Det nytter ikke at hedde Dansk Journalistforbund, når man som organisation også tæller grafikere, fotografer, kommunikatører og andre faggruper. Det mener DJ:Fotograferne, der stiller forslag til delegeretmødet om nyt navn.
Specialgruppen for fotografer i Dansk Journalistforbund anerkender, at det nuværende navn er et utroligt stærkt brand, og at det tillige er omfattet af stor respekt.
Men DJ:Fotograferne mener alligevel, at det er på tide at diskutere, om forbundet burde skifte navn.
På fotografernes generalforsamling i weekenden blev det derfor besluttet at stille forslag til det kommende delegeretmøde i næste måned om et helt nyt navn til Dansk Journalistforbund.
»Problemet er, at hvis du i dag spørger fotografer, hvorfor de ikke er medlemmer af Dansk Journalistforbund – eller for den sags skyld grafikere, tegnere og andre faggrupper, som ikke identificerer sig med det at være journalist – så lyder svaret: Hvad skal jeg dog være det for,« siger DJ:Fotografernes formand, Peter Thornvig, til Journalisten.dk.
Men journalistforbundet får stadig flere og flere medlemmer og passerede for nylig 15.000 medlemmer, så det tyder jo ikke på, at folk ikke ønsker at være medlem? Også selv om navnet ikke er dækkende for alle faggrupper?
»Det har du fuldstændig ret i. Men som det også blev sagt på generalforsamlingen, så er det lige så meget for at få en debat om navnet,« siger Thornvig.
DJ:Fotograferne enedes derfor om at foreslå til det kommende delegeretmøde, at det nuværende forbundsnavn Dansk Journalistforbund ændres til DJ. Og samtidig skal den efterfølgende byline 'Medier og Kommunikation' ændres til 'Dansk Journalistforbund, medier og kommunikation'.
Om DJ:Fotograferne kan få flertal til deres forslag er usikkert, men vil blive afklaret på delegeretmødet i midten af april.
Peter Thornvig er i øvrigt åben for et helt tredje navn, hvis nogen skulle have bedre forslag end DJ.
»Bare vi får debatten, så er jeg godt tilfreds. Det tror jeg også, min bestyrelse og generalforsamling er. For i debatten kommer der måske også andre forslag til, hvad det kunne hedde.«
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvorfor ikke slet og ret Dansk Medieforbund?
DJ-fotografernes formand har en stærk pointe i sin argumentation, når man tænker på den rivende udvikling, som Dansk Journalistforbund har taget gennem de sidste 30 år med hensyn til integrering af forskellige medierelaterede faggrupper i forbundet, og hvor medlemstallet i dag er udvidet fra 6-7000 i 1981 til 15.000 medlemmer i dag.
DANSK PRESSEFORBUND lyder mere passende.
foorslag: 3M
(medie møllle medarbejdere)