Fotoformand: Vis læserne kilden til terroristens billeder

Formand for Pressefotografforbundet kritiserer de danske medier for ikke at fortælle sine brugere, at billederne af terroristen Anders Behring Breivik var selviscenesættende reklamebilleder.

Formand for Pressefotografforbundet kritiserer de danske medier for ikke at fortælle sine brugere, at billederne af terroristen Anders Behring Breivik var selviscenesættende reklamebilleder.

I det nyeste nummer af fagbladet Journalisten kan man læse beretninger fra de journalister, der i de hektiske timer efter terrorangrebet måtte skrive forsideartikler baseret på meget få og usikre kilder. Men også billedredaktørerne på aviserne var presset i bund, og for mange var der kun mulighed for at bruge de billeder, som Anders Behring Breivik selv havde sendt ud, inden han angreb det norske regeringskvarter og en politisk ungdomslejr.

I et debatindlæg på Pressefotografforbundets hjemmeside kritiserer formand Lars Lindskov de danske medier for ikke at fortælle sine brugere om, hvor billederne af terroristen stammede fra.

Formanden udtrykker forståelse for, at medierne i de hektiske timer efter terrorangrebet brugte billederne, som Breivik selv havde offentliggjort. Men Lars Lindskov peger samtidig på, at billederne var regulære reklamebilleder.

»Indrømmet – det er svært i situationen ikke at anvende de selviscenesatte billeder af Breivik, når de ryger ind på skærmen. Massemorderen med gevær eller varianten med massemorderen i uniform. Men kunne de danske mediebrugere i det mindste ikke forvente noget forbrugeroplysning om billederne? Er det virkelig for meget forlangt, at danske medier skriver, hvor billederne stammer fra?« skriver Lars Lindskov i sit indlæg.

Han angriber blandt andet TV2.dk for blot at have anført sig selv som kilde til et billede, hvor Breivik poserer med et gevær. Lars Lindskov mener også, at Politiken.dk med den kryptiske beskrivelse »Foto: DA**LON**DA**LON**PDS**NY**/AP,« under et billede ikke ligefrem hjælper læseren til at forstå, at de kigger på en gal mands selviscenesættelse.

»Hastighed er vigtig i nyhedsformidlingen, men er det for meget forlangt, at vi også får lidt redelighed?« spørger han.

Debatten om brugen af Anders Breiviks egne billeder har også været oppe at vende i Sverige. Den offentlige presseombudsmand, Ola Sigvardsson, skrev i sidste uge, at medierne helt burde afstå fra at bringe de billeder, som Breivik selv sendte ud sammen med sit manifest.

»Det unikke ved denne terrordåd er, at bombningen og mordene ikke var endemålet for Anders Behring Breivik. Han håbede, at dette skulle blive starten på en krig mod islam, hvor han selv skulle have rollen som inspirator og tidlig martyr. Derfor udsendte han sit manifest og de forarbejdede billeder. Denne omstændighed stiller spørgsmålet, om medierne bliver medaktører ved at publicere billederne,« skrev Ola Sigvardsson på Dagens Nyheter.

0 Kommentarer