search

Fotograf-soldat

Ole Steen hader krig, men nåede alligevel til et punkt, hvor han blev rastløs, når han ikke var i en krigszone som fotograf. Til sidst tog han til Kroatien i sin ferie – og blev ramt af en granat. Krig og terror sætter sig på sjælen. Hver fjerde journalist, der dækkede terrorangrebet i Norge 22. juli 2011, havde stadig så store efterreaktioner ni måneder efter, at de var i risikozonen for PTSD.

Der skulle kun en lille sjat whisky til at gøre Ole Steen beruset, efter at han første gang var blevet beskudt.
»Det hele gik på os, og man brugte alle de kræfter, man havde. Der var ikke mere modstandsdygtighed tilbage,« sådan beskriver Ole Steen den udmattelse, han følte, da han kom tilbage på sit hotelværelse i Palæstina en aften i midten af firserne.

Sammen med en norsk fotograf var han kommet i skudlinjen, da nogle israelske soldater skød efter palæstinensere. Ole Steen og den norske fotograf flygtede ind mod en gyde, hvor et par andre israelske soldater begyndte at skyde efter dem. Da de fik bevæget sig 300-400 meter tilbage mod deres journalister, blev de modtaget af en palæstinenser, som spurgte, om de ville have sød eller sur kaffe:
»Vi havde lige været udsat for den værste oplevelse i vores liv, og så kom han og spurgte, hvilken slags kaffe vi ville have. Det var absurd grotesk,« fortæller Ole Steen.

Det blev ikke sidste gang, han havde den oplevelse. Op igennem firserne tog han billeder af stort set alle større konflikter, og en septembermorgen i 1991 blev han landskendt som den danske fotograf, der blev såret af en granat i Kroatien.

Hen over sommeren har Dansk Journalistforbund modtaget tre henvendelser omkring medlemmer, der kæmper med psykiske efterreaktioner, efter at de har dækket ekstreme begivenheder. Det er første gang, at konsulent Eva Jakobsen, der arbejder med psykisk arbejdsmiljø, er blevet kontaktet med den problemstilling, i de fem år hun har arbejdet i forbundet.

I Norge har man undersøgt problemstillingen nærmere. 10 procent af dem, som dækkede terrorangrebet i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011, meldte sig syge efterfølgende på grund af de oplevelser, de havde fået.
Ni måneder efter begivenheden scorede hver fjerde journalist, der dækkede begivenhederne, stadig så højt på et spørgeskema om mentalt helbred, at de lå i risikogruppen for en PTSD-diagnose (post traumatisk stress disorder).

Resultaterne kan man læse i den netop udgivne bog Krevende Oppdrag, som er skrevet af konsulent i norsk journalistforbund Trond Idås. Bogen beskriver, hvor udsatte journalister og fotografer er for psykiske efterreaktioner, og hvor lidt fokus der er på problemet. Flere journalister, der tilsyneladende er psykisk mærkede, mener ikke selv, at de har et problem, og bogen forklarer også, at kun en tredjedel af de journalister, der har været udsat for voldsomme oplevelser, føler, at de har fået god støtte fra ledere og kolleger:

»Det skyldes sandsynligvis, at de ikke tager problemerne op på redaktionen. Journalisterne er bange for, at de ikke kan få de samme opgaver i fremtiden, hvis de viser svaghedstegn. Det er en kultur, der stadig eksisterer på redaktionerne, selv om den er blevet bedre de 10-15 år, jeg har arbejdet med den. Der er kommet mere fokus på, hvordan det er at dække krige og store katastrofer, men man overser stadig de reaktioner, man kan få ved at dække nære historier som færdselsulykker og retssager, som ofte er værre, fordi de er tættere på,« forklarer Trond Idås.

Han kender ikke til situationen i Danmark, men fortæller, at hans generelle indtryk er, at forholdene på danske nyhedsredaktioner minder om svenske og norske. Han påpeger dog, at der i modsætning til Sverige, Norge og Finland ikke har været studier af danske journalisters psykiske efterreaktioner, og det kunne tyde på et mindre fokus.


