Fotograf efter kritik af World Press Photo: ”Man straffer ingen ved ikke at deltage”

Casper Dalhoff burde ikke være bortdømt af World Press Photo for at overbehandle sine billeder, vurderer både tidligere jurymedlem og foto-underviser. Men de har ikke mistet tilliden til konkurrencen

Det var den forkerte beslutning, at World Press Photo diskvalificerede Casper Dalhoff. Men det miskrediterer ikke konkurrencen.

Sådan lyder det fra to anerkendte danske fotografer, efter at deres kollega Casper Dalhoff stod frem tidligere på ugen og fortalte, at han for fem år siden blev dømt ude af konkurrencen, anklaget for at have overbehandlet to billeder.

Senere i dag uddeles priserne i den årlige World Press Photo-konkurrence, der af mange betragtes som verdens mest prestigefulde fotopriser.

Thomas Borberg er fotochef på Politiken og har i flere år selv været jurymedlem i World Press Photo.

Han er enig med Casper Dalhoff i, at de to omdiskuterede billeder ikke burde være diskvalificeret. De to billeder blev valgt fra, efter at to uafhængige eksperter og juryen havde vurderet dem. Kritikken lyder, at billederne er blevet mørknet for meget i Photoshop.

”Vores uafhængige tekniske analytikere (fandt) i de to billeder, at information var blevet fjernet ved omfattende mørkning af dele af billedet,” har World Press Photo uddybet over for Journalisten.

Du kan selv se før- og efter-billederne her, ligesom du kan se en video, der viser Casper Dalhoffs redigering.

Svært at være mandagstræner

Selv om Thomas Borberg ikke mener, at billederne er over stregen, understreger han, at det er ”meget svært at være mandagstræner”.

”Jeg kan personligt ikke forstå, at Caspers billeder blev dømt ude. Men jeg kender ikke de diskussioner, der er foregået i det mørkerum i Amsterdam. Vi kan hurtigt blive enige i det danske råbekor, men jeg synes ikke, det sværter World Press Photo til som sådan,” siger Thomas Borberg.

”Hvert år er der diskussioner om, hvor meget man må bearbejde billeder. Der er flere sider af samme sag, som Journalistens dækning af plagiat også viser. Der er ikke noget, der er sort-hvidt.”

Thomas Borberg roser World Press Photo for generelt at bruge masser af tid og penge på at eftertjekke de indsendte bidrag for manipulation og bearbejdning. World Press Photo har to tekniske eksperter til at gennemse alle fotografier, som er i betragtning til at vinde en pris, og juryen gennemser og diskuterer alle billeder, som eksperterne foreslår at diskvalificere.

”World Press Photo skal have stor ros, for de gør et kæmpestort stykke arbejde for at bekæmpe manipulation og opretholde høj troværdighed i fotografiet. Alene det, at de har to af Hollands dygtigste teknikere til at kigge alt igennem, viser en lyst til både på historien og det tekniske at sikre så naturlig en gengivelse af virkeligheden som muligt,” siger Thomas Borberg.

Juryen sætter barren hvert år

Han har selv været med til den proces som jurymedlem.

”Da jeg var dommer, fik vi fremlagt alle billeder, som var røget ud af konkurrencen på grund af for meget Photoshop. Så kunne vi diskutere, hvad der var rimeligt og urimeligt. Hvis du har fjernet noget fra et billede, så er det klart forbudt. Men når vi taler om at gøre det lidt lysere eller mørkere, så er det jo et skønsspørgsmål.”

Thomas Borberg fortæller, at han og juryen engang diskuterede i to en halv time i en kategori. De havde sorteret en række billeder fra, fordi de var for bearbejdede.

”Men på et tidspunkt kom en billedserie op, som vi blev enige om at acceptere. Og så måtte vi sige ”okay, hvis den er god nok, så er vi nødt til at starte forfra”. For så ville nogen af de andre pludselig også være gode nok. Så måtte vi vende bunken og starte forfra. Man sætter jo barren hvert år, afhængigt af hvad der er indsendt det år. Det er altid et skøn.”

Underviser: Helt inden for reglerne

Søren Pagter er leder af fotojournalist-uddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er også helt på linje med Casper Dalhoff; de to billeder er ikke mørknet for meget.

”Nej, overhovedet ikke. Jeg synes slet ikke, de er mørknet for meget, hvis man ser på før- og efter-eksemplerne,” siger Søren Pagter.
Han påpeger, at der er en person i venstre side af billedet, som er redigeret væk. Men det er sket i beskæringen og ikke ved at mørkne billedet.

”Det er helt inden for reglerne,” understreger Søren Pagter.

Ikke desto mindre betyder sagen ikke, at Søren Pagter har mistet troen på World Press Photo som en konkurrence med høje standarder og, mestendels, rigtige vurderinger.

”Det er mennesker, som vurderer, så der vil altid være sager, man er uenig i. Så diskuterer vi, og forhåbentlig påvirker vi World Press Photos vurderinger en anden gang. Jeg synes ikke, at World Press Photo generelt har problemer med at fortolke reglerne,” siger Søren Pagter.

Pagter: Vi glemmer at diskutere det vigtigste

Men Søren Pagter mener, at debatten tit handler om fotoredigeringen frem for det, som er meget vigtigere: Fortællingen og det, fotografen vælger ikke at fortælle.

”Vi glemmer nogle gange det mest væsentlige, når vi taler manipulation: Den sammenhæng, du sætter billedet i, eller den kontekst, du vælger. Photoshop er dejlig nemt at diskutere, fordi man kan sætte regler op og sige ”sådan ser det ikke ud i virkeligheden”. Der er mange andre journalistiske valg, som er vigtigere at diskutere. Men de er også sværere,” siger Pagter og uddyber:

”Vi ser nogle gange, at fotografer lader, som om et billede illustrerer noget helt andet, end det faktisk viser. Måske har man skjult det ved ikke at navngive personen i billedteksten, fordi de skal være symbol på noget, som ikke passer. Så kan fotografen skabe en følelsesmæssig sandhed. Det bliver en visuel stimulator for at føle sådan, men det dokumenterer ikke noget som helst.”

På Politiken håber Thomas Borberg ikke, at Dalhoff-sagen ender med at afskrække kolleger fra at indsende billeder til World Press Photo i fremtiden.

”Jeg vil opfordre folk til at sende deres bedste billeder og historier ind. Man straffer ingen ved at lade være med at deltage,” siger han.

1 Kommentar

Niels Riis Ebbesen
16. APRIL 2020
Denne debat om World Press Photo er kun en diskussion om længden på kejserens skæg, og den konstante tilpasning af reglerne for, hvilke billeder der kan slippe gennem nåleøjet og deltage i konkurrencen, er blot en smart metode som sikrer, at en inderkreds af fotografer kan forhindre, at der ikke er nogle opkomlinge, som blander sig i deres gensidige rygklapperi.


Og her på ‘Journalisten’ ville det være mere relevant med en debat omkring det faktum, at dokumentarfotografiet er ved at uddø, og at dagens medier er fyldt med ligegyldige illustrationer.

Læs også

Casper Dalhoff

Dalhoff kritiserer World Press Photo – se de bortdømte billeder

15. APRIL 2020

Fotograf nomineret til World Press Photo undersøges for plagiat

03. APRIL 2020

World Press Photo om plagiat-sag: Ikke i strid med reglerne

14. APRIL 2020