Fotografiet bliver normalt opfatttet som den uafviselige dokumentation, men teknik, eksperimenter og kreativitet gør, at fotografier ikke længere altid er troværdige. Grænsen mellem illustration og dokumentar er blevet sløret.

JOURNALISTEN skelner mellem foto og illustration. Man må ikke manipulere med et portræt eller reportagebillede, mens alt er tilladt ved en illustration – farvemanipulation, indkopiering af andre elementer og fjernelse af ting. Et foto bliver en illustration, når fotografen har valgt at manipulere fotografiet for bedre at kunne formidle historien.

JOURNALISTEN har længe skelnet mellem foto og illustration, men mener, at der er behov for at præcisere reglerne: Alle billeder bragt i JOURNALISTEN skal leve op til vores etiske regler. Det betyder, at der ikke må pilles ved dokumentarbilledet. Når fotografen laver sine reportagefotografier, må han eller hun ikke gribe ind i historien. Fotografen må kun lysne og mørkne billedet i computeren – nøjagtigt som i mørkekammeret. Men det er forbudt at sortne en del af billedet så meget, at en person eller genstand forsvinder.

Et dokumentarfoto skal være ægte, kunne dokumentere og have en høj troværdighed.

Portrætbilledet giver mulighed for mere spræl. Eftersom det bygger på en gensidig aftale mellem portrætperson og fotograf, har fotografen tilladelse til at overtale personen til at hoppe i vandet, stille sig foran Christiansborg eller lægge sig i et blomsterbed. Når fotografen her må flytte med sit motiv, er det ud fra en tanke om, at offeret vil nægte at gå med til mere, end vedkommende kan stå inde for.

Hvad angår efterredigering er reglerne de samme som for dokumentarfotoet. Det er tilladt at lysne øjnene lidt, hvis de er blevet for mørke, men det er hverken tilladt at fjerne briller, bumser eller rande under øjnene. Portrætter, der gør den portrætterede 20 år ældre, ved at gråne håret og gustne huden, er ikke længere et portræt, men en illustration.

JOURNALISTENs fotografer får ofte til opgave at fotografere et abstrakt begreb, for eksempel ophavsret, udbrændthed eller bladdød. Her sker det, at de efter fortvivlet at have spurgt, hvordan journalisten dog har tænkt sig billedet, begynder at blive kreative. Computeren bliver tændt, billedbehandlingsprogrammerne aktiveret, og fantasien får frit spil. Begrebet skal illustreres.

Det ender med et billede, der rummer og formidler de abstrakte begreber – den slags er der brug for, det er et vigtigt journalistisk redskab, og det er fuldstændig lovligt. Vi kalder det en illustration for at adskille det fra det umanipulerede dokumentarfoto.

Pressefotografernes formand, Lars Lindskov, synes, reglerne er udmærkede.

"Med moderne teknologi er det en rigtig god ide at have et regelsæt, fordi meget kan lade sig gøre, og mange gange kan man ikke se, hvad der er hvad," siger han og tilføjer:

"JOURNALISTENs regler er vidtgående, fordi de giver plads til illustrationer. Ved at lave en legeplads er man med til at sikre, at dokumentarfotografiet har en chance for at bevare troværdigheden."

JOURNALISTENs fotoetik
1. Dokumentarbilleder gengiver virkeligheden troværdigt. Fotografen griber ikke aktivt ind i den handling, der skal skildres, ligesom billedet ikke bliver manipuleret bagefter.

2. Portrætfotoet bygger på en gensidig overenskomst mellem fotograf og offer. Offeret ved, at han eller hun bliver fotograferet og er selv aktiv medspiller. Der må ikke manipuleres med billedet efter optagelsen.

3. Illustrationen. Her er alt tilladt.