Fotograf hædres for 40 år i S/H

Gorm Valentin har i 40 år fotograferet live-koncerter med musikere på besøg i Danmark. »Jeg har været heldig at være fotograf på et tidspunkt, hvor man kunne komme til,« siger han. Se billederne her

I går aftes modtog fotograf Gorm Valentin en æres-hæderspris fra komponistforeningen DJBFA for sit arbejde med musikfotografi.

Gennem årene har han blandt andet taget (som regel) sort-hvide billeder af jazzmusikere som Count Basie, Stan Getz og Kennye Drew og rocknavne som Lou Reed, Prince, David Bowie og AC/DC.

»Du må undskylde, at min stemme er lidt ru. Der var fest og ballade i går,« forklarer Gorm Valentin, da Journalisten fanger ham på telefonen her dagen efter prisfesten.

Gorm fra gulvet

Som ung spillede Gorm Valentin selv klarinet, mange af hans venner var musikere, og derfor var det naturligt at begynde at tage billeder af musikere.

Journalisten Lasse Ellegaard har kaldt Gorm Valentin for ’Gorm fra gulvet’, fordi han har været til stede ved så mange livekoncerter. Sandsynligvis flere end nogen anden dansk fotograf. Et af hans kendetegn har været, at han arbejder helt diskret.

»Folk har tit spurgte, hvorfor jeg ikke var til koncerten i går. Men så har jeg svaret, at de kan finde billederne i avisen i morgen,« siger han.

Skub og mas

Hans favoritscene var Jazzhus Montmartre i Nørregade i København. En høj scene, hvor det var muligt både at fotografere musikerne forfra og bagfra.

»Mit motto har været: Find lyset og undgå stativerne, så jeg kan få musikerne,« forklarer han.

Han siger, at fotografering ved live-koncerter er blevet voldsomt begrænset med årene. Ofte må der kun fotograferes i de tre første numre eller på lang afstand.

»Så er det svært for fotograferne at lave andet end de samme billeder. Jeg har været heldig at være fotograf på et tidspunkt, hvor man kunne komme til og få et forhold til de mennesker, det handlede om.«

Er blevet rig på oplevelser 

Du begyndte at fotografere for 40 år siden. Er det noget, du er blevet rig på?

»Ja, på oplevelse. Det er det skønneste liv, man kan forestille sig. Selv om det kunne være hårdt at tage ud til Loppen på Christiania om aftenen i regnvejr og blive skubbet hårdt i ryggen af nogle kanonskæve tilskuere, så har det været det hele værd, hvis bare jeg fik et godt billede med hjem,« siger han.

Ud over live-koncerter har Gorm Valentin blandt andet også lavet teaterfotografier og portrætter til pladeomslag, plakater, bøger, udstillinger og frimærker. Gorm Valentin er født i 1944 og er i dag folkepensionist, men han fotograferer fortsat.

Bob Marley på Roskilde Festival 1978 (Foto: Gorm Valentin)

Bob Dylan i Brøndbyhallen 1981 (Foto: Gorm Valentin)

Jazz-trompetisten Palle Mikkelborg (Foto: Gorm Valentin)

Jazzgruppen Page One 1990 med en ung Thomas Blachman yderst til venstre. (Foto: Gorm Valentin)

0 Kommentarer