Fotograf-formand opfordrer til uddannelsesdialog

Efter kritik af fotouddannelse på DMJX tager formand for DJ:Fotograferne, Peter Thornvig, kontakt til uddannelsesstederne. »Når man har en del af ansvaret for unge under uddannelse, skal alle ender hænge sammen,« siger han

Artiklen ”Fotojournalister: Ny DMJX-uddannelse er “vanvittig”” får nu formand for DJ:Fotograferne, Peter Thornvig, til at tage kontakt til alle uddannelsesstederne.

»Når man har en del af ansvaret for unge under uddannelse, skal man sikre, at alle ender hænger sammen. Derfor må vi sørge for, at der er god dialog mellem uddannelserne,« siger Peter Thornvig.  

Journalistens artikel om uddannelsen Fotografisk Kommunikation er blevet kritiseret, da den bygger på en værdiladet spørgeskemaundersøgelse.

Men.

»Hvis nogle er bekymrede, kan man ikke bare afvise dem. Det ville være dumt,« siger Peter Thornvig – der dog ikke umiddelbart kan forstå bekymringen hos de nyuddannede fotojournalister.

»Problemet er ikke Fotografisk Kommunikation. Hvis vi kun vil lave det, som de andre laver, er vi kun en i flokken. Uddannelserne skal lære folk at lave noget, som de andre ikke kan.«

»Fotograf er ikke en beskyttet titel, så mange tonser rundt og fotograferer, selv om de ikke er fagligt kvalificerede til det. Det ser vi for eksempel med journalister, hvilket er problematisk i forhold til et arbejdsmarked,« siger Peter Thornvig.

Og tilføjer:

»Men sådan er virkeligheden, og det må vi forholde os til.« 

1 Kommentar

Michael Bjørnbak Martensen
27. JUNI 2013
Måske var det bedre, at der
Måske var det bedre, at der blev satset på internationale uddannelser, der sigter på internationale medier, der vil det sublime. Udviklingen i Danmark går nedad med redaktioner, der ikke udvikler sig, snarere tværtimod. På billedsiden med stort set enhver, der kan holde et kamera nogenlunde roligt og levere nogenlunde skarpe billeder. Et lille kig på medieudviklingen tegner også et billede af mere net, hurtigere løsninger, færre krav til billeder og mere genbrug.
Måske skulle man ikke søge efter enighed mellem uddannelsesinstitutionerne, men blive enige om at blive enige om at lave en analyse af fremtidens behov med et bud på mulige løsningsmuligheder.
Men, jeg er ret sikker på, at min lille analyse ikke er så tosset.
Så - det drejer sig måske mere om at knibe sig i armen.