden og anledning til at overveje, hvad de to journalisters virkemidler havde været.

Jeg måtte lægge vægt på, at de havde formået det svære: at skabe og bevare tillid. De behandlede nemlig de udspurgte med den respekt og varsomhed, som hindrede, at de udspurgte blev efterladt mere kvæstede, end før man startede.

Og dermed fik de adgang til mere information. En sådan loyalitet over for kilden er etisk god og ordentlig.

De havde bevaret deres personlige integritet både i forhold til arbejdsgiveren og i forhold til deres kildepersoner.

De havde bevaret evnen til at undres og forundres og til at være skeptiske på en positiv måde.

Og de turde lade denne undren komme til udtryk i deres konstante spørgsmål.

De var også rede til at lade os tale "off the record", når vi måtte beskytte os selv mod mindernes smerte. (Hvis man kan lave en aftale om, hvornår man taler "on the record" og "off the record", så kan man få rigtigt mange baggrundsoplysninger, som ikke kan skrives ind i artiklen, men som emmer ud af den og for mere indviede gør klart, at denne journalist har sin baggrund i orden.)

Hvis man vil gøre sig fortjent til tillid, kan det nogle gange gøres med en aftale om, at man får artiklen til gennemsyn med ret til at foreslå ændringer og sletninger. Og disse bør så følges. Og jeg ønskede for eksempel at få mine udtalelser til gennemsyn før offentliggørelse – og fik det. Mine foreslåede faktuelle og personlige rettelser blev fulgt.

Og det var dem ikke nok, at både fakta og baggrund var "korrekte", de skulle også være "rigtige". Fakta skal være korrekte, men baggrundshistorierne om menneskene bagved skal hæve sig over det korrekte, de skal også være rigtige, altså fortalt, så journalist og interviewede kan tåle at tale sammen en anden gang.

Jeg får lyst til at foreslå, at pressen opfinder "dogmejournalistik".

Det ville være spændende, hvis vi nu kunne få nogle dogmejournalister, som bekendte sig til dette dogme:

Du skal bevare egen integritet uanset chefredaktøren eller den interviewede. (Måske er det en illusion at tro, at man kan bevare sin personlige integritet, hvis man har et krævende privatliv, ubetalte regninger og store terminsudgifter.)
Du skal vedstå din undren og skepsis. (Den er motoren i din research)

Du skal fortsat skeptisk spørge: hvordan kan det nu være at …, hvem har fordel af at …, er det nu rigtigt at …, er der en skjult dagsorden…

Du skal vise og bevare respekten for den interviewede.

Du skal være næn og varsom over for den interviewede.

Du skal selv skabe, gøre dig fortjent til og fastholde den interviewedes tillid.

Du skal holde jeres fælles aftaler.

Du skal gøre dit job, så du kan tåle at møde "offeret" og dig selv bagefter.

Husk at den kilde, hvoraf der øses varsomt, springer også i morgen, men den kilde, som fyldes med sten, er for altid tørret ud.

 

* Hasse Ekström er pensioneret major, golfveteran

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen