Det var sensommer, og en ny årgang var netop begyndt på Halvorsminde Efterskole ved Hjørring.

Forstander Jens Beermand tog eleverne på en cykeltur ud til kysten, hvor udstillingsstedet PixlArt havde parkeret sin sorte bus ved Nørre Lyngby.

”Og dér i solnedgangen, på kanten af Vesterhavet, viste de Jacob Ehrbahns billeder og videoer af flygtninge ved Middelhavet, der kæmper for at komme ind til fastlandet. Vores elever – 130 unge mennesker, der lige var startet to-tre dage før – sad nede i klitterne og holdt om hinanden, mens de så de her meget stærke billeder, der blev projekteret op på bussen på store lærreder,” husker Jens Beermand.

Hvad han og de øvrige lærere ikke vidste, var, at billederne for tre af de unge var gensyn med en virkelighed, de havde haft lidt for tæt på.

”Det viste sig, at der var tre i flokken, der havde en historie med at være kommet til landet på den måde. Måske havde vi ikke rigtig tænkt os om, men det blev faktisk godt, fordi de unge mennesker tog vare på hinanden. På den måde bliver det ekstremt stærkt og nærværende for unge mennesker,” siger han.

 

Kom fra Aarhus

Historien starter endnu tidligere og endnu nordligere. Helt oppe i Hjørring, hvor fotografen Tao Lytzen var flyttet til med kæresten Gitte Hansen, der er arkitekt. En aften sad de sammen med reklamefotografen Niels Bo Nielsen og talte om at skabe et udstillingssted for fotografi, der baserede sig på digital visning i stedet for printede billeder.

”Vi kom fra Aarhus og København, hvor det hele tiden boomer med kultur. Så kom vi herop, og der skete ingenting. Det var en stor kontrast for os begge, og så blev vi fascineret af idéen: Kan det lade sig gøre at bygge det op sådan et sted her?” fortæller Gitte Hansen.

Og efterhånden som tanken udviklede sig, blev udfordringen til en selvfølgelighed. Selvfølgelig skulle det være i Nordjylland. Det gav jo meget mere mening.

”Så bestemte vi os for at maksimere idéen og lave nogle dogmer om at udbrede det visuelle udtryk til de grupper, der måske ikke bruger det lige nu. Vi ville se, om vi kunne opnå en form for geografisk gennemslagskraft et sted, man ikke forventer det. Derfor ligger vi her,” siger Tao Lytzen.

”Vi kan give dem en forholdsvis høj løn, og det er i sig selv et formål.”

Tao Lytzen

’Her’ er byen Østervrå, en halv times kørsel nord for Aalborg. Små 1.300 indbyggere, to supermarkeder, to værtshuse, en svømmehal, et bibliotek, en ostebutik, en barber. Engang var byen også kendt for sin baptistkirke. Men nu er baptisterne flyttet til Sæsing, og på kirken fra 1919 står i stedet med store bogstaver navnet PixlArt.

 

PixlArt åbnede i sommeren 2015 med en udstilling af Jan Grarups billeder. Tao Lytzen havde haft fat i Grarup og en række andre fotografer for at sikre, at de ville lægge billeder til udstillingerne i PixlArt. Til gengæld kunne han tilbyde … en løn.

”Vi vil have, at kunstnerne skal have løn. Når de leverer kvalitet og sørger for, at folk kommer til udstillingen og betaler entré, så skal de jo også have, så de kan betale deres regninger. Ofte ser man store udstillinger, hvor en leder går rundt til 50.000 og siger til kunstnerne, at de ikke kan få nogen penge. Vi kan give dem en forholdsvis høj løn, og det er i sig selv et formål,” siger han.

 

Smart beliggenhed

Pengene til at købe kirken kom fra et lån i Vækstfonden, mens driften og udstillingerne er betalt af en erhvervsklub, et driftstilskud fra Frederikshavn Kommune, fondsbevillinger samt foreningens kontingenter og entréindtægterne ved udstillingerne.

Tao Lytzen og Gitte Hansen arbejder som udgangspunkt ulønnet, ligesom de øvrige frivillige i foreningen. Valget af Østervrå som hjemsted for PixlArt er på ingen måde tilfældig. Byen ligger nemlig strategisk smart med kun 20 minutter i bil til Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring og Sæby.

”Så vores naturlige opland af publikum er lige så stort som de fleste store byer. Jeg tror ikke, en kæft troede på det, men vores besøgstal understøtter det,” siger Tao Lytzen.

De var fra begyndelsen opsatte på, at PixlArt skulle inkludere Østervrås indbyggere. Ved de første informationsmøder dukkede der imidlertid ikke mange op.

