I slutningen af 90'erne bragede danske fotografer for første gang i historien igennem ved World Press Photo og satte en ny standard for kvaliteten i pressefotoet. Journalisten har opsøgt vinderne 10 år efter.

"De danske fotografer har fornyet pressefotoet."

Det var historiske ord fra juryformanden ved World Press Photo i år 2000. Danske fotografer vandt tre ud af 20 kategorier, heriblandt den største: Årets pressefoto i verden. Desuden blev det til to tredjepladser og en hædrende omtale. 42.000 billeder var indsendt, og fotografer fra 122 lande deltog.

Både i 1998 og 1999 vandt danske fotografer også førstepriser, og i år 2001 blev årets pressefoto i verden taget af den fotojournaliststuderende Erik Refner. Baggrunden var blandt andet en ny fotografuddannelse på Journalisthøjskolen og et unikt og ambitiøst sammenhold blandt de yngre fotografer. Groft sagt havde pressefotoet tidligere fokus på det dokumenterende, mens et nyt hold af fotografer satte nye standarder og rejste verden rundt for at indfange deres motiver. Og pludselig var Danmark en magtfaktor inden for internationalt pressefotografi.

Alle vinderne fotograferer stadigvæk, men ingen af de fem vindere, som Journalisten har talt med, er længere fast tilknyttet en avis.

 
Joachim Ladefoged
Født i 1970 og fotograf siden 1991. Har vundet et utal af priser. Blandt andet Visa D'or, World Press og Årets pressefoto i Danmark.
Har udgivet flere bøger og bliver anset for at have været en af de drivende kræfter bag udviklingen i fotojournalistik i Danmark.

Om billedet
»Jeg var sendt af sted for Politiken til Albanien. Journalisten ville helst bare interviewe redaktører og magthavere. Jeg plagede redaktionen og fik nogle dage, hvor jeg ikke skulle stå på hotellets toilet, der var mit mørkekammer, og sende portrætter hjem fra Tirana. Jeg tog sydpå sammen med to fotokolleger. Vi kom til byen Berat, hvor én var blevet dræbt af et vildfarent skud.«

»Vi overnattede på et isnende koldt hotel. Næste dag tog vi op i landsbyen og bankede på. Vi blev budt indenfor i et rum, hvor mændene sad og drak te.«

»"Vil I ikke se den døde?" Vi gik over på den anden side af gangen. Kvinderne græd. En mand tog lagenet af den dødes ansigt. Jeg var først inde og stod tættest på hans ansigt. En kvinde trådte pludselig til side. Det åbnede for lyset fra vinduet.«

»Jeg var bare en ung knægt, der var ude at fortælle en historie. Jeg rystede, da jeg tog det billede.«

Prisen
»Vores billedredaktør, Søren Rud, ringede, da jeg var ude at fotografere en børnehave: "Du har vundet en tredjeplads i World Press Photo!" Inde på avisen fandt jeg ud af, at jeg havde vundet førstepræmie med hele serien.«

»Jeg fik brystsmerter af stress. Alle mine drømme kunne leves ud. Jeg kunne lave min bog om Albanien. Jeg mødte folk fra Magnum og blev optaget. To år senere blev jeg stemt ud og er nu med i VII. Jeg ser en ny verden. På en avis lever du i dit eget vakuum. Journalister og fotografer klapper hinanden på skuldrene og bekræfter hinanden i, at bladet er det eneste i verden. Og selvfølgelig er det fedt med fri bil og alt det…«

Bagefter
»Jeg sagde til mig selv: "Nu står du her og har vundet den største pris inden for pressefotografiet. Du har ingen børn. Du kan blive på Politiken, til du skal pensioneres. Eller også rykker du."«

»New York Times er i dag min største redaktionelle kunde, men 80 procent af mine opgaver kommer fra kommercielle kunder. Jeg skyder alt for Vestas, og i år har jeg skudt for Nike og IBM. Det giver mig råderum til at lave mine egne ting. Nettet giver avisfotografer alt for mange deadlines, synes jeg.«

Claus Bjørn Larsen
Født i 1963. Gennem syv år fotograf på Ekstra Bladet, og i fra 1999 og til i år cheffotograf på Berlingske Tidende. Er blandt andet blevet Årets fotograf i Danmark to gange, tog Årets Pressefoto i Danmark i 1993, og tog årets pressefoto i verden i år 2000. Er nu gået freelance.