”Dansk fotograf såret i Kroatien” var Politikens hovedhistorie den 15. september 1991, hvor Ole Steen lan-dede i Kastrup med hovedforbinding og blodplettede kondisko. – foto: Erik Lungtang / polfoto

Ole Steen besluttede sig for at blive fotograf i slutningen af halvfjerdserne. Han modtog et telegram fra en ven, der var på rejse i Centralamerika og USA. Telegrammet berettede, at det var ubehageligt at rejse rundt med de borgerkrige, der var i Mellemamerika. Ole Steen reagerede ved at tage af sted og møde ham. Han ville ud og opleve, og oplevelserne gjorde ham til fotograf:
»Det var et chok at opleve forskellen på den nød og elendighed, der var i Latinamerika, og den velstand, der var i USA. Jeg var nok lidt rød dengang, og jeg mente vist, at jeg kunne påvirke verden lidt med det helt rigtige billede,« fortæller Ole Steen, der kom hjem, fik én af de sidste mesterlærlingepladser på Ekstra Bladet og hurtigt blev den mest berejste fotograf på avisen.

Han startede med at dække den »blødere« krig, som han selv kalder det, i Israel-Palæstina-konflikten, men opgraderede i løbet af firserne til borgerkrigen i Beirut, bombningen af Libyen og massegravene i Eritrea.

Da Balkankrigen startede, fulgte han også udviklingen af den med flere ture. I september 1991 havde han en uges ferie.
»Der var jeg nok på et sted i mit liv, hvor jeg måske var blevet lidt ødelagt af rejseriet. Jeg var blevet rastløs. Jeg skulle helst være ude på rejse,« siger Ole Steen, der på sin første feriedag troppede op på redaktionen og sagde, at han havde tænkt sig at bruge sin ferie til at tage til Kroatien og dække konflikten, og at han derfor gerne ville låne en Hasselblad telesender – et apparat i kuffertstørrelse, som kunne sende billederne hjem.
»Når man arbejder på en avis, vil man godt vise, at man er i et brændpunkt. Der er lidt prestige i det, og man holder fast i den position, man har opbygget,« siger Ole Steen.

Han tog af sted med fotografen Teit Hornbak mod byen Osijek. Allerede på de 10-20 meter, der var fra bilen til pressehotellets indgang, blev de beskudt af en snigskytte.
»Det lød ikke af ret meget. Det var bare sådan en lille hvislende lyd … Der var ingen tilfredshed i at blive skudt på, men jeg havde ikke noget imod at være på stedet. Jeg brændte for at lave de her reportager. Jeg troede stadig på, at man kunne ændre noget ved at tage det rigtige billede på det rigtige sted. Men jeg ville også gerne være der, fordi det var spændende. Sammenlignet med da jeg startede, var det i mindre grad for idealismens skyld og mere for min egen skyld, at jeg tog af sted,« siger Ole Steen, der understreger, at han hadede krig, men var tiltrukket af spændingen.

Nogle mennesker er biologisk disponerede for at opsøge risikofyldte situationer. Det er ifølge professor i psykiatri Anthony Feinstein fra University of Toronto en af grundene til, at nogle journalister og fotografer bliver ved med at tage tilbage til livstruende begivenheder. Rent biologisk er der en forskel på folk, der vil have et stille liv, og folk, der kaster sig ud i risikable eventyr, og det skyldes blandt andet genetik, biokemi og neurotransmittere:  
»Hvis man tager 100 krigsjournalister og 100 typer som mig, der sidder ned hele dagen, kan vi måle de fysiologiske forskelle,« forklarer han.

Ud over at det er et spændende job, handler trangen til at opsøge konfliktområder om, at det er en stor del af identiteten for krigsjournalister og -fotografer, og det er ved indsatsen i felten, at de bliver belønnet med anerkendelse og respekt, fortæller Anthony Feinstein.

Han har studeret psykiske efterreaktioner hos krigsjournalister de seneste 13 år, efter at han fik en kvindelig patient med flere symptomer. Han spurgte hende, hvorfor hun ikke havde opsøgt hjælp noget tidligere.
»Du forstår ikke denne profession. Hvis du fortæller folk, at du har psykiske problemer, så er din karriere færdig,« gengiver Anthony Feinstein hendes svar.
Siden da har han lavet omfattende undersøgelser, der viser, at krigsjournalister har markant større risiko for at få PTSD, depression, udvikle et alkoholmisbrug eller blive skilt sammenlignet med almindelige journalister.

Hans undersøgelser viser, at krigsfotografers risiko er endnu større, hvilket han begrunder med, at de skal være tættere på frontlinjen for at kunne udføre deres arbejde og dermed udsætter sig selv for større fare.
Trond Idås har samme konklusion i sin bog og forklarer det med, at journalister bearbejder oplevelserne efterfølgende ved at skrive om dem.

