Mange fotografer har pludselig fået travlt med alt muligt andet end at tage billeder. Efter at EU indførte den såkaldte persondataforordning i 2018, skal de nemlig bruge en stor del af deres tid på at få skriftligt samtykke fra de mennesker, de fotograferer. Mundtligt samtykke er ikke længere nok.
Fotograf Rasmus Degnbol indhenter for eksempel 3.000-4.000 samtykkeerklæringer årligt.

”Jeg synes, at GDPR er en god ting, fordi det er vigtigt, at folk forstår, hvad billeder af dem skal bruges til. Men da man lavede GDPR-reglerne, skød man bare alt, alt for bredt. Nogle gange fylder underskrivning af samtykkeerklæringer halvdelen af tiden, når jeg er ude og fotografere,” siger Rasmus Degnbol.

Han forklarer, at problemet er størst ved kommercielle opgaver, hvor han laver reportagefotografi og kommer i berøring med mange mennesker.
For eksempel tog han for nylig reportagebilleder af medarbejdere og studerende i otte dage på Københavns Universitet til universitetets billedbank.

”Jeg endte med 1.000 samtykkeerklæringer,” siger han.

Opgaven var så omfattende, at universitetet havde stillet to assistenter til rådighed for at indsamle samtykkeerklæringerne.

Alligevel skabte det akavede situationer, når folk, som lige havde givet Rasmus Degnbol et mundtligt samtykke, også skulle give deres underskrift.

”Det var en mærkelig situation, som ikke var rar at stå i. Men det er jeg nødt til som fotograf nu om dage,” siger Rasmus Degnbol.

 

En ekstra omkostning

Samtykkeerklæringer skal blandt andet beskytte personer mod, at billeder bliver brugt til markedsføring mod deres vilje. Kontrakterne er ofte skrevet i et tungt juridisk sprog, men det kan bryde isen at bruge humor, mener fotograf Lars Bech.

”Det plejer at hjælpe, når jeg siger, at det er for at forhindre, at billederne ender i Ekstra Bladet – og så griner vi,” siger Lars Bech.

Men det er et tidskrævende arbejde, som han ikke tidligere skulle bruge tid på.

”Som freelancer skal jeg bruge timer på at få underskrifterne i hus. Al den administration er en ekstra omkostning, og den ligger hos fotografen. Det er meget tidskrævende,” siger Lars Bech.

Med indførelsen af GDPR er bødestørrelserne steget til astronomiske højder. I værste fald kan en bøde løbe op i 20 millioner euro eller 4 procent af kundens globale omsætning. I praksis har Datatilsynet dog endnu ikke uddelt bøder for overtrædelse af samtykke, og faktisk er antallet af klager meget lavt – højst en klage om måneden, oplyser Datatilsynet.

Men alene risikoen for at få en stor bøde har gjort fotografernes kunder nervøse og øget kravet om skriftlig dokumentation.

”Som jeg forstår reglerne, er der nye sanktioner, og det får nogle kunder til at gå med livrem og seler,” siger Rasmus Degnbol.

Og det er ikke nok, at fotografen får en mundtlig tilladelse.

”Jeg er nødt til at få underskriften for at kunne dokumentere samtykket,” siger Rasmus Degnbol.

Rejser land og rige rundt

Lars Bech indhentede i en periode skriftligt samtykke fra alle personer, han fotograferede til kommercielle opgaver. Både dem i forgrunden og dem i baggrunden.

Problemet var, at det tog lang tid at få underskrifter til billeder, han alligevel ikke brugte.

”Jeg har oplevet at indsamle 75 samtykkeerklæringer, hvor jeg kun havde brug for 10-12 af dem. Det var meget tidskrævende at få alle de kontrakter i hus,” siger han.

”Jeg har oplevet at indsamle 75 samtykkeerklæringer, hvor jeg kun havde brug for 10-12 af dem.”

Lars Bech, fotograf

Siden ændrede Lars Bech strategi, så han i dag vender tilbage til de personer, der optræder på billederne, og beder om deres tilladelse. Det sparer ham for alle de unødvendige underskrifter.

Til gengæld har han fået et andet problem.

Helt aktuelt med tilladelserne til 50 fotoportrætter af almindelige danskere, der skal udstilles på Nationalmuseet i København.

↑ Samtykkeerklæringer er skrevet i et tungt juridisk sprog, men det hjælper at bruge humor, mener fotograf Lars Bech. ”Jeg siger, at det er for at forhindre, at billederne ender i Ekstra bladet – og så griner vi.”

