Find Årets Pressefoto.
Sådan lød JOURNALISTENs opgave til tre dommere, som bladets redaktør egenhændigt havde udvalgt.
Mens dommerne til den rigtige "Årets Pressefoto" har alle billeder spredt ud foran sig på et kæmpegulv, kan tage dem op, røre ved dem og diskutere dem, så sad JOURNALISTENs dommere ved hver sin skærm. De kunne kun se et billede ad gangen, billederne kom i tilfældig rækkefølge, de kunne ikke systematisk se dem fra en ende af, og de kunne ikke smide væk og sortere.
Men den største forskel var nok, at de kun havde en aften til rådighed, mens de rigtige dommere altid har to dage til at udpege vinderbillederne i.
Resultatet var da også, at de hver især knap nåede at se halvdelen af billederne. 2.183 billeder er lagt ud på pressefotografernes hjemmeside. I alt deltager 2.311 fotos i konkurrencen om Årets Pressefoto, men nogle har kun sendt papirbilleder ind. Udover de 2.311 fotos er der 14 videoindslag.
Læs også: Det alternative valg
KATEGORIERNE
JOURNALISTENs dommere valgte at boykotte de eksisterende kategorier i Årets Pressefoto. Det er kategorierne:
– Årets Pressefoto
– Årets Pressefotograf
– Årets Danske Hverdagsbillede
– Årets Portræt
– Åben Klasse
– Årets Sportsbillede
– Årets Nyhedsbillede
– Årets Featurebillede
– Årets TV-fotograf
FILOSOFFEN
Christoffer Gertz Bech, 31 år, blev cand. mag. i filosofi og græsk i 2001. Undervejs tilbragte han et år på tegneserieakademiet St. Luc i Bruxelles, desuden var han 1998-2000 medlem af bladet "Faklen"s redaktion. I dag deler han sin tid mellem at tegne og male, undervise og studere middelalderlige maleteknikker.
Hans begrundelse for at læse filosofi er, at det er et rent akademisk fag. Han har set for mange humanister, der, som i Scherfigs forsømte forår, gerne vil være digtere, men ender som kritikere.
"Filosofi er teoretisk fra top til bund, men det er ærligt," siger filosoffen. Tegneserieakademiet rundede han, fordi han fra starten ikke kunne finde ud af, om han ville uddanne sig til kunstner eller akademiker. Det blev universitetet, fordi der ikke var nogen kunstuddannelse, der passede ham.
FOTOGRAFEN
Egentlig skulle Stig Stasig, 41 år, have været en stor kunstmaler. Han gik på kunstskole på Glyptoteket for at forberede sig og lærte, at der ingen malerier er hverken før eller efter Cezanne.
Han forlod kunstskolen, da han i 1985 fotograferede for første gang. Han mærkede straks, at det passede meget bedre til hans temperament, og at der var mere håndværk i det.
"Fotoet er hurtigere og mere konkret. Jeg blev lykkelig med det samme," påstår Stig Stasig.
Han kom i lære på Billedhuset 2. maj i 1987 og blev færdig i 1990. I 1992 begyndte han som freelancer.
Sidste år sendte han seks billeder ind til Årets Pressefoto, der alle kom med på udstillingen. I_år har han ikke sendt ind.
CHEFREDAKTØREN
Nina Vedel-Petersen, 47 år, blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1980, 24 år gammel. Hun kom straks til Aktuelt, hvor hun bevægede sig fra det ene stofområde til det andet: Film, socialstof og sundhedspolitik. Senere blev hun redaktionschef på avisen. Her var hun, indtil hun for seks år siden blev headhuntet af Arne Notkin til at være chefredaktør på B.T.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.