Lukkethed

Fotograf havde fuld adgang til Pape i 18 måneder – men så hakkede et medie bremsen i

Til fotografens store overraskelse kom afvisningen fra et medie, der selv lever af åbenhed

Tidligt tirsdag morgen på valgdagen havde freelancefotograf Klaus Holsting en oplevelse i ’Go’morgen Danmarks’ studie, der efterlod ham målløs.

Over de seneste 18 måneder har han med sit kamera fulgt den konservative partiformand Søren Pape tæt, og således havde politikeren også inviteret fotografen til at følge ham på valgdagen. Første stop var ’Go’morgen Danmarks’ studie, hvor Søren Pape var inviteret ind for at tale om den overståede valgkamp.

Men her mødte fotografen problemer.

”Jeg når lige at få taget nogle billeder i sminken. Men da vi kommer ud, hvor de skal lave en lille optakt til indslaget, kommer der en meget bestemt ung herre hen og siger, at jeg ikke må fotografere. Jeg spørger hvorfor, men jeg kan ikke få andet svar end, at sådan er det bare,” fortæller Klaus Holsting.

Han blev overrasket, men fik via den ansatte efterfølgende også lodret nej fra chefen.

”Jeg fik bare at vide, at jeg ikke måtte fotografere på TV 2’s område,” fortæller han.

Medier lever af åbenhed  

Det er første gang i de 18 måneder, Klaus Holsting har fulgt Søren Pape alle tænkelige steder – herunder også steder, der ifølge fotografen kunne være langt mere følsomme – at han har fået den besked.

”Jeg har været med Søren Pape rundt i hele landet – alle former for institutioner og firmaer. Og jeg har aldrig mødt bare antydningen af begrænsning eller forsøg på restriktioner andre steder,” siger han.

Det undrer ham, at afvisningen skal komme fra lige netop en medievirksomhed, der lever af åbenhed.

”Når vi lever af åbenhed, er vi simpelthen nødt til som journalist- og fotografstand at gå forrest i at modvirke tendensen til, at alle instanser lukker sig om sig selv. Hvis selv et mediehus begynder at lukke ned, så synes jeg, der er nogle advarselslamper, som bør lyse,” siger Klaus Holsting.

Tror du ikke, at en simpel mail til TV 2 på forhånd kunne have skaffet dig tilladelse?  

”Det kan godt være, men det kunne da også være ordnet på 10 sekunder, hvis jeg havde kunnet komme til at tale med chefen. Men det var bare automatreaktionen, som pissede mig af. Hvis man skal have tilladelse til alt, inden man sætter foden over et dørtrin, kan man jo ikke lave andet end at skrive mails.”

’Go’morgen Danmark’: Normal procedure

Journalisten har forsøgt at få et interview med Henriette Ladegaard-Pedersen, der er redaktør for ’Go’ morgen Danmark’. Det har ikke kunnet lade sig gøre.

Men i et skriftligt svar forklarer hun, at det er normal procedure, at eksterne fotografer ikke må filme eller fotografere i ’Go’morgen Danmarks’ studier uden forudgående aftale. Det skyldes et hensyn til både ansatte, gæster og liveproduktionen.

”Og derfor må de fotografer, som der er lavet en forudgående aftale med, faktisk heller ikke filme eller fotografere i selve afviklingen, oppe i studiet under udsendelse eller fra den fortrolige briefing mellem gæster og værter kort før udsendelse,” forklarer Henriette Ladegaard-Pedersen og fortsætter:

”I det konkrete tilfælde var der ikke lavet en aftale, og samtidig var denne særlige udsendelse i forvejen tæt pakket med gæster og produktionsfolk, og derfor blev der ikke givet adgang til Klaus Holsting.”

Journalisten har forsøgt at få redaktøren til at svare direkte på, om det ikke er paradoksalt, at lige netop et medie, der selv lever af åbenhed, på den måde lukker ned for pressen. Det er ikke lykkedes.

0 Kommentarer