Freelancefotografer vil gå sammen om at lave deres eget billedbureau på Internettet. De store bureauer tager for høj pris for at sælge billederne, mener fotograferne.
I snart et år har en ide rumlet i hovederne på freelancefotograferne Michael Hjuler og Ulrik Borgermann. De har arbejdet på at skabe et handelssted for billeder på nettet. Dermed vil konkurrencen på markedet for billeder blive skærpet.
Markedet er i dag domineret af Scanpix Nordfoto og Politikens Polfoto. En mindre aktør er BAM – en sammenslutning af freelancebureauerne Billedhuset og 2maj.
"Der er ingen grund til at forære pengene til Polfoto og Nordfoto," siger Michael Hjuler.
Prisen for at få et billede i bureauernes arkiver ligger på omkring det halve af salgsprisen. Det vil sige, at fotograferne kun får halvdelen af salgsprisen i betaling. De to initiativtagere finder de to bureauers provision alt for høj.
"Vi skal ikke tjene penge på det. Så det kommer kun til at koste 25 procent af salgsprisen at lægge billeder på vores portal. Det er en meget mere fornuftig pris," siger Michael Hjuler.
Freelancefotograferne er yderligere presset af, at den lettere distribution på Internettet har gjort en større del af markedet tilgængeligt for de store bureauer. For eksempel kan freelancefotograferne mærke, at de får mere konkurrence på deres salg til fagblade og mindre publikationer.
50 tilmeldte
Konkurrencen fra freelancefotograferne bliver vel modtaget af Polfoto.
"Det er helt naturligt, at de vil prøve selv. Med nettet er det jo nemt at distribuere billeder. Men det er krævende at opbygge og vedligeholde en billeddatabase, hvis man vil holde en vis kvalitet," siger Peter Beck-Bang, direktør for Polfoto, der afviser kritikken af de etablerede bureauers provision.
"I den pris ligger også arbejdet med at lægge billederne ind og markedsføre dem. Og så skal man huske på, at vi kun sælger omkring hver sjette af de billeder, vi lægger ind," siger Peter Beck-Bang.
På freelancefotografernes billedbureau er det meningen, at fotograferne selv skal indeksere og scanne billederne ind. Men det er ikke noget problem, mener medinitiativtager til billedbureauet på nettet, freelancefotograf Ulrik Borgermann.
"Det har freelancere tid til," siger han.
"Det vigtigste ved det her projekt er, at vi kan beholde vores frihed som freelancere. De etablerede bureauer stiller for mange betingelser og bestemmer prisen. Det er ikke frit nok for os," siger Ulrik Borgermann.
Med støtte fra Pressefotografforbundet og i samarbejde med det norske teleselskab Telenor, har projektet en god chance for at blive til noget. Men handelsstedet, der endnu ikke har et navn, er ikke oppe at køre endnu. Projektet afhænger nemlig af, at 100 free-lancefotografer tilmelder sig. Indtil videre har 50 tilmeldt sig portalen, som i første omgang er forbeholdt freelancerne i Pressefotografforbundet.
"Vi forhandler stadig med Telenor, men vi håber på, at 50 tilmeldinger er nok. Det skal lykkes," siger Michael Hjuler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.