 

Han har lavet portrætterne, men det har vist sig at være et kæmpe arbejde at få samtykkeerklæringerne på bagkant, fordi mange af personerne på billederne er ældre og sårbare mennesker, der ikke er trygge ved at skrive under på noget, de ikke forstår.

”Så jeg rejser land og rige rundt for at få deres underskrifter. Det er bøvlet og tager lang tid. Men hvis jeg ikke får underskrifterne, må jeg ikke bruge billederne,” siger Lars Bech, der regner med at bruge mere end en uge på at få 35 underskrifter i hus.

Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at GDPR-reglerne går ud over kvaliteten af fotografernes arbejde. Ofte er det så tidskrævende at efterleve samtykkereglerne, at fotografer vælger at tage mere kedelige billeder – for at være på den sikre side, siger han.

”Det er mit indtryk, at der er kommet flere billeder af folk fotograferet bagfra, så fotograferne ikke behøver at spørge.”

Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen, DMJX

”Det er mit indtryk, at der er kommet flere billeder af folk fotograferet bagfra, så fotograferne ikke behøver at spørge. Og der er flere oversigtsbilleder, hvor man ikke kan genkende folk. Resultatet er færre billeder, hvor man er tæt på,” siger Søren Pagter.

Søren Pagter fortæller, at en udbredt måde at omgå behovet for samtykke er ved at bruge fotomodeller, der skal forestille gæster til en koncert eller handlende i en butiksgade.

”Men det bliver bare mere kedeligt, fordi man ikke indfanger virkeligheden,” siger han.

Kværulanternes paradis

Advokat Peter Lind Nielsen fra advokatvirksomheden Bech-Bruun er specialist i medieret. Han kalder persondataloven ”kværulanternes paradis”, fordi den åbner for en ladeport af klagemuligheder for personer, der føler sig gået for nær.

Reaktionen har været en blanding af panik og overfortolkning af reglerne.

Hans råd til fotograferne og deres kommercielle kunder er derfor:

”Slap af. Sænk skuldrene.”

Man behøver for eksempel ikke indhente skriftligt samtykke til harmløse situationsbilleder, hvor der ikke er nogen personer som hovedmotiv, siger han. Men mange tør ikke foretage den konkrete interesseafvejning, fordi de er usikre på reglerne.

”Og derfor er vejen til helvede belagt med samtykke nu,” siger Peter Lind Nielsen.

Hvis personer optræder som hovedmotiv på billedet, kræver det en tilladelse.

”Men det har du altid skullet have,” siger han.

Problemet er, at samtykkeerklæringerne bliver set som den bedste løsning i dag. Og det er det ikke, fordi et samtykke altid kan kaldes tilbage. Der er det bedre at lave en modelkontrakt.

”En modelkontrakt kan man ikke løbe fra,” siger han.

Og en ”model” kan godt være en kantinedame fotograferet til hjemmesiden?

”Ja, det kan det. Modelkontrakten minder meget om en samtykkeerklæring. Du bruger bare ikke ordet ”samtykke”. Og så skal man selvfølgelig ikke tvinge medarbejderne til at skrive under på noget. Det skal være frivilligt,” siger Peter Lind Nielsen.

DJ: Samtykke bedre end modelkontrakter

I DJ er juridisk konsulent Alexandra Klerk ikke enig i, at man kan betegne kursusdeltagere eller medarbejdere som ”modeller”. Men om det ligefrem kan give problemer at bruge modelkontrakter på almindeligt ansatte, er uvist, fordi GDPR-reglerne er så nye.

Derfor anbefaler hun, at det indtil videre er bedst at holde sig til samtykkeerklæringerne.

”Det er jo nogle alvorlige bøder, som Datatilsynet har mulighed for at udstede.”

Alexandra Klerk, juridisk konsulent, Dansk Journalistforbund

”Det er jo nogle alvorlige bøder, som Datatilsynet har mulighed for at udstede. Og så længe der er usikkerhed om retningslinjerne, vil vi ikke anbefale, at man bruger modelkontrakter, fordi det er det nemmeste,” siger hun.

Alexandra Klerk siger, at når fotografer bliver bedt om at tage billeder af en virksomheds medarbejdere, skal de fortælle, at de foretrækker, at kunden står for at indhente samtykket.

Hvad gør man, hvis fotografen alligevel bliver bedt om at indhente samtykkeerklæringerne – måske flere hundrede i alt?

”Hvis det betyder ekstraarbejde for fotografen at få underskrevet erklæringerne, er det noget, fotografen skal tage sig betalt for,” siger Alexandra Klerk.