Hundredvis af fotografer blev i firserne systematisk snydt af Berlingskes billedbureau, Nordfoto. Et skygge-bogholderi, som JOURNALISTEN er i besiddelse af, viser, at fotografer er gået glip af omkring en million kroner. Tidligere bureauchef fortæller om systemet.
BT – 3/9 – Puls Lars Lindskov – Keld Bordinggaard.
Denne kryptiske linie er bare én af flere tusinde i to bogholderibøger fra billedbureauet Nordfoto. "Blå Bog til og med 3 1/10 91" står der på den ene bog, der er blå. "Gen.rep." står der på den anden, der er rød.
På rad og række er flere hundrede danske fotografers billeder skrevet ind i de to bøger, nogle med sirlig håndskrift andre med kragetæer.
Fra årene 1984 til 1991 er der noteret 5.606 billeder, hvoraf fotograferne tilsyneladende ikke har fået penge for de 4.619. Hvis billederne i snit koster 400 kroner stykket, så er fotograferne blevet snydt for omkring 923.000 kroner. I nutidspenge svarer det til cirka 1,2 millioner kroner, som fotograferne har til gode.
Ifølge JOURNALISTENs oplysninger findes der yderligere fire tilsvarende bøger i Det Berlingske Officin. Er det rigtigt, og viser de det samme, så er fotograferne gået glip af mere end tre millioner kroner.
Snyderiet afvises af de fleste af de nuværende og tidligere medarbejdere, som JOURNALISTEN har talt med. Ingen i Det Berlingske Officin kan dog forklare, hvad de to bøger så viser.
"Jeg kan slet ikke genkende det her, og jeg kender ikke noget til det. Jeg er virkelig forundret. Jeg tror simpelthen ikke på, at der er blevet svindlet," siger Jens Lyngby Jepsen, som har været ansat i bureauet siden 1975, i mange år som souschef.
Men den tidligere bureauchef for Nordfoto, Karsten Lindhardt, bekræfter skygge-bogholderiet.
"Når fotograferne lagde billeder i kommission hos bureauet, så forventede de selvfølgelig at få deres penge, når Nordfoto solgte deres billeder. Men det fik de ikke. Så det var snyd," siger Karsten Lindhardt, der forlod Nordfoto for snart to år siden.
Mangeårig medarbejder og stadig ansat i Nordfotos administration Hanne Ainow bekræfter, at bøgerne kommer fra Nordfoto. Hun bekræfter også, at det var kutyme ikke at sende penge til fotograferne for arkivsalget, før de selv henvendte sig eller sendte en regning.
"Det var ikke mig, der sad med det. Men det er rigtigt, at vi skrev arkivbillederne op i bøger, og at fotograferne kun fik penge, hvis de selv henvendte sig."
Penge, de ifølge advokat Anne Troelsen fra Norsker & Jacoby, der har ført mange ophavsretssager for Dansk Journalistforbund, stadig har krav på.
"På baggrund af den dokumentation, jeg har fået forelagt, anser jeg det ikke for usandsynligt, at der kan være tale om en overtrædelse af Straffeloven, idet det ligner en berigelse på fotografernes bekostning," siger hun.
Selv om de bøger, JOURNALI-STEN er i besiddelse af, stammer tilbage fra 1984-1991, så har fotograferne stadig krav på deres penge, mener advokaten.
"Jeg mener i hvert fald, der er tale om en ophavsretskrænkelse, og at de følgelig har et berettiget vederlagskrav. Forældelsen indtræder først på det tidspunkt, de bliver bekendt med, at de er blevet snydt. Først på det tidspunkt begynder reglen om fem års forældelse," siger Anne Troelsen.
Udtegning
I firserne blev alle aviser, ugeblade og tidsskrifter nøje gennemset af ansatte i administrationen i Nordfoto. Hvert eneste billede, som kom fra Nordfotos arkiv, blev noteret med blåstift, og en regning blev sendt til kunden, der havde brugt billedet. Udtegnet hedder det i den jargon.