Om billedet
»Vi skulle dække Kosovo for Berlingske Tidende og endte i grænsebyen Kukes. Jeg følte, jeg stod midt i en film. Der var så stille. Du hørte bare fødderne af flygtningene. De talte ikke. Ovenover fløj sorte alliker. Hvis du spurgte, forblev folk fjerne i blikket.«

»Efter en måned tog jeg hjem. Jeg var blevet for kynisk: "Dem, jeg så i går, havde det da meget værre!" Du skal have følelserne med i kynismen.«

»I Danmark stod jeg hos købmanden i Espergærde. Folk skændtes om, hvem der stod forrest i køen. Jeg vendte tilbage til Kosovo og var der en måned igen.«

»Jeg udvalgte nogle cirkler, hvor jeg ventede. Jeg havde set ham komme. Han var en af de eneste, der havde skrammer. Jeg kommer gående imod ham. De andre flygtninge viger lidt. Er han spion?
Hele scenariet åbner sig. Jeg tager fem billeder på film. Jeg rangerede det kun som det ottende- eller 10.-bedste den dag. Men i udvælgelsen begyndte billedet at vokse.«

Prisen
»Jeg sidder inde på avisen dagen før offentliggørelsen af vinderne. Jeg er lidt halvsløv. Du er træt af dine billeder efter årsskiftet. Telefonen ringer. Det er juryformanden for World Press Photo. "Dit billede er valgt til verdens bedste. Vi vil gerne have, du kommer ned og spiser en middag med os."

Det var en fantastisk aften. Jeg kunne se i kataloget, at Jan Grarup, Tine Harden og Nicolai Fuglsig også havde vundet. Jeg går på toilettet og ringer til Grarup. Så drikker jeg Amstel hele natten. Det blev pludselig lidt lettere at komme i kontakt med folk…«

Bagefter
»En ældre dansk fotograf ringede og sagde: "Har du virkelig fortjent det?" Og det har da også slået mig selv: "Er jeg så god?" Jeg sender også serien ind til Årets Pressefoto i Danmark. Men jeg vinder ikke noget. Jeg er ikke engang med i kataloget. Og heller ikke på Grædemuren med gode taberbilleder. Dommer Per Folkver forklarede, at det ikke var noget, de faldt for. Det irriterede mig da.«

»Alt var forandret. Pludselig skulle jeg lave vinderbilleder hver gang. Jeg kan se på Jan Grarups billeder fra Arafats begravelse for nogle år siden, at jeg mentalt ikke var til stede. Jeg var udbrændt. Havde brug for at nulstille systemet: Skulle jeg administrere som cheffotograf på avisen – eller fotografere? I 2008 gik jeg freelance. Det var et udramatisk, men stort skridt. Men det går rigtigt fint, og min glæde er vendt tilbage. Jeg skal bare ud at rejse noget mere.«

Jan Dagø
Det var blandt andet gennem arbejdet i en fotobutik, at Jan Dagø tilbage i 1980'erne kom ind i fotografiets verden. Den selvlærte fotograf blev i 1990 ansat på Jyllands-Posten og har siden sat dagsordenen med større og mindre projekter fra hele verden. Han har blandt meget andet vundet tre priser i World Press-regi.

Om billedet
»Det var under valgkampen i Indonesien. Suharto var gået af efter 32 år på grund af et oprør. Megawati var den nye kvindelige favorit-kandidat. Det er hendes tilhængere, der jubler. Der var en fantastisk stemning i landet.

Megawati sidder inde i helikopteren, der er ved at lette. Folk bliver overraskede over lufttrykket. Enten vender de ryggen til, eller også kæmper de mod vinden. De hujende folk havde jeg aldrig kunnet forudsige. Det er det fantastiske ved dokumentarfotografi; du ved ikke, hvornår billedet opstår. Det er en skitseblok. Du arbejder dig frem til situationen.«

Prisen
»Det var første gang, jeg vandt, så selvfølgelig var jeg glad. Men bagefter starter jeg forfra igen – det er dejligt ydmygt. Jeg synes ikke nødvendigvis, jeg er god, fordi jeg vinder en pris. Jeg laver projekter, der interesserer mig. Jeg laver dem ikke for at vinde.«

Bagefter
»Før i tiden hørte jeg altid BBC for at høre, om jeg skulle ud og dække en begivenhed. Jeg var altid på vej og endte med at få stress og gå helt ned. Jeg vandt en førstepris i World Press – men jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde sendt ind. En dag sad jeg otte timer foran computeren uden at have tændt for den. Jeg begyndte at løbe og dyrke yoga og filosofi. Vores fag kan æde dig op, fordi du altid er på vej og ikke lever i nuet. Det prøver jeg på i dag.«

»Jeg har lige holdt ferie, samtidig med at jeg ved, at jeg skal til Afghanistan. Jeg har tvunget mig selv til at være nærværende og ikke tænke så meget fremad. Det har ændret utroligt meget, at jeg fik en søn for fire år siden. Jeg vil ikke længere give mig selv frihed til at lave det farlige arbejde godt nok – og så skal jeg finde på noget andet.

Der skal nok komme nye unge til, der tror, de er udødelige. Derfor har jeg i stedet lige forsøgt mig med at lave en serie med forholdsvis fredelige yogier i Nepal. Historien handler om mænd, der vælger at leve i isolation. Så vil tiden vise, om jeg kan affinde mig med at lave den slags historier, der stemmer mere overens med det at have børn.«

Tine Harden
Født i 1960 og var ansat på Politiken i en årrække. Blev Årets pressefotograf i Danmark i 1992 og 1999. Vandt i kategorien Nature and Environment i World Press i 2000. Har både udgivet bøger og udstillet sine billeder på gallerier.

Om billedet
»Hesten stejler op mod lyskilden. Det billede tager du 'once in a lifetime'. En mand har løkken om hestens hals. Det er sindssygt flot, og jeg vidste det allerede i optikken. Når du sidder og roder billederne igennem, er der altid et billede, du glæder dig til at lave. Lyset er kompliceret, og der skal arbejdes med det.«

»Det hedder 'curro' og foregår over hele Galicien. Mændene fanger de vilde heste og fører dem ned i en fold. Føllene brændemærkes, og mankerne klippes. Bestanden tjekkes. Det kan være ret brutalt at se på. Det er en gammel tradition og en manddomsprøve, hvor kvinderne ser, om der er nogen lækre mænd.«

»Jeg har altid rejst meget i Spanien og lagt mine ferier omkring om en kulturel begivenhed. Jeg soler på stranden den ene dag og tager gode billeder den næste. De billeder, folk husker, har jeg taget på ferier.«

»Jeg var stort set den eneste fotograf. Det er en sjælden luksus. Jeg var der igen sidste år, langt ude i bjergene. Du kan sige, at jeg har været med til at ødelægge det. Der stod en hel fotoskole fra Madrid. De stiller sig dér, hvor du filmer. Og du vil jo gerne foregøgle, at du er der mutters alene.«

Prisen
»Vi var mange, der vandt det år. Claus Bjørn Larsen vandt. Jan Grarup. Nicolai Fuglsig. Jeg stod i mit mørkekammer under loftet på Politiken. Det er mærkeligt at vinde. Du bliver hverken gladere eller lykkeligere. Det er da fantastisk, men det forandrer ikke dit liv.«

Bagefter
»Op gennem 90'erne blev søndagstillæggene tyndere og tyndere. Der var ikke plads til mine historier mere. Jeg blev frustreret. Jeg vil gerne fortælle andre historier end dem om krig og sult og død – det tager drengene sig af. Men jeg var presset af fotosedler hver dag. Det tog lang tid at beslutte sig. Jeg behøvede jo bare at sige "Tine Harden, Politiken", og alle døre åbnede sig. Men i 2003 gik jeg freelance. Jeg var først i 40'erne. Sidste udkald.«

»I dag sætter jeg stor pris på ikke at vide, hvordan året ser ud, og hvor meget jeg kommer til at tjene. Jeg blev træt af at tjene det samme hver måned på Politiken, lige meget hvor meget og hvor godt jeg havde arbejdet. Du er mere i live sådan her. Lige nu læser jeg en bog. Så må jeg arbejde i aften. Der er ingen svingdør klokken 9.30. Det er meget uordnet. Men jeg tænker mere. Det havde du ikke tid til på avisen. Jeg er ved at lave en bog om fodbold i Afrika. En positiv historie.«

Jan Grarup
Født i 1968 og den mest prisvindende danske fotograf nogensinde. Er blandt meget andet blevet Årets Pressefotograf i Danmark fem gange, har taget Årets Pressefoto fem gange, har vundet otte gange ved World Press og vundet Unicef-børneprisen to gange.

Om billedet
»Kosovo var nemt tilgængeligt i forhold til Darfur, Rwanda, Bosnien. Men det er meget anderledes med flygt-ningene. Kosovoalbanerne ligner os. Det gjorde det mere følelsesmæssigt, selv om andre flygtninge har haft det meget værre.«
»Jeg kan ikke vælge ét af de 12 billeder. Historien er lavet som et flow. Det er en opsummering. Men jeg tror, min serie har en nerve, en dybde og en fortælling, som er speciel. Claus Bjørn Larsen kan fotografere i ikoner. Det kan jeg ikke. Jeg er til bredde. Claus er opdraget med nyheder. Han går efter billedet. Jeg arbejder mere i forløb. Vi kan noget forskelligt.«

Prisen
»Det var et gigantisk skulderklap. Det gav energi til at prøve at fortsætte arbejdet. Men så heller ikke mere. Den evige lykke er ikke velforvaret. Du skal holde engagementet og dedikationen i dit arbejde. Kontinuitet er vigtig. Måske det vigtigste for kvaliteten.«

Bagefter
»Jeg forlod Politiken, fordi jeg var uenig i udnævnelsen af den nye billedchef. Jeg kunne have holdt min kæft og hævet en stor hyre på Politiken. Men det ligger ikke til mig. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at kollegerne på aviserne er bange for deres faste job. De skal ikke have klinket noget. Politiken går fra at have en af verdens bedste billedredaktører til at gå i en helt anden retning. Det er en degradering af billedjournalistikken. Det vil jeg ikke være med til. Derfor siger jeg fra.«

»Jeg er mildt sagt træt af danske medier. De er i gang med at grave deres egen grav. Jeg møder ikke velvilligheden til at lave de her historier. Aviser i Danmark skal overleve på kvalitet. Lige nu falder alle danske aviser over hinanden for at fotografere hjemsendte irakere. Det skal altid gøres til en dansk vinkel. Og selvfølgelig skal det dækkes, men der sker mere væsentlige ting i Irak, end at folk sendes hjem. Prioriteringerne er en skændsel. Avislæsere er meget klogere end dét. De vil have den fulde historie. De er nysgerrige. Det gælder også Afghanistan. Alt handler om danske soldater i Helmand og vejsidebomber. Men hvad med resten af Afghanistan?«

»Nu er jeg med i Noor, der er stiftet af 10 fotografer og har base i Holland og New York. Vi arbejder med humanistiske historier og har alle forladt bureauer, hvor arbejdsbetingelserne ikke var rigtige. Jeg har stadig gang i projekter fra den store verden. Klima-topmødet er vi meget engagerede i.«