Fotograf-forslag: »Vi boykotter aviserne i en uge!«

Frustration over fyringer og faldende fortjeneste blev mødt med kampånd, da Pressefotografforbundet holdt generalforsamling. Flere ville på barrikaderne, og der var kampvalg til bestyrelsen

»Vi boykotter aviserne i en uge, så de kan se, hvad vi laver!«

Søren Madsen, fotograf, har rejst sig midt i den godt 50 mand store forsamling, der holder generalforsamling for Pressefotografforbundet (PF) i PH Caféen på Halmtorvet i København denne torsdag middag.

Han er freelancer og svinger armene i en gestus, der viser både kampkraft og frustration.

»Jeg ved ikke, hvad fanden vi skal gøre, men vi skal tage det meget mere alvorligt end at tale om det en gang om året. Jeg mener, vi skal kæmpe, vi skal slås noget mere!«

Søren Madsen har sit publikum naglet – og kigger direkte på sin formand, der blandt meget andet kort forinden i sin beretning igen har hyldet dansk pressefoto for det høje niveau:

»Lars, du siger, vi laver kvalitet – men det er jo ikke det, de efterspørger. De vil have læserbilleder. Det er jo sådan nogen ting … Der er ingen penge i det. Vi skal jo honoreres for det, vi laver.«

Lars Lindskov kigger tilbage på Søren Madsen og møder sit medlem med en indrømmelse:

»Måske laver vi for lidt ballade.«

En visuel verden

Lars Lindskov har i sin beretning selv understreget det paradoksale: Aldrig har verden været så visuel.

»Hvert andet minut bliver der tager flere billeder end i hele 1800-tallet; der ligger mange milliarder af fotos på Facebook; der bliver lagt 400 timers video på Youtube hvert minut, og amerikanske forskere mener, at 80 procent af al nettrafik i 2019 er video,« lød det fra formanden, der derpå alligevel kunne fastslå:

»Danske mediechefer mener, man skal skære ned på det visuelle.«

Som i en anden geografitime remsede han op:

»Svendborg, Odense, København, Ringkøbing, Viborg, Kolding, Rønne, Aalborg,« som de steder, hvor kolleger har mistet jobbet.

Bunden er gået ud af forretningsmodellen. Jysk Fynske Medier har for nyligt skåret hårdt, og selv hos de tabloide – hvor det gode foto altid har stået centralt – er der nu dømt nedtur for fastansatte fotografer, fastslog formanden:

»Ekstra Bladet besluttede at nedlægge hele fotoafdelingen, og det synes ganske uforståeligt, at en avis som Ekstra Bladet ikke mener, det er relevant at fastholde et fast team til at være en del af den redaktionelle udvikling,« sagde han med henvisning til den seneste fyringsrunde i JP/Politikens Hus.

Her blev alle Ekstra Bladets fire fastansatte fotografer opsagt – hvilket ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen efterfølgende mente alt i alt var nådigt sluppet, fordi en del blev tilbudt job på freelancevilkår.

De magre år har ganske enkelt bidt sig fast i fotokredse. Og Lars Lindskov opfordrer til, at de ansvarlige tænker om og tænker nyt:

»Vi har set nedskæringer hele vejen rundt blandt fotograferne denne gang. Det har aldrig været så blodigt som i år, og bestyrelsen er ganske uforstående over for danske mediechefers mangel på prioritering.«

Der bliver klappet af beretningen, og Søren Madsen er ikke ene om at tage ordet.

En af de sidste på talerlisten er formand for DJ Lars Werge, der sender dette varsel om fremtiden:

»Hvis vi ser vores fag generelt, har de en stor fremtid – men det er ikke sikkert, det er mediehusene, der varetager den fremtid.«

Kampvalg til bestyrelsen

Efter genvalg af Lars Lindskov som formand for Pressefotografforbundet lignede det umiddelbart et fredeligt genvalg af hele bestyrelsen, men så markerede Joachim Adrian, at han ville stille op – og så var der en for mange.

Joachim Adrian sagde i sin salgstale, at han meget gerne ville tage del i det politiske arbejde, der har gjort danske fotografer til international topklasse.

Men han talte også pessimismen ned.

»Jeg køber ikke, at vi er et fag i krise. Vi behøver ikke at være det. Det er medierne, der er i krise, men når de har genopfundet sig selv, så bliver fremtidens journalistik visuel.«

Og fotograferne skal ikke finde sig i, at velformulerede journalister løber med fortællingerne:

»Vi skal kæmpe for at sætte os på det. Det skal ikke være journalister, der definerer fremtiden. Det skal være os med vores visuelle forståelse.«

Og det stiller krav til den enkelte. Det er ikke nok at klynke:

»Det betyder jo også, at man skal turde flytte sig. Det vil jeg også bringe ind i PF's arbejde.«

Den nye bestyrelse

Joachim Adrian blev valgt til bestyrelsen. Det samme gjorde Robert Wengler, Johnny Frederiksen og Flemming Hansen (alle genvalg). Suppleanter blev Angelina Owino, Lars Horn og Finn Frandsen.

»Jeg er uforløst. At vi finder os i … hvad skal jeg kalde det … Det hele glider jo fra os,« lød det fra fotograf Søren Madsen.

2 Kommentarer

Øjvind Hesselager
9. OKTOBER 2016
Kære Ulrik

Kære Ulrik

Tak for din replik.

Jeg forstår den dog ikke. Billedet er ikke "fundet" men fotograferet under generalforsamlingen.

Kan du uddybe din oplevelse?

Mvh
Ulrik Dahlin
9. OKTOBER 2016
Fanme et godt foto, I har
Fanme et godt foto, I har fundet til artiklen.