Fotograf skal være huskunstner hos Alternativet

De næste tre måneder har dokumentarfotograf Rasmus Degnbol kontor hos Alternativet på Christiansborg. Som partiets nye huskunstner skal han ved ”fri leg” lave politisk kunst til en udstilling. ”Christiansborg kan være svær at få adgang til. Men nu er jeg inden for murene,” siger han

”En kreativ forstyrrelse.”

Sådan beskriver freelancefotograf Rasmus Degnbol selv den rolle, han som Alternativets nye huskunstner de kommende tre måneder skal spille for partiet på Christiansborg.

Partiet har tidligere haft blandt andet en musiker og en performance-kunstner som huskunstnere. Men nu har de altså inviteret en fotograf ind.

”Jeg har får et kontor på deres gang og fri adgang til at komme herinde på Christiansborg. Og så har jeg ellers bare fri leg derfra til at lave en eller anden form for politisk kunst,” fortæller Rasmus Degnbol om samarbejdet.

Rasmus Degnbol er freelancer og har tidligere vundet en række priser for sit arbejde og udstillet på blandt andet MOMA i New York.

Var nervøs for at blive sat i bås med partiet

Rasmus Degnbol fortæller, at det er Alternativet selv, der har inviteret ham, efter at han tidligere på året holdt oplæg for dem om en reportagetur til Rohingya-flygtningekrisen i Bangladesh.

”Først var jeg nervøs for at komme til at blive sat for meget i bås med partiet. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke bliver en del af Alternativets politiske agenda. Men de har sagt, at jeg har frie tøjler,” siger han. 

Fotografen fortæller, at der ikke følger nogen penge med titlen som huskunstner hos Alternativet.

Så hvad får du ud af det?

Det interessante for mig er at have tre måneder til at fordybe mig i et sted, jeg ellers ikke ville have adgang tilChristiansborg kan jo være svær at få adgang til. Men nu er jeg inden for murene. Og jeg tror ikke, man kan være i den her setting uden at tænke tanker og få noget ud af det,” siger han.

Fascineret af politik

Resultatet af Rasmus Degnbols arbejde på Christiansborg skal munde ud i en udstilling i slutningen af maj.

”Det fascinerende ved politik er, at det er enormt konkret og samtidig slet ikke konkret. Det er ikke noget, du kan se nogen steder, og dét er spændende for mig som visuel,” siger han.

Har du allerede en idé til dit projekt?

”Lige nu kigger jeg på noget om våbenindustrien, som jeg godt kunne tænke mig at binde op på det politiske, og hvad der foregår herinde. Men jeg har også andre idéer, der skal prøves af.”

Rasmus Degnbol forventer at være på Christiansborg og arbejde på projektet to-tre dage om ugen i de kommende måneder ved siden af sit øvrige arbejde.

 

0 Kommentarer