Fotograf på road trip udforsker det trivielle

Freelance-fotograf Daniel Hjorth rejser med rygsæk og kamera rundt i Danmark og skildrer sin rejse i billeder. Planen er, at der ikke er nogen plan. »Jeg har skullet købe en måned fri, men det er vigtigt for mig at følge min idé,« fortæller han om projektet

1. maj 2015. Fotojournalist Daniel Hjorth siger farvel til hverdagen med egen freelance-virksomhed i København og tager på foto-road trip rundt i landet i hele maj måned.

Idéen er at fotografere sig frem gennem Danmark og skildre landet i maj 2015. Indtil videre har han rejst i Nordsjælland, og nu går turen videre til Fyn. Den 23-årige fotojournalist rejser med rygsæk, blaffer sin vej frem og sover i telt eller hos folk, han møder på sin vej.

Selv om idéen umiddelbart er uhåndgribelig og uforudsigelig, har det været vigtigt for Daniel Hjorth at give den et skud.

»I sommer startede jeg ny virksomhed som freelancer, så det her er også et forsøg på at træde ud af den mølle og holde fast i at være en historiefortæller. Jeg tjener ikke noget, mens jeg gør det, og jeg har skullet købe en måned fri, men det er vigtigt for mig at følge min idé,« siger Daniel Hjorth, som selv har finansieret turen.

Dyrker umiddelbarheden

Han går ikke efter et bestemt mål, men arbejder i et snapshot-format med øjebliksbilleder. Planen er, at der ikke er nogen plan, og det er rejsen, der er motoren i fortællingen, forklarer han.

Projektet er inspireret af fotografer som Walker Evans, Robert Frank og Krass Clement. Indtil videre har folk været meget åbne, og han er positivt overrasket over den gæstfrihed, han har mødt.

»Det er det første møde og umiddelbarheden, jeg dyrker. Jeg har ikke tid til at dykke ned i de store historier, men fotograferer dem og det, jeg møder på min vej. Det er vigtigt for mig, at man kan se bevægelsen i det,« siger Daniel Hjorth.

Han mener, at professionel fotografi ofte tager udgangspunkt i idéen om, at den gode fotohistorie er den stærke historie. Historien om den trivielle hverdag bliver ikke så ofte fortalt.

»Jeg er taget ud for at tage de billeder, vi ikke normalt tager. I starten havde jeg også svært ved at se en fortælling. I en klassisk reportage er man meget bevidst om, hvad man laver. Man har fundet historien på forhånd. Jeg ved ikke, hvad det her ender med,« siger Daniel Hjorth.

Hylder det trivielle

Hverdagen er noget, vi alle oplever. Bliver det ikke lidt trivielt og overfladisk?

»Jo, man kan sige, at det bliver overfladisk. Men når jeg samler det og bryder kronologien op, vil jeg kunne lave en fortælling på tværs af alle stederne. Det bliver en form for essayfortælling, som hylder det trivielle. Egentlig er der ikke en historie – andet end et øjebliksbillede af en bestemt tid,« svarer Daniel Hjorth.

Når maj måned er overstået, vender Daniel Hjorth tilbage til København for at redigere billederne fra turen. Indtil videre har han ikke afsat billederne.

»Jeg har været lidt forsigtig med at få det afsat på forhånd. Men jeg håber, det ender med en lille bog.«

Daniel Hjorth har været i praktik på Politiken og har tidligere vundet priser for sit fotografi. I 2013 vandt han guld i den internationale fotokonkurrence ’Collage Photographer of the Year’ for et billede af det vinterbadende barn Holger og sølv for samme serie af vinterbadende børn. Både i 2014 og 2015 var han med i opløbet om priser ved Årets Pressefoto. 

0 Kommentarer