Alle billeder, som var over 24 timer gamle, var arkiv-billeder. Disse arkivbilleder skulle freelancefotograferne have en provision af på 50 procent af salgsprisen. Ansatte i Det Berlingske Officin havde krav på 40 procent i provision.
Det er arkivbillederne, som møjsommeligt er skrevet ned i skygge-bogholderiet. Det er de billeder, som fotograferne, ifølge tidligere bureauchef Karsten Lindhardt, aldrig har fået penge for. Kun hvis fotograferne selv opdagede deres billeder i aviserne og selv brokkede sig til Nordfoto, fik de betaling.
I de to bøger, som JOURNALI-STEN har, er der kun 987 billeder ud af 5.606, som er streget over. Og det er kun dem, der har fået deres provision. Det var altså de færreste fotografer, der selv opdagede, at de ikke var blevet betalt. Det ville også være en umulig opgave, hvis fotograferne dagligt selv skulle tjekke samtlige udgivelser for at se, om Nordfoto havde solgt deres billeder.
"Når fotografer lægger billeder i kommission, skal de selvfølgelig have betaling for det, som bureauet sælger. Det er en tillidssag mellem bureauet og fotograferne," forklarer Karsten Lindhardt.
Det var især freelancefotograferne, der blev snydt, mens de fa-ste fotografer på Nordfoto og i Det Berlingske Officin tilsyneladende blev betalt.
Husker intet
Det parallelle bogholderi blev stoppet i 1991, kort efter at Karsten Lindhardt var tiltrådt.
"Jeg talte med Jens Lyngby Jepsen om sagen, og jeg ved, at de ansatte i administrationen, og sandsynligvis også nogle i arkivet, havde kendskab til den praksis. Det var ikke, fordi jeg klappede i mine hænder, da jeg opdagede det," fortæller Karsten Lindhardt.
Han stoppede omgående det hemmelige bogholderi og orienterede daværende administrerende direktør Chresten W. Reves.
"Reves bad mig lukke sagen. Det ville have gjort ubodelig skade på Nordfoto, og Det Berlingske Officin, hvis det var kommet frem dengang. Det var jo leverandører til Det Berlingske Officin, som blev snydt. Nordfoto var i dyb økonomisk krise i 1991, og daværende bestyrelsesformand Ole Scherfig var indstillet på at lukke Nordfoto," siger Karsten Lindhardt.
Chresten William Reves, der var øverste chef i Det Berlingske Officin fra 1982 til 1997, kan ikke hu-ske noget som helst om sagen.
Karsten Lindhardt siger, at han orienterede dig om bøgerne, og at du bad ham 'lukke sagen'?
"Hvis jeg havde fået kendskab til det, ville jeg have sat revision på. Jeg ville have bedt om en revisor-undersøgelse. Det ville være det eneste, jeg kunne stille op," siger den tidligere chef.
JOURNALISTEN er som nævnt kun i besiddelse af to bøger, men ifølge vores oplysninger findes der fire andre.
Karsten Lindhardt kan ikke huske, hvor mange bøger der var, men der var også en sort bog.
"Der stod selvfølgelig "Den Sorte Bog" på omslaget. Den havde cirka samme omfang som den røde og den blå," husker han.
Hvis de fire bøger stadig eksi-sterer, og omfanget af snyderiet svarer til den blå bog og den røde bog, så har fotograferne stadig krav på mere end tre millioner kroner i Det Berlingske Officin.
Det billede, som Pressefotografforbundets formand Lars Lindskov tog af fodboldspiller Keld Bordinggaard, og som B.T. bragte 3. september 1986, kan han ikke se, han har fået penge for. Det samme gælder formodentlig for de hundredvis af fotografer, hvis navne er skrevet med hånden i det hemmelige bogholderi.
Læs også: Mistro til Scanpix og Det handler om tillid
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.