Ligesom Trond Idås fortæller Anthony Feinstein, at der er sket store forbedringer internt hos medierne, siden han startede med at arbejde med emnet. Han har selv et samarbejde med CNN og nævner, at både AP og BBC har oprettet programmer, men der mangler stadig en holdningsændring flere steder i branchen:
»Andelen af journalister, der lider af psykiske problemer, er større end i resten af befolkningen. Det er ikke overraskende, men på sin vis et problem. Det største problem er, at der stadig er store nyhedsorganisationer, som ikke anerkender problematikken og ikke vil give behandling til deres journalister,« fortæller Anthony Feinstein.

Bombningen af Osijek var allerede begyndt, da Ole Steen og Teit Hornbak lagde sig til at sove i deres værelse på tredje sal. Ole Steen fik sovet en smule, men lå primært og lyttede efter, hvor tæt på granaterne kom. Normalt bomber man ikke pressehotellet, men det var ikke en normal krig.

Efter en hel nat, hvor lyden af granaterne holdt sig på en betryggende volumen, ramte der en meget tæt på tidligt om morgenen. Mens Teit Hornbak blev på værelset, reagerede Ole Steen ved at løbe ud på gangen. Idet han rakte hånden ud for at åbne en glasdør ind til opgangen med trappe og elevatorer, ramte en granat ind i rummet på den anden side. Glasdøren blev sprængt lige foran ham, så glaskårene fløj imod ham, samtidig med at han blev kastet op i luften og røg tilbage.

Han fik kravlet ind i et værelse, som havde fået døren sprængt ind. Blodet sejlede ud af hovedet.
»Jeg lå og tænkte på, at nogle gange så har man så meget smerte, at man slet ikke kan mærke, hvis man har mistet et ben eller noget andet,« fortæller Ole Steen, der ikke havde mistet nogen lemmer, men fået omkring 60 snitsår fra glassplinterne.

Teit Hornbak, der var uskadt, fik bundet ham ind med nogle lagner, og da Ole Steen forstod, at hans tilstand ikke var livstruende, insisterede han på at gå tilbage på værelset og få Hasselblad telesenderen med ned i beskyttelsesrummet, så han kunne arbejde videre. Han greb fat i den med højre hånd, hvor flere sener var skåret over, så blodet flød ud på den blå kuffert.
Ole Steen registrerede ikke, hvor lang tid han lå i beskyttelsesrummet, før der kom en ambulance og hentede ham, men han husker, at sygehjælperen krøb i dækning i bunden af ambulancen, mens han selv lå på båren i vindueshøjde, da de kørte gennem byen.

Han blev lappet sammen i hospitalets kælder, fordi hospitalet også blev bombet, og i mangel af plads blev han sat til at vente i portnerhuset ved ambulanceindgangen til hospitalet. Der var en rampe op til gadeniveau, hvor han kunne høre krigen fortsætte. Han var meget bange, men alligevel gennemførte han et telefoninterview med Ekstra Bladet:
»Bomberne rammer meget tæt på, og der er ikke andet at gøre end at blive her,« er han citeret for.


Et af pressefotograf Ole Steens fotos fra Israel-Palæstina-konflikten; en ud af mange krige, han har dækket siden slutningen af halvfjerdserne. – foto: Ole Steen

Der er stor individuel forskel på, hvordan fotografer og journalister reagerer, efter at de har dækket ekstreme situationer. Trond Idås’ undersøgelser viser, at specielt unge journalister og kvindelige journalister i højere grad blev mærket af at dække terrorangrebet i Norge den 22. juli 2011. Men undersøgelsen viser også, at stor erfaring ikke kun er et plus. Journalister med over 20 års erfaring var også mere sårbare end gennemsnittet:

»Det skyldes sandsynligvis, at de over årene har opsamlet mange voldsomme oplevelser, som de ikke har fået bearbejdet, og så skal der nogle gange ikke mere end en lille oplevelse til at udløse traumerne. Jeg har samarbejdet med en norsk fotograf, der fik PTSD, fordi han en nat vågnede af, at nogle katte i hans kvarter skreg, og det mindede ham om skrigende børn i Sudan, som han havde oplevet næsten 30 år tidligere,« fortæller Trond Idås.

