Af Connie Hedegaard, chef for Radioavisen. 

Der sidder man i flyvemaskinen på vej hjem fra en velsignet weekend i vinterens Venedig. Berlingske Tidende Søndag omdeles. Nå, hvad er der så sket i fædrelandet? Minsandten om ikke statsministeren på sin afrikanske safari har set – en skildpadde. Flot billede over seks spalter!
Andetsteds i avisen rapporterer Berlingskes udsendte fra Sydafrika-turen under vinklen: Iscenesættelse. Artiklen illustreres med en dansende, jazzende Nyrup og er i øvrigt taget af en anden fotograf end skildpadde-fotografen.
Men UPS! Dagen efter bringer Ekstra Bladet billeder af statsministeren med løver! I billedteksten sendes en slet skjult hoverende hilsen til Pilestræde, der gik glip af løvebilledet: »Selv om løverne … var afslappede og fredsommelige at se til, var de dog et noget vildere hit end skildpadden …«
Pressens opgave er at være på pletten. Eller er det? Os alle sammen? På samme plet på samme tid?

***
I den stadig mere globaliserede, internationaliserede, komplekse verden stopfodres folk med informationer og indtryk i stadig større ufordøjelige og frem for alt uoverskuelige mængder. Fra vi vågner til vi går i seng, foregår der en benhård kamp om vores opmærksomhed.
Så på trods eller netop på grund af nettets mange muligheder, og på trods eller netop på grund af at flere informationer er mere tilgængelige for flere end nogensinde før, er der også mere end nogensinde brug for, at nogle formår at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Mediernes og journalistens professionalisme må netop måles på viljen til at skelne skidt fra kanel, og på evnen til at kunne formidle og prioritere således, at kanelet klart fremstår og forstås som væsentligere end skidtet.

***
Det stiller store krav til professionen. Ikke mindst fordi bombardementet af indtryk og informationer risikerer at fremme en ligegyldig- og proportionsløshed, ja ligefrem en døvhed, hos modtagerne. Og fra døv- og ligegyldighed er der ikke langt til magtesløshed og apati. Journalistens opgave er at skille det væsentlige fra den almindelige informationsmuzak.
Vores ansvar er at sikre, at der stadig er nogle proportioner intakt, og ikke mindst: Sikre at pressen i det mindste bestræber sig på at udfylde rollen som kommunikationskanal mellem folk og folkevalgte, thi kun derved er jo demokratiet muligt.
»Vi refererer bare«, forsvarer journalister sig tit. Vel gør vi da ej. Alene i fravalgene af historier, af vinkler, af kilder ligger en enorm magt, som vi må vedstå os, fordi der med magten følger ansvar.
Som journalister bærer vi således også et medansvar for den ramme og den iscenesættelse, der for tiden præger det politiske. Uanset hvad sportsjournalisten skriver om udsigten for kampen mellem Brøndby og FCK, så har det næppe konkret betydning for kampens resultat.
Det samme kan man ikke sige om den politiske journalistik, som lever i et kompliceret symbiotisk forhold med politikere og de stadig flere spin doctors, som på godt og ikke mindst på ondt, er med til at professionalisere og iscenesætte det politiske, og som i stigende grad – jævnfør blandt andet den aktuelle strid mellem Downing Street 10 og 12 – også får egne dagsordener, kører egne løb.

***
Første og vigtigste mål for iscenesættelsen og de veltilrettelagte photo opportunities er pressen: Et besøg i en rockerborg, et besøg på et hospital, en visit hos en grisefarmer … Det handler om at få del i tidens knappeste vare – opmærksomhed – og helst på egne præmisser. Hovedformålet er at skabe gode billeder, der kan gøre sig på dén tv-skærm, hvor indtryk ofte er vigtigere end indhold.
År for år – ja p.t. måned for måned – eskalerer virkemidlerne, og hensynet til »hvad der gør sig« truer i bekymrende grad med at besejre hensynet til indholdet.
Ikke at ønsket om opmærksomhed og om at »gøre sig godt« er et aldeles nyt fænomen, men politikernes følelse af at have for svært ved at trænge igennem i medierne med deres budskab risikerer barokt nok at føre til, at balancen nu tipper, så de godt nok får opmærksomhed og altså trænger igennem – men ikke med noget reelt budskab.

***
Og hvad gør pressen? Vælger vi at censurere? Eller vælger vi at dække det, som magthaverne påstår er så væsentligt, at de bruger deres dyrebare tid på det?
Dilemmaet er ægte nok, og 9 ud af 10 gange vælger vi tilstedeværelsen. Hvem tør bevidst gå glip af det gode billede – dét med løverne – eller af den gode historie? Og især frygter man at gå glip af noget, som konkurrenten kunne få succes med.
Men det er ikke kun tid til selvransagelse i pressen. Det er det også hos de politikere, der i stigende grad står på hovedet, hvis det kan skaffe opmærksomhed. Grænsen for, hvad folk stiller op til af iscenesatte situationer, nærmer sig efterhånden kvalmegrænsen. Ikke mindst i et år med hele to nationale valgkampe.
Måtte alle parter besinde sig, før det absurde nulpunkt nås, nemlig dér hvor iscenesættelsen er alt og indholdet intet. Hvor kapløbet om opmærksomhed til sidst handler om opmærksomhed for opmærksomhedens egen skyld, hvor det ene hold iscenesættere konkurrerer med det andet hold iscenesættere, og hvor den reelle dialog om indholdet forvises til lukkede fora og specialsektioner og bliver et anliggende for feinschmeckere.

***
Hvem tør bryde den onde cirkel? Og hvordan gør vi det, før folk vænnes fra, at noget er svært, at noget kræver koncentration, at ikke alt kan reduceres til »gode billeder«?
Henholdsvis partistøtte og regeringsapparat giver både opposition og regering rig lejlighed til at fortsætte ned ad skråplanet: Flere professionelle iscenesættere, flere spin doctors, flere medierådgivere med større afstand til den uafhængige journalist, flere filtre og mindre tilgængelighed til magthaveren, undtagen når denne ønsker det, som den uundgåelige konsekvens.
Vi kunne fra pressens side begynde med spørgsmålet: Hvorfor ulejliger vi læserne, lytterne og seerne med denne historie? Hvilken proportionssans betinger, at vi lige netop vælger denne vinkel, denne kilde? Vi skal altså ikke bare fokusere på fravalgene, men også se mere kritisk på det, vi vælger til.
En Public Journalism på dansk kunne f.eks. tage sit udgangspunkt i nogle ret simple spørgsmål a la: Er det statsministeren eller vælgerne, der finder safari-billederne interessante og væsentlige? Måske svaret kunne resultere i både andre til- og fravalg og i andre prioriteringer.