Foto-manipulation på B.T.s forside

  To billeder blev forvandlet til ét på forsiden af B.T. Chef-redaktøren kalder det en dum smutter, mens den forulempede fotograf efterlyser en billedchef og en fotopolitik på B.T.  

To billeder blev forvandlet til ét på forsiden af B.T. Chef-redaktøren kalder det en dum smutter, mens den forulempede fotograf efterlyser en billedchef og en fotopolitik på B.T.

ETIK. Det var dybt bevægende, da 46 danske ofre for flodbølgen blev mindet på stranden i Khao Lak for nogle uger siden. B.T. var til stede, og avisens udsendte kunne blandt andet konstatere, at kronprins Frederik var rørt til tårer, og at Anders Fogh Rasmussen holdt en gribende tale.

En klar forsidehistorie. Der var bare ét problem, da artikler og fotos nåede redaktionen i København: Statsministeren og kronprinsen var ikke på samme billede.

Eller rettere: Det var egentlig ikke et problem.

For da B.T. udkom næste dag, søndag den 17. april, havde forsidelayouteren indkopieret en rørt kronprins i forgrunden, mens statsministeren talte i baggrunden. To billeder var blevet til et.

»Tårevædet afsked med de døde,« hed rubrikken. For de grundige læsere var der også en vigtig tekst over billedet: 'Fotomontage: Nils Meilvang'.

Samme Nils Meilvang anede i Thailand intet om, at hans to billeder var blevet sat sammen. Han havde sendt en pakke på omkring ti billeder af sted til Danmark dagen i forvejen. Men rygtet om B.T.s forside nåede dog hurtigt Thailand.

»Venner og kolleger begyndte at sende sms'er og ringe til mig. Heldigvis troede ingen, at det var mig, der havde lavet det,« siger Nils Meilvang, som mener, at montagen er både uetisk og uprofessionel.

»Der er to ting, som ikke er i orden. For det første tror læserne, at billedet viser noget virkelighed. Men det er jo noget, man har klippet sammen. For det andet rammer det min forfængelighed, at der står, at jeg har lavet montagen,« siger Nils Meilvang, der ikke mener, at ordet 'fotomontage' gør sagen meget bedre.

»Dels er det ikke sikkert, at alle ved, hvad fotomontage betyder. Dels er det et meget lille figenblad, man forsøger at dække sig med. Det står med små bogstaver over billedet. Men det er selvfølgelig bedre end ingenting,« siger Nils Meilvang.

Ansvarshavende chefredaktør Arne Ullum ser aldrig forsiderne, inden de går i trykken. Men søndag morgen var han ikke i tvivl om, at den var gal.

»Jeg syntes ikke, at det var i orden,« konstaterer Arne Ullum, hvilket han også meldte ud mandag både i den interne efterkritik og direkte til de personer, der stod bag beslutningen.

»Problemet er, at billedet er så vellykket. Det lyder absurd. Men når man kaster et blik på billedet, tror man, at kronprinsen har stået foran med siden til. Det duer ikke, for så udhuler det billedets dokumentationsværdi,« siger Arne Ullum, der mener, at man burde have lagt en ramme rundt om fotoet af kronprinsen, så det klart fremgår, at det er to billeder. Han mener heller ikke, at betegnelsen 'fotomontage' redder B.T.s ære.

»Det er kun svigermødre og mødre til ansatte, der kigger på foto-bylinen, så det hjælper ikke,« siger Arne Ullum, der kalder forsiden en 'dum smutter' og glæder sig over, at den trods alt ikke har krænket nogen.

Fotograf Nils Meilvang understreger også, at forsiden sikkert blev lavet i god tro, »det er bare udueligt og klodset,« som han siger.

Til gengæld mener fotografen, at brøleren viser, at B.T. mangler en foto-politik og måske mest af alt den billedchef, som blev sparet væk i en fyringsrunde kort efter Arne Ullums tiltrædelse.

»Det er en katastrofe, at der ikke er en billedchef. Der er ikke nogen, der har et overordnet ansvar for billederne i avisen,« siger Nils Meilvang.

Den kobling køber Arne Ullum ikke:

»Det havde ikke påvirket denne beslutning, at der havde været en billedchef, for han havde alligevel ikke været på arbejde. Flere chefansættelser løser ikke problemet,« siger Arne Ullum.

Nils Meilvang tror dog, at det havde gjort en forskel.

»Hvis avisen havde haft mere fokus på fotos og mere håndfaste retningslinjer, kunne det være undgået,« mener han.

»Lige et øjeblik,« siger Arne Ullum og griber avisens redaktionelle 'guidelines'.

Han læser højt og konstaterer selv, at avisens guidelines ikke dækker sager som denne.

– Hvordan vil du så undgå, at det sker igen?

»Nu har det stået i efterkritikken. Og det kommer til at stå mere specifikt i vores guidelines. Det er den måde, vi kan undgå, at fejlen gentager sig,« siger chefredaktøren.

0 Kommentarer