Hvis der mangler en fotograf, kan kilden bare tage billedet. Sådan lyder den sunde logik hos ledelsen på Sjællandske Dagblade. Den journalistiske chef drømmer om at nedbryde faggrænser og demonstrerede for nylig selv hvordan.
Det kniber for fotograferne på Sjællandske Dagblade at nå ud til alle opgaver. Især i weekenderne.
Derfor vil ledelsen på avisen meget gerne have privatpersoner, kilder eller arrangører til selv at tage billeder og sende dem ind til redaktionen. Billederne bliver så bragt i avisen side om side med journalistens tekst.
Den alternative model bliver ifølge tillidsmand John Jakobsen brugt oftere og oftere.
For eksempel da Skælskør-redaktionen bestilte en fotograf en fredag aften i starten af september. Redaktionen skulle dække en kulturaften i byen. Men fotograferne kunne ikke nå opgaven, og derfor knipsede en af arrangørerne løs. Det blev til tre billeder i mandagsavisen. Uden foto-byline.
De 53 redaktionelle medarbejdere på Sjællandske Dagblade, som dækker Sjællands Tidende og Næstved Tidende, er bekymrede over udviklingen. De advarer mod, at avisen bliver for kildestyret og kvaliteten for lav.
Men ledelsen er helt uforstående. Den er særdeles glad for at kunne få gratis billeder udefra.
"Når det gælder tid- og sted-journalistik, så er det fint at få stof fra andre kanaler," mener journalistisk redaktør Helge Wedel.
"Hvis vi laver noget børne-tam-tam, dyre-tam-tam eller noget kultur-hurra-hurra, så har jeg ikke noget imod, at en arrangør tager billeder til avisen. I de tilfælde er det jo ikke pinedød nødvendigt, at vi er totalt uafhængige af kilderne," mener Helge Wedel.
Det er tillidsmand John Jakobsen helt uenig i.
"Selvfølgelig kan man bruge privatfotos, hvis en spejdertrup har været i Nordfrankrig. Men det er ikke smart at få en arrangør til at dække et arrangement. Dels styrer kilden jo dækningen, dels giver det ikke en god kvalitet," mener John Jakobsen.
Redaktøren rykker ud
Sjællandske Dagblade havde i foråret 2000 syv fotografer og en praktikant. I dag er der fem fotografer og en praktikant tilbage. Samtidig er der kommet to fotojournalister, men i skrivende stillinger. Alt i alt en nedskæring af fotografressourcerne, som ifølge fotoafdelingen kan mærkes.
Det er blandt andet nedskæringerne, der tvinger redaktionerne til at bruge flere billeder udefra.
Men nogle gange er det heller ikke nok at få hjælp fra kilder og læsere. For eksempel søndag den 9. september.
"Cheffotografen kunne ikke få det til at hænge sammen. Så tænkte jeg: Jeg laver det sgu da selv," forklarer journalistisk redaktør Helge Wedel. En mindre omrokering skabte et hul på Korsør-redaktionen, hvor den 38. udgave af Korsørløbet skulle dækkes.
"Først lånte jeg et digital-kamera af min søsters svigerfar. Så tog jeg ud i skoven udstyret med kamera og blok."
"Selvfølgelig var det en slags provokation," siger Helge Wedel, der fik afleveret billeder og tekst.
Resultatet kan ses her:
http://www.journalistforbundet.dk/coma.asp?o_id=44141
http://www.journalistforbundet.dk/coma.asp?o_id=44142
Provokationen virkede.
Efter et møde i medarbejderforeningen skrev tillidsmanden på vegne af de 53 redaktionelle medarbejdere blandt andet følgende til chefredaktør Søren Baumann:
"…der blev givet udtryk for en stigende mistillid til Helge Wedels adfærd og dispositioner. Samt at der var enighed om i videst mulig omfang at begrænse brugen af privatfotos i avisen."
Det fik chefredaktør Søren Baumann til at slå fast, at brugen af privatbilleder er helt i tråd med avisens politik. I retningslinjerne for brugen af fotos fra kilder og læsere hedder det blandt andet:
"Vor politik er, at vi med glæde modtager den slags både som film og som aftryk."
Bag hele diskussionen om, hvem der skal tage billederne til avisen, lurer begrebet fotograferende journalister. Den journalistiske chef, Helge Wedel, benytter enhver lejlighed til at tale for fotograferende journalister.
"Der er for meget besvær i de her faggrænser. Vi skal stadig opføre os professionelt. Men hvorfor fanden skulle en journalist ikke også kunne gå ud og tage billeder?"
"Der kan være udmærket med eksperimenter," siger John Jakobsen.
"Men det er en skidt udvikling, hvis det bliver kædet sammen med nedskæringer i fotoafdelingen," siger han.
I avisens spareplan for de kommende år skal der spares endnu en fotograf.
FEM JOURNALISTER MÅ FOTOGRAFERE
[DISPENSATION]
En lille gruppe journalister har fået lov til både at skrive og tage billeder. Det er første gang i nyere tid, det er sket.
De fem journalister arbejder på ugeaviserne og den kommercielle redaktion under Sjællandske Dagblade A/S. De er netop kommet ind under fællesoverenskomsten, hvilket betyder, at de ikke må fotografere. Men det har været nødvendigt at dispensere fra den regel for at få dem over på overenskomsten, fortæller faglig sekretær Claus Iwersen.
Tilladelsen til at drage ud med både blok og kamera gælder, så længe de sidder i deres nuværende job. Skifter de job, falder tilladelsen væk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.