Som fotograf skal man være yderst påpasselig med, hvilke foto man lægger ud på de sociale medier, lyder det fra pressefotografernes formand i Dansk Journalistforbund.
»Det er en jungle, hvor rovdyrene slikker sig om munden – det kan være alle mulige, der vil bruge billeder, fordi de tror, at alt, der ligger på nettet, er gratis,« siger Lars Lindskov til journalisten.dk.
Udmeldingen kommer, efter at en domstol i New York afsagde en principiel kendelse.
Dommen lød, at Agence France-Presse og The Washington Post havde krænket fotograf Daniel Morels ophavsret ved at bruge billeder, han havde lagt ud på Twitter, uden aftale med ham.
Den type krænkelser af ophavsretten er dog endnu ikke nået til Danmark, fortæller pressefotografernes formand.
Danske medier har en rimelig etik
»Der kommer helt sikkert nogle sager i Danmark, men jeg mener faktisk, at danske medier har en rimelig etik på det her område,« siger Lars Lindskov.
Lone Amtrup, jurist i Dansk Journalistforbund, siger, at dommen har lille betydning for danske fotografer. Der er ganske få af netop den slags ophavsretssager i DJ.
»Danske fotografer er allerede beskyttet i dag, men dommen kan måske betyde, at de i højere grad vil tage det alvorligt,« siger Lone Amtrup.
Lars Lindskov fortæller, at brugsvilkårