Rygterne har hængt i luften. Folk har talt om det i krogene, men ingen har turde sige det højt: Der er ikke kun finanskrise. Der er fotokrise. Fotojournalistikken er i knæ.

I denne weekend sluttede en af Europas vigtigste fotojournalistiske festivaler. Visa pour L'image i Frankrig. Tidligere var det et "must be"-sted for alverdens billedredaktører og fotojournalister, stedet, hvor man kunne se de største og bedste fotografer udstille fantastiske fotoreportager.

I år har festivalen været ramt af svigtende investorer og færre tilmeldinger. Den legendariske store fest lørdag aften var aflyst – man kunne ikke finde sponsorer til ginbaren.

Og hvor man i gamle dage – det vil sige for otte år siden – så store fotoserier, gennemarbejdede og håndkopierede fra alle verdenshjørner, udstiller bureauerne i bedste pladeselskabsstil "Best of…" fotoserier i mangel på nyt materiale. Og hvorfor så dét?

Jo, i de glade 90'ere kunne en avisfotograf i Lille Danmark have op mod 60-80 rejsedage i udlandet. Med alt betalt. Fly, hotel, mad, tolk, chauffør.

I min elevtid på Berlingske Tidende var pressefotografen Claus Bjørn Larsen en måned på Balkan under krigen. Det kom der fantastiske billeder ud af.

De store danske aviser havde flere mand ude i konfliktområderne, og mens granaterne regnede ned over nyhedsmarkerne, regnede priserne ned over danske fotojournalister. Aldrig har et lille land været med til at sætte den visuelle dagsorden som i slutningen af 90'erne og starten af det ny årtusinde.

Men på bare få år har det vendt.

Jeg ringer til Joachim Ladefoged og spørger: »Hvornår har du sidst lavet en stor reportage til et dansk medie?«

Der bliver næsten stille i telefonen.

»Uha…Det er lang tid siden. Det var til Ud&Se. Men det er helt dødt nu. Det er næsten umuligt at lave for danske, så jeg arbejder mest for udenlandske kunder.«

Der er altså ikke længere råd til at sende fotografer ud i så lange perioder, reportagerne bliver mindre og færre. De glade dage med to opslag i broadsheetformat med en sort/hvid reportage skudt på rigtig film med korn i er slut.

Nu er det ind-ud. Og på nettet samme dag. Fotograferne kaster selv ferie og fridage ind i deres reportagerejser for at få længere tid til at gennemarbejde historierne. I år blev mindst ét af de vindende projekter på Årets Pressefoto vundet af en fotograf på "ferie". Men det er bare krampetrækninger.

Fotojournalistikken ligger i respirator, og vi skal være glade hvis den overlever.

Danske fotografer er ikke dårligere end for 8-10 år siden, men de havde andre arbejdsvilkår den gang. Money talks. Da jeg var praktikant på Berlingske, tog vi fire journalister og en fotograf til Skagen og boede på hotel i tre dage, spiste middag og drak rødvin, og kom hjem med én reportage om ulovligt fiskeri.

Det var med crème brulée og desertvin. Og der blev ikke løftet et øjenbryn, da der blev afleveret bilag på avisen.

Nu piver aviserne. De slikker låg og spiser endeskiver.

Hvis man skal lave reportager, er det på monkey class.

Og for freelancere er det næsten umuligt at finansiere de store reportager. Sælger man en stor reportage til en avis eller et magasin, kan man måske få 8-10.000 kr for en serie. Højt sat. Lavt sat får man det halve.

Det dækker ikke engang udgifterne. Derfor er det svært for eksempelvis unge fotografer at producere de reportager, vi alle gerne vil se og læse.

Siden de første store reportagefotografer slog igennem i den gyldne periode med Joachim Ladefoged, Jan Grarup, Jan Dagø, Claus Bjørn, og måske det største af alle visuelle talenter, wonderboy Nicolai Fuglsig, har man set en talentmasse på flugt fra reportagefotografiet.

Dygtige fotografer, der skulle være en del af fremtiden, er sprunget på det eneste tog der af og til gør et stop i banken, nemlig reklametoget.

Og det er ikke af manglende lyst til at lave dokumentar eller feature. Men i erkendelse af, at der ikke er en økonomisk fremtid. I erkendelse af man ikke kan bruge en uge på en kutter ved Vesterhavet med søsyge og så sælge historien for 5.000 kr til en avis, når man kan lave et pr-foto for en virksomhed og få 18.000 kr om dagen, plus digi-tillæg og hvad det ellers hedder.

Medierne har simpelthen ikke råd til at lave store dybdeborende reportager syd for grænsen. Det er for dyrt. Derfor vælger de oftest af nød at købe langt mere overfladiske bureaubilleder fra nyhedsscenen. Og kvaliteten af fotojournalistikken falder. Fotoreportagerne i avisen er nedadgående. Fotograferne laver portrætter-portrætter-portrætter, og tabt er den gennemarbejdede feature og store fotoreportage.

Festen er slut.