Fotoformand kritiserer politiet: »Vi føler os særligt udsatte«

Fotografer er ikke en særligt udsat gruppe, når det handler om indbrud, vurderer politiet. »Det er direkte fornærmende over for de fotografer, der bliver ramt« mener fotograf-formand

»Jeg kunne godt ønske mig, at politiet tog det her mere alvorligt. De siger, at det ikke er et særligt problem, men sådan oplever vi det. De sidste fem-seks år har vi set flere eksempler på, at fotografer fra det samme regionale område er blevet bestjålet inden for et døgn. Indbruddene er blevet systematiserede, og vi føler os utrygge.«

Sådan lyder det fra Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov. Han savner, at politiet anerkender, at fotografer er en særligt udsat gruppe, når det handler om indbrud.

»Fotoudstyr har altid været attraktivt at stjæle. Men vi oplever, at indbruddene er blevet sat mere i system i forhold til tidligere. Jeg har ikke en løsning klar til politiet, men de bør i det mindste anerkende, at vi er en særligt udsat gruppe,« siger Lars Lindskov til Journalisten.

Politiet fandt liste med navne på fotografer

Har I en opgørelse over antallet af indbrud eller andet, der dokumenterer, at I skulle være særligt udsatte?

»Nej, vi har ikke en liste, hvor vi skriver, at nu har han eller hun haft indbrud og fået stjålet det og det. Men jeg taler selvfølgelig med fotograferne, så jeg ved, at det forholder sig sådan,« siger Lars Lindskov.

Siden 17. december sidste år har to mænd siddet varetægtsfængslet, efter de blev stoppet i deres bil af Sydøstjyllands Politi. I bilen fandt politiet ud over værktøj til at begå indbrud en liste med navne og adresser på 15 jyske fotografer.

Og det er blandt andet sådan noget, der får Lars Lindskov til at slå alarm.

»Det er et klokkeklart eksempel på, at vi er særligt udsatte. Det er direkte fornærmende over for de fotografer, der bliver ramt af de her indbrud, når politiet ikke vil anerkende, at det er tilfældet,« siger Lars Lindskov.

Politiet: Fotografer er ikke mere udsatte end andre faggrupper

Politikommissær Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi mener ikke, at der er belæg for at sige, at fotografer skulle være en særligt udsat gruppe.

»Man skal ikke som fotograf føle sig mere udsat end alle mulige andre. Vi har ikke belæg for at sige, at fotografer generelt er udsatte,« siger Poul Steffensen og uddyber:

»Hvis man går ind og laver statistik på, hvad der bliver stjålet af byggematerialer på byggepladser, og hvad der bliver stjålet af værktøj fra håndværkerbiler og dyre cykler fra cykelhandlere, så vil de jo også mene, at de er særligt udsatte. Min pointe er bare, at der ikke er en faggruppe, der er mere udsat end en anden,« siger Poul Steffensen.

Formanden for Pressefotografforbundet savner, at I tager det mere alvorligt. Hvad siger du til det?

»Vi har fokus på alle indbrud, og vi tager alle indbrud alvorligt. Men vi har ikke belæg for at sige, at der er et klart mønster, ud over at vi kan se, at indbrudstyvene også stjæler fotoudstyr,« siger Poul Steffensen.

0 Kommentarer