Hele fotoafdelingen på BT skal nedlægges, og de fem faste fotografer bliver fyret. Sådan lød udmeldingen ifølge Journalistens oplysninger fra ledelsen på BTMX til medarbejderne på et orienteringsmøde her til formiddag i forbindelse med, at redaktionerne på BT og Metroxpress bliver slået sammen til en samlet redaktion, der skal levere stof til begge aviser.
Dermed skal BTMX kun bruge freelancefotografer, da Metroxpress allerede tilbage i 2013 nedlagde avisens fotoafdeling.
”Det er en katastrofe. Ikke kun for fotograferne, men også for mediebrugerne,” siger Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, til Journalisten.
”Det er både forfærdeligt og uforståeligt. Der er desværre ved at gå mode i at nedlægge avisernes fotoafdelinger. Jeg anerkender, at mediebranchen er hårdt ramt af faldende indtægter. Det skal man selvfølgelig forholde sig til. Men i en verden og et nyt medieudbud, som aldrig har været mere visuelt, så er det uforståeligt, at man ikke vil fastholde den værdi, der ligger i, at fotojournalisterne er fast tilknyttet redaktionerne og indgår i den daglige idéudvikling,” siger Lars Lindskov.
Ekstra Bladet lukkede fotoredaktionen sidste år
Sidste år kunne Journalisten fortælle, at Ekstra Bladet også valgte at nedlægge fotoafdelingen og fyrede de fire faste fotografer for i stedet at bruge freelancere.
Og I efteråret 2016 gjorde landets næststørste mediehus Jysk Fynske Medier også et stort indhug i antallet af faste fotografer, da koncernen under en stor sparerunde skar 10 fotografstillinger væk ud af i alt 46 stillinger.
Men det er en helt forkert prioritering af avisledelserne at fyre forholdsmæssigt flest fotografer, når der skal spares, mener pressefotografernes formand.
”Hvis medierne skal kunne tage betaling for deres indhold, så bliver de nødt til at prioritere den visuelle journalistik meget mere, end de gør i dag. Jeg er bange for, at den nedadgående kurve for medierne bøjer endnu mere nedad, når man prioriterer på denne måde,” siger Lars Lindskov.
”Det er på tide med et eftersyn af de danske avisers ledelser. Freelancefotografer er også dygtige, men det giver altså en helt anden sparring og dynamik i den redaktionelle proces, hvis man har faste fotografer, som er en fast del af det redaktionelle miljø. Det er naivt af avisledelserne, at de ikke tager det med i deres overvejelser,” fortsætter han.
Ledelsen vil ikke udtale sig
Lars Lindskov peger på listen over projekter, som de seneste år er blevet nomineret til Cavling-prisen.
”I den daglige avisproduktion sker der altså noget, når folk løbende produktudvikler sammen. Hvis man ser på nogle af de seneste års nominerede projekter til Cavling-prisen, så har der ofte været en fotojournalist med i nomineringen, fordi fotografen har samarbejdet med journalisterne om produktet. Det er en overvejelse værd,” siger Lars Lindskov.
Ledelsen i BTMX ønsker ikke at udtale sig.
"Som udgangspunkt udtaler ingen fra ledelserne hos MX, BT og Berlingske Media sig, mens der pågår forhandlinger. Lige nu er fokus rettet mod at opnå de bedste resultater gennem de interne forhandlinger, der foregår," skriver Gitte Bisse Bertelsen fra Berlingske Medias kommunikationsafdeling i en mail til Journalisten.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
PF er en interesse gruppe, og har ingen faglig ret til direkte at gøre noget.
Det er de ansatte journalister og fotografer, via deres tillidsmand med opbakning fra DJ, som har retten (og pligten) til at "tage kampen op".
Kære Lars.
Ingen fotografer eller journalister er formentlig uenige i dit synspunkt om, at det bedste journalistiske produkt opstår i et samspil mellem fotograf og journalist. Det eksisterer der heldigvis mange gode eksempler på - ligesom der eksisterer eksempler på det modsatte:-) Men hvornår har du sidst kigget på et dagblads hjemmeside? Jeg har abonneret på JP i ca. 30 år - især fordi jeg har været glad for de mange gode journalistiske og pressefotografiske tiltag igennem tiderne med nogle af de bedste fotografer - og journalister - i landet. Når jeg i dag går ind på min dyrt betalte e-udgave af JP så oplever jeg en side, der hopper og danser i takt med de utallige ligegyldige reklamer der HELE tiden popper op - både foroven, forneden og fra siderne. Artikler og billeder står ikke stille i mere end max nogle få sekunder - før hele siden rykker sig for at give plads til en ny reklame. I mine øjne er det under disse betingelser totalt ligegyldigt om der er et tæt samarbejde mellem fotograf og journalist. Både billeder og tekst drukner i støj! Det er desværre de nye vilkår i dag- og ugeblads - og magasinpressen, og så kan nok så dygtige journalister og fotografer egentlig være lige meget, når det ikke længere er læserne men annoncørerne, der er det vigtigste.
Og så piner det mig at se, at PF´s hjemmeside nu er blevet et lille bitte appendiks til Journalisten! Væk er debatter, fede artikler om nyt udstyr, spændende reportager og dynamik. Tilbage er lidt om ÅP og pensionistforeningen....... Jeg er nødt til at sige, at det ikke er den fedeste måde at profilere sig på. Det er fint nok, at I er på f.eks. Instagram - men billeder af bajere, rom og fulde fotografer er sgu nok ikke den smarteste måde at brande faget på. Men man kan da se, at de få PF´ere der er tilbage har det sjovt. Sagt i al venskabelighed;-)
Hej Ernst
Nu har jeg jo ikke ledelsesretten på BT, så den konkrete sag svær at gøre noget ved, men vi (PF/DJ) prøver løbende at hjælpe med rådgivning m.v., så man kan få rimelige fratrædelsesordninger og vilkår. Derudover har vi i mange år prøvet at skaffe gode efteruddannelsesmuligheder, så man kan være fagligt opdateret til et hastigt skiftende mediearbejdsmarked.
Ja, Lars Lindskov, det er en katastrofe at man fyre faste fotografer. Men hvad har du tænkt dig at gør ved det. dine fine ord er smukke, men jeg mangler indhold og handling.