Hans undersøgelser tyder på, at det værste for journalister ikke er at overvære forfærdelige ting. De efterfølgende traumer skyldes i høj grad det moralske dilemma, journalister står i, når man dokumenterer nødlidende i stedet for at hjælpe dem. Det hjælper at tale med kolleger.
»I mange tilfælde virker det bedre, hvis journalister snakker om oplevelserne med hinanden og ledelsen, end hvis man går til psykolog eller psykiater. Kolleger forstår i højere grad det moralske dilemma. Den sociale støtte og faglige anerkendelse er den bedste måde at bearbejde oplevelserne på. Hvis man stadig har det dårligt efter noget tid, skal man søge professionel hjælp,« siger Trond Idås.

Støtte fra venner og familie er også essentiel, og Trond Idås fortæller, at hvis man er grundig med at bearbejde sine ekstreme stress-oplevelser, kan de vendes til posttraumatisk fremgang, hvor oplevelsen bliver katalysator for en mere positiv tilgang til livet efterfølgende.

Søndag morgen den 15. september 1991 var hovedhistorien på Politikens spiseseddel ”Dansk fotograf såret i Kroatien”. Samme dag landede Ole Steen smilende til den danske presse i Kastrup med hovedforbinding og kondisko, der var røde af blod.

Han smilede, fordi han var i live, men der gik fire måneder, før han kom tilbage på arbejde. Han tog et par ture til Sarajevo for at komme »op på hesten igen«. En af gangene tog han selv videre til Makedonien. Der var ikke åben krig, men frygten for at komme i nærheden af åben ild igen blev for meget. Han besluttede sig for at tage hjem og har ikke været i nærheden af en krigszone siden.

Efterfølgende kunne han nogle gange vågne op om natten og græde over, hvor meningsløst det var, at han næsten var blevet dræbt, eller han kunne vågne af et mareridt om, at han lå på knoglerne, der stak op af soldaterstøvlerne fra massegrave i Eritrea. I dag kan han stadig blive trist, når han en sen aften kommer til at tænke på episoden i Kroatien, men han har altid talt med både kolleger og familie om minderne, og han mener dybest set, at han har været heldig:
»Den granat har måske i virkeligheden reddet mit liv. Hvis jeg havde fortsat, kunne det godt være, at jeg næste gang havde været de to meter tættere på granaten, og det ville have kostet mig livet. Jeg fik en pause, hvor jeg kunne tænke over, om jeg ikke hellere ville være hjemme med min kone og mine børn i stedet for at rende rundt og lege soldat. Fotograf-soldat.«

Den 57-årige fotograf har dog aldrig dræbt tanken om at tage af sted til en konflikt igen. I september deltog han i Hærens HEAT-kursus, hvor journalister udsættes for en række simulerede krigsøvelser for at forberede dem på at være ved fronten. Det gjorde han for som fotochef på Ekstra Bladet bedst at kunne hjælpe sine fotografer ude i verdens brændpunkter, men der var også et andet formål:
»Det var også en slags terapi. Jeg ville gerne prøve mig selv af for at blive helt afklaret om, hvorvidt jeg skal ud igen. Det gik fint. Men det skal jeg ikke.«

JOURNALISTER OG PTSD
Risikoen for at få PTSD er tre-fire gange højere hos journalister, der har dækket krig, end hos den generelle befolkning.
Journalister, der har dækket krig, har større risiko for at blive skilt, få depression eller udvikle et alkoholmisbrug end journalister, der ikke har dækket krig.
Undersøgelser af norske journalister, der dækkede tsunamien i Asien i 2004, viser, at den psykiske belastning er større, jo mere man kan identificere sig med ofrene. Det var mere belastende at have kontakt med norske ofre end med lokale.

Kvindelige journalister reagerer stærkere på vold end mandlige. Ved dækningen af terrorangrebet i Norge 22. juli 2011 oplevede 64 procent af kvinderne det som uvirkeligt, mens det var 34 procent af mændene. Ved dækningen af tsunamien, som ikke handlede om vold, var det 27 procent af kvinderne og 22 procent af mændene, der oplevede situationen som uvirkelig.

Journalister har ikke nødvendigvis en rigtig selvforståelse af, hvorvidt de bør gå videre med psykiske efterreaktioner. Ni måneder efter terrorangrebet i Norge i 2011 svarede en række journalister på et spørgeskema om deres mentale helbred. 15 procent af kvinderne og 10 procent af mændene, som svarede, at de ikke havde nogen form for efterreaktion, havde så høj en score i et spørgeskema om mentalt helbred, at man normalt ville undersøge dem nærmere.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen