Valget af vinderbilledet ved årets World Press Photo i denne uge har ført til heftig debat. Billedet viser råt og utilsløret øjeblikket efter mordet på den russiske ambassadør i Tyrkiet i december.
Han har kort før billedet blev taget holdt en tale ved en galleriudstilling i Tyrkiets hovedstad Ankara, men ligger nu på galleriets gulv skudt af en mand i sort jakkesæt og slips. På billedet skriger attentatmanden sit politiske budskab om borgerkrigen i Syrien ud med pistolen i den ene hånd og pegefingeren på den anden hånd hævet mod loftet i triumf.
Den britiske juryformand ved World Press Photo var imod kåringen, men blev nedstemt og har kritiseret sine kollegers valg.
”Det er et fotografi af et mord, både drabsmanden og offeret i samme billede, og moralsk lige så problematisk at bringe som terroristers halshugninger … Det er kontroversielt, at et billede, der viser et overlagt mord på en pressekonference for at maksimere omtalen bliver World Press Photo of the Year,” skrev Stuart Franklin i et indlæg hos The Guardian.
Men Stuart Franklins kritik bunder muligvis lige så meget i smag og stil som i etik. Han stemte nemlig for, at billedet vandt prisen i nyhedskategorien, det var alene valget som vinder i hovedkategorien, han var imod.
På sociale medier har der også været kritik af, at valget af vinderbilledet devaluerer fotojournalistikken, fordi det er et billede, som efter kritikernes mening alene handler om at være heldig at være på rette tid og sted.
Fotochef: Jeg havde ikke fået det billede med hjem
Men kritikken er helt forfejlet, mener de danske fotoredaktører, som Journalisten har talt med. De mener både, at det var berettiget, at den tyrkiske fotograf Burhan Ozbilicis billede vandt hovedprisen, og at det er etisk forsvarligt at bringe det.
”Jeg tror ikke, at jeg havde fået det billede med hjem, selv om jeg havde været på rette tid og sted. Jeg ville have siddet ovre i et hjørne og gemt mig. Det kræver et helt enormt mod og ro at blive stående og tage det billede,” siger Sigrid Nygaard, fotochef på Information.
Hun understreger ligesom de øvrige fotoredaktører, at der altid vil være kritik og uenighed om vinderbilledet. Hun peger på, at det er et anderledes vinderbillede, end man har valgt i mange år i streg nu.
”Det er et klassisk pressefotografi, hvor en mand dukker op til en begivenhed og er på rette sted og rette tidspunkt og tager et fuldstændigt vildt billede, mere end det er fotojournalistik. Men det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Jeg synes ikke, at man har fortjent at vinde mere, fordi man har fulgt en gruppe homoseksuelle i et halvt år,” siger Sigrid Nygaard med henvisning til sidste års vinderbillede taget af den danske fotograf Mads Nissen.
JP-fotochef ville også bringe billede af død dansk ambassadør
Jyllands-Postens fotoredaktør, Brian Karmark, mener, at det var det rigtige billede at præmiere.
”Det er et historisk billede, som nærmest giver dejavu til vinderbilledet fra 1968, hvor man ser en Vietcong-guerillasoldat blive henrettet med et pistolskud i tindingen på helt tæt hold. Billedet af drabet på den russiske ambassadør ligner noget fra en film. Det er et foto, som ikke kan reproduceres. Det er på mange måder et helt unikt og samtidig helt forfærdeligt billede,” siger Brian Karmark.
Billedet gjorde stort indtryk på ham, da han så det på dagen for attentatet. Jyllands-Posten bragte det i avisen dagen efter, og Brian Karmark var ikke et sekund i tvivl om, at det var etisk forsvarligt at bringe billedet.
”Da jeg så det billede på AP, sagde jeg til vores udlandsredaktør, at det skal vi bringe. Det var vi heldigvis enige om. Det er et billede, som taler direkte ned i maven, så ordene forsvinder. Der er krigens og terrorens ansigt, vi ser. Og engang imellem bliver vi også nødt til at vise virkeligheden, når den er grusom og forfærdelig,” siger Brian Karmark.
Han understreger, at man i hvert enkelt tilfælde må vurdere, om sådan et billede kan bringes, og afveje hensynet til læserne og de pårørende til personerne på billedet.
Nu læser de fleste russere nok ikke så mange danske aviser. Men ville I også have bragt det billede, hvis det havde været en dansk ambassadør, som lå død på gulvet?
”Det ville helt sikkert have skabt større diskussion. Men jeg er ret sikker på, at vi stadig ville have bragt det. Der er tale om en offentlig person, der bliver henrettet for åben skærm i embeds medfør. Det er ikke nogen hr. hvem som helst. Havde det været en tilfældig familiefar og gallerigæst, så havde konklusionen nok været en anden,” siger Brian Karmark.
Politiken: Usynligt ansigt er væsentligt
Politiken bragte også billedet dagen efter attentatet i december.
”Hvis ambassadørens ansigt havde været synligt, så tror jeg, at langt færre medier ville have bragt det. Fordi hans ansigt ikke er synligt, så bliver det på en måde anonymt, selv om man ved, hvem han er,” siger fotochef Thomas Borberg.
Han medgiver, at man risikerer at gå terrorismens ærinde ved at give billedet den ønskede opmærksomhed. Men han mener fortsat, at det var rigtigt at bringe det.
”Han slår jo ambassadøren ihjel netop der, fordi han kan få maksimal presseomtale. Det havde han jo ikke fået på samme måde, hvis han havde gjort det i en mørk gyde i Ankara. Der er et element af propaganda i det billede. Men det er også politisk propaganda, når vi bringer billeder af partiledere på virksomhedsbesøg, hvor de selv har inviteret et stort følge af pressefolk,” siger Thomas Borberg.
Han mener også, at der var berettiget, at billedet vandt hovedprisen.
”Det er et utroligt stærkt fotografi med et meget stærkt udtryk, som skabte megen diskussion, allerede da det blev bragt første gang. Dengang tænkte jeg faktisk på, at det havde potentiale til at vinde,” siger Thomas Borberg.
Information bragte også et af Burhan Ozbilicis billeder af attentatmanden, dog et andet billede end det, der senere vandt prisen som verdens bedste pressefoto.
DR vil ikke vise lig, men …
Hos DR valgte man efter attentatet i december at beskære videoer og billeder, så man ikke kunne se liget af ambassadøren, der ligger på gulvet.
”Vi har ikke vist billeder eller video af liget. Det er ikke nødvendigt at vise et lig, der ligger på gulvet, mener vi. Jeg tror godt, de fleste kan forestille sig, hvordan det ser ud, at en mand ligger dræbt på et gulv på et kunstmuseum, så det ser vi ingen grund til. Der skal være helt særlige grunde, hvis vi skal vise billeder af dræbte personer. Og de grunde er der ikke i det her tilfælde,” sagde DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, dengang til Journalisten.
Men da billedet blev kåret som verdens bedste pressefoto i mandags, bragte DR en artikel, hvor man på billedet også kunne se liget af den døde ambassadør.
Journalisten ville gerne have spurgt Ulrik Haagerup om baggrunden for det valg. Men han har ikke svaret på Journalistens henvendelser.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det pågældende billede har potentiale til, at blive et ikon for de ekstremister, som arbejder på, at undergrave de vestlige demokratier, og derfor giver vi ekstra meget 'taletid' til terroristerne, når billedet præmieres og eksponeres som World Presse Photo of the Year.
Og så er det også en utilstedelig hån overfor russerne, at vi præmierer og publicerer et billede, som viser en terrorist, der triumferer over hans drab af en russisk diplomat.
Hvad den britiske juryformand Stuart Franklin siger, er præcist, hvad jeg tænkte, da jeg så, at billedet blev bedste pressefoto. Totalt uetisk og uden respekt for offeret at glorificere sådan et billede. Det er et stærkt billede og uden tvivl opfylder kriterierne for et godt billede, men rent etisk er det ikke forsvarligt. Det undrer mig, at de danske fotoredaktører mener det og oven i købet er enige.