Lad os slå det fast med det samme. Der er rigtig meget godt fotografi med på udstillingen Årets Pressefoto og blandt vinderne. Men noget slører billedet, efter røgen fra festen har lagt sig. Alle kan se mønsteret, men ingen har offentligt turde påpege problemet.

Men det er der. Og det gnaver i vores retfærdighedssans og har trukket meget debat i krogene. Og nu skal det frem:

Årets Pressefoto har et troværdighedsproblem: Hvis man tager Årets Pressefoto-katalogerne fra de sidste år, spreder der sig et mønster til eftertanke. En kedelig statistik.

Er der fx. en fotograf fra Politiken i juryen, så vinder Politiken, er der en fra Berlingske vinder Berlingske, og er det en fra Jyllands-Posten vinder Jyllands-Posten. Kig bare katalogerne fra de sidste år. Det er skræmmende læsning. Det er kollegial rygklapperi og fotografisk indavl.

Et logisk mønster, der måske ikke bunder i bevidst forskelsbehandling, men som vidner om juryfolk, der vælger det trygge, det de kender på forhånd.

Og det giver et troværdighedsproblem. Især for bestyrelsen, der jo vælger juryen. Ikke desto mindre er det set udefra problematisk og på kanten.

Det ene år vinder den ene avis 4-5 priser, det andet år intet. Det hænger ikke rigtigt sammen.
I år har Jyllands-Posten fx ikke et eneste foto med på udstillingen – en våd klud i ansigtet på en billedredaktion, der ellers gør meget for fotografiet, og en avis der har et stærkt holdkort med store navne på. Det er det sorteste år i avisens fotohistorie i nyere tid.

Berlingske har til gengæld en dommer i juryen i år, og vinder ud af det blå fem førstepriser plus det løse. Billederne fejler måske ikke noget, men var der virkelig ikke andre, der var bedre?, som nogen spørger.

Som et tidligere medlem af juryen anonymt siger til denne blog: "Da jeg så hans billeder proppe op på skærmen, gav jeg den lige 10% ekstra da vi skulle tale om dem. Jeg ville gerne have, at en fra vores avis skulle vinde".
Altså et eksempel på, at man kan blive revet med af stemningen, og hvordan man som dommer kan påvirke resultatet.

Og som den prisbelønnede fotograf Casper Dalhoff fra Jyllands Posten fortæller, så er det en svær situation:

"Da jeg var dommer i Årets Pressefoto meldte jeg simpelthen ud at jeg var inhabil, da en af mine kollegaers billeder skulle bedømmes i den indledende fase. Men da vi skulle vælge en vinder havde jeg en stemme". Det blev en JP-fotograf, der det år vandt hovedprisen "Årets Pressefoto", for et foto der senere har skabt en del debat.

Men hvad er løsningen så på denne problematik?

Den store stopklods er vores eget forbund. For PF kunne ligeså godt stå for Pisse Forudsigeligt. Der er rigtig meget talent i Danmark, men fortsat er PFs bestyrelse alt for konservative i valg af dommere til ÅP. De vælger folk, der dybest set er inhabile. Det er som altid en avisfotograf, en bureaufotograf og udenlandsk dommer, som har et sikkert øje for det vi plejer.

Der er ikke nogen, der tænker innovativt. Der er intet nyt. Problemet er, at nye tiltag og nye mere kreative billeder har trange kår og ikke får plads.

Hvorfor ikke hyre en magasinredaktør som dommer? Eller tage en AD'er fra et af Danmarks bedste magasiner, Euroman eller Ud&Se. Nogen, der kan bidrage med noget nyt. Nye øjne på verden. Et par af dem der ser flest billeder i det daglige er leder af fotojournalistuddannelsen Søren Pagter og hans kollega lektor Mads Greve. Ingen af dem har været i dommer panelet de seneste 12 år. Til gengæld er de flittigt brugt som jurymedlemmer i udenlandske konkurrencer.

Der er i dag en del af de bedste magasinfotografer, der ikke gider sende billeder ind til ÅP. Selv om kollegaerne finder meget inspiration i deres arbejde, og selv om mange er enige om, at Euroman har mange flotte portrætter, så finder du ikke dem blandt vinderne og ej heller på udstillingen.

Da jeg selv var jurymedlem i Årets Pressefoto i Finland havde bestyrelsen der taget konsekvensen og valgt 3 medlemmer, der ikke arbejder på avisernes egne billedredaktioner. Det betød af den største avis, Helsingin Sanomat, for første gang i flere år ikke vandt en pris. Ifølge bestyrelsen blev de så sure, at de ikke gad møde op til prisfesten, som ellers viste en ny talentfuld generation af fotojournalister.

Ifølge Casper Dalhoff fra Jyllands-Posten kunne løsningen være at få flere medlemmer i juryen. Ligesom man har flere steder i udlandet, og fx kender det fra filmfestivaler.
"Hvis man havde 5-6 jurymedlemmer i stedet for vil det være mere fair, og det ville være sværere at favorisere ens egne", siger han.