”Men så gik vi i gang med at rydde kirken. Blandt andet lå der en masse sten herude, som vi skulle have væk. Vi gravede dag og nat. Jeg tror sågar, Taos børn var ude og grave. Og det fik vi eddersparkeme meget respekt for. Alle var forbi og kommentere. De kunne se, vi ikke kom sovende til det,” fortæller Gitte Hansen.

 

Der skal dog mere til for at få gæsterne på Bamses Pub til at besøge Pixlart. Bamses Pub er den ene af Østervrås to muligheder for tørstige sjæle.

Den lille, øldrikkende flok ved baren bekræfter i hvert fald dette. De har ikke sat deres ben i PixlArts udstillingshal, siden det stadig var baptistkirke.

”Vi har hørt meget godt om det,” siger Elsebeth Nelson diplomatisk, men hun synes alligevel, at den halve kilometers penge er lige langt nok væk, om så det er nok så interessant.

Værtshusejer Mogens Jensen er mere kontant.

”Det er meget få fra byen, der kommer deroppe. Og turister … der kommer sgu ingen turister til Østervrå. Men de pumper kommunekassen, og det er det, vi har lidt imod,” siger Mogens Jensen.

 

PixlArt får årligt 200.000 kroner i driftstilskud fra kommunen. Et beløb, bemærker Tao Lytzen, der kun er en brøkdel af, hvad kunstmuséer i regionen med meget færre besøgende får.

”Aarhus Kommune har henvendt sig og sagt: I kan få 1,5 millioner i driftstilskud, hvis I rykker til Aarhus. Det er da enormt fristende, men nu er det jo netop vores formål at sprede fotokunsten ud geografisk,” forklarer han.

 

 

En gave til byen

På en stor gård lige syd for byen møder vi mælkebonde Frode Thule Jensen. Han er glad for, at der er kommet fotokunst i nabolaget.

”Jeg mener, det er en gave til Østervrå. Det, at de starter det her op, er med til, at der sker noget, og det gør det attraktivt at bo her. Mange tænkte: Hvad fanden er det for noget? Men han er jo med til at sætte Østervrå på landkortet. Han er med til at vise, at der også er kunst herude og ikke kun i København.”

 

Den første udstilling, Frode Thule Jensen var oppe og se, var ’Transit’ – billeder fra en række pressefotografer, der hver med deres vinkel har skildret flygtningekrisen i Europa.

”Jeg synes, det var en meget vigtig udstilling. Det er rigtig fint, at nogle kommer og viser nogle billeder af, hvad det egentlig handler om, nemlig mennesker.”

Siden har han set de fleste udstillinger.

 

”Vi havde voksne mænd, vi måtte hjælpe ud, fordi de stortudede. Det har gjort uudsletteligt indtryk på mig.”

Tao Lytzen

Kirken er ikke det eneste sted, PixlArt blæser sine billeder op. Så snart mørket falder på, skal der ikke mere til end en husmur eller et lærred på siden af bussen, før der kan blændes op for en open air fotoudstilling, for eksempel med Klaus Holstings billeder af folketingspolitikere med lukkede øjne.

Det er noget med billedernes størrelse, der får folk til at reagere, konstaterer Tao Lytzen. En af de stærkeste oplevelser, han har haft, var netop udstillingen ’Transit’ om flygtningekrisen.

”Vi havde voksne mænd, vi måtte hjælpe ud, fordi de stortudede. Det har gjort uudsletteligt indtryk på mig.”

Først kunne folkene omkring PixlArt ikke forstå, hvorfor folk reagerede så voldsomt.

Indtil det gik op for dem, at det handler om billedernes størrelse.

”Når man projekterer billederne, ser man menneskene i en-til-en størrelse. Og så kan det altså ramme enormt voldsomt,” fortæller Tao Lytzen.

 

En kæmpe optur

Tao Lytzen er uddannet på Nordens Fotoskole i Stockholm i 1993 og har blandt andet været medejer af Fotogruppen 2. maj. Sidste år modtog han Dansk Fotografis Ærespris for skabelsen af PixlArt. Men selv om der står PixlArt på de fleste af døgnets timer, er han stadig fotograf, og på et tidspunkt vil han gerne trappe fotograferingen op igen.

Han kunne godt unde kollegerne i fotobranchen de oplevelser, han har som fotoudstiller.

”Hvis bare fotograferne havde mulighed for at komme ud og opleve det, jeg oplever; mærke, hvor meget det betyder; høre kommentarerne, og hvor meget folk reflekterer over tingene. Det er en kæmpe optur,” siger han.

Tao Lytzen forklarer, at mange fotografer ikke ved, hvilke følelser stærke billeder kan udløse.

”Men vi ser virkelig mange, og det er i alle samfundslag og alle aldre. En tiårig oplever måske en ting, en firsårig noget andet. Det synes jeg er pissesejt,” siger han.