Fotoaftale brudt

Pressefotografer har hidtil været enige om at nægte at skrive under på fotokontrakter, fordi det krænker deres redaktionelle frihed. I december blev sammenholdet brudt, da otte fotografer skrev under på en kontrakt i forbindelse med en koncert. Det ærgrer formanden for PF.

Pressefotografer har hidtil været enige om at nægte at skrive under på fotokontrakter, fordi det krænker deres redaktionelle frihed. I december blev sammenholdet brudt, da otte fotografer skrev under på en kontrakt i forbindelse med en koncert. Det ærgrer formanden for PF.

»Fotografer bør ikke skrive under på håndfæstninger.«
PFs formand, Lars Lindskov, er skuffet over, at fotografernes uskrevne aftale om ikke at skrive under på fotokontrakter er blevet brudt: før en koncert i K.B. Hallen med det amerikanske rockfænomen Marilyn Manson skrev otte fotografer fra B.T., Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og diverse musikmagasiner under på en kontrakt, hvor de forpligtede sig til ikke at udnytte eller videresælge deres billeder til merchandise, eksempelvis T-shirts.
»Kontrakten er fuldstændig overflødig. Musikerne er beskyttet af den danske lov om ophavsret i forvejen, så jeg ser kontrakten som en utidig indblanding i fotografernes redaktionelle frihed,« siger Lars Lindskov.
Han er ikke den eneste PF'er, der er skuffet over aftalebruddet. Informations Klaus Holsting skulle have dækket koncerten for avisen, men valgte at blive hjemme, da han hørte om betingelserne for at komme ind. Hvilket han også stolede på, at de andre fotografer gjorde. Til sin store overraskelse fandt han dagen efter, i sin egen avis, billeder fra koncerten, taget af freelance-fotograf Mogens Flindt under Nordfotos logo.
»Enkelte undtagelser fra fotografernes aftale kan måske få en snebold-effekt. Pludselig skal vi skrive under på mere og mere,« frygter Klaus Holsting.

Et lignende fortilfælde
»Aftalebruddet er uheldigt, fordi der har været et godt sammenhold mellem fotograferne,« siger Lars Lindskov og henviser til en hændelse fra foråret 1998, hvor den danske popgruppe AQUA i forbindelse med en happening i Fårup Sommerland krævede, at fotograferne skrev under på, at de ikke videreudnyttede billederne til kommercielt brug. Dengang nedlagde de fremmødte fotografer kameraerne i protest. Og fotografernes billedchefer og bladudgiverne bakkede op. Blandt andet sagde Karsten Lindhardt, chef for Nordfoto, til JOURNALISTEN: »Vi vil ikke have, at andre skal blande sig i vores nyhedsdækning, og derfor kan konsekvensen blive, at vi slet ikke dækker den slags begivenheder.«
Nordfoto-chefen lyder da også meget overrasket, da han bliver præsenteret for det faktum, at Mogens Flindt har skrevet under på kontrakten.
»Jamen, vi skriver ikke under på den slags, aldrig, der må være begået en fejl, et kiks,« siger Karsten Lindhardt.
Mogens Flindt arbejdede på koncertaftenen for B.T., der har et fotosamarbejde med Nordfoto i kraft af, at de begge er ejet af det Berlingske hus. Og han føler ikke sin moral svækket.
»Jeg går i princippet ind for at boykotte fotokontrakter, men i tilfældet med Manson-koncerten var kontrakten så anderledes. Den handlede kun om merchandise, og det ville ikke berøre vores daglige arbejde og frihed at skrive under. Det var noget andet, hvis det handlede om, at vi ikke måtte videresælge billederne til andre blade overhovedet eller de næste 20 år frem,« siger Mogens Flindt.
B.T.s billedchef, Helge Laursen, er enig med sin fotograf.
»Denne kontrakt indebar ingen indskrænkning af den journalistiske frihed.«

0 Kommentarer