Efter at have siddet i præsidentstolen i det eksklusive Magnum og have startet det verdensberømte International Center of Photography i New York er lillebror til legenden Robert Capa død i en alder af 90 år.
»En krigsfotograf var nok for familien, så jeg ville være fredsfotograf,« skulle Cornell Capa have sagt engang. Det skriver Pressefotografforbundet.
Lillebroren Cornell Capa flyttede til Paris for at læse medicin, men efter at have arbejdet med at kopiere sin storebror Robert Capas verdensberømte fotografier besluttede Cornell, at han kunne gøre en større forskel ved at tage billeder end ved at være læge.
Da storebror Robert Capa trådte på en landmine og døde i 1954, overtog Cornell Capa hans plads i det eksklusive fotobureau Magnum, som Robert selv havde stiftet. Da en anden af hovedkræfterne døde i 1956, David 'Chim' Seymour, overtog Cornell Capa posten som præsident i Magnum.
Cornell Capa var kendt for det såkaldte 'concerned photography', hvilket vil sige fotografi, der bidrager til at forstå menneskers trivsel. For at fremme disse idealer var han i 1966 med til at starte en fond, der førte til åbningen af det anerkendte International Center of Photography i New York i 1974.
Cornell Capa sov stille ind i sit hjem efter i en årrække at have lidt af Parkinsons.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.