Foto til discountpris

Reklamefotograf er gået på nettet med 7.500 professionelle fotos til en stykpris af 100 kroner.

Betal 100 kroner for et professionelt farvefoto til kommercielt brug og nul kroner, hvis det er til privat brug. Det er Photo-Gallery.dks pris.

"Det er beskæmmende, at en kollega med fotografisk baggrund vil bevæge sig ud i sådan noget," siger formand for Pressefotografforbundet og medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse, Lars Lindskov, om Photo-Gallery.dk, der rummer 7.500 professionelle farvefotos til discountpris.

Det er kun begyndelsen, siger ophavsmanden.
"Det mest ambitiøse perspektiv er et samarbejde mellem flere fotografer, der etablerer et fælles on-line arkiv med over 100.000 billeder med nationalt og internationalt salg for øje," fortæller den 49-årig reklamefotograf Niels Riis Ebbesen, der endnu ikke har nogen professionelle pressefotografer med i samarbejdet. Det tror Lars Lindskov heller ikke, at han får.

"Han kører så langt under markedsprisen, at det er at sende en krydsermissil gennem vores muligheder for en ordentlig indtjening, så jeg tror ikke, at han på nogen måde kan få professionelle pressefotografer med i den form for fagligt selvmord," hvæser en forarget Lars Lindskov.

"Desværre er det jo ikke en beskyttet titel at kalde sig profesionel," lyder det fra Fotografernes formand, Peter Thornvig, der også er medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Ifølge ham underminerer Niels Riis Ebbesen alt, hvad der hedder ophavsret, for alle dem, der mener noget med deres arbejde.

"Jeg kan ikke forestille mig, han får nogen professionelle til at gå med," siger Peter Thornvig og henviser til, at Copy-Dan Billedkunst lige efter årsskiftet vil oprette en billeddatabase, Image2use, for bl.a. medlemmer af DJ.
"Her vil der blive taget vare på ophavsretten," siger Peter Thornvig.

Et af Niels Riis Ebbesens argumenter for den lave billedpris er, at fotografer fra lande med lavere priser end de danske vil kunne udkonkurrere de danske fotografer.

"Det er jo relativt nemt for en polsk fotograf at lægge billeder på nettet til en pris, der er langt under, hvad der er normalt i Danmark. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Til gengæld kan danske fotografer måske sælge det samme billede 10 eller 30 gange, når hele verden bliver potentielle kunder", siger Niels Riis Ebbesen. Det argument køber Lars Lindskov ikke.

"Hvis konkurrencen fra de østeuropæiske lande skulle være en trussel, så ville den være kommet for længst. Og selv de internationale billedbureauer, der er ude på markedet nu, opererer jo heller ikke med de priser."
Selvom Polfoto har en minimumspris på 600 kroner, er bureauchef Peter Beck-Bang ikke bekymret for konkurrencen.

"Som udgangspunkt kan man ikke gøre et on-line billedbureau baseret på professionelle leverandører rentabelt med de priser. Det er helt sikkert. Og hvad angår konkurrencen fra Østeuropa, så er udgifterne til det tekniske grej det samme uanset, hvor du befinder dig. Der kan være nogle nuanceforskelle, men eksempelvis et digitalt kamera koster næsten det samme i både øst og vest," siger bureauchefen, der har mere end 300.000 fotos i sit arkiv på nettet.

 

0 Kommentarer