Ved en domstol i Myanmar er fotojournalisten Sai Zaw Thaike blevet idømt 20 års fængsel med hårdt fysisk arbejde for sin dækning af følgerne af en dødelig cyklon.
Det skriver AP, der henviser til Sai Zaw Thaikes arbejdsplads, Myanmar Now.
Dommen er ifølge AP den mest alvorlige rettet mod en journalist, siden militæret væltede den demokratisk valgte Aung San Suu Kyi-regering i februar 2021.
Myanmar Now er en uafhængig online nyhedstjeneste, der ifølge AP opererer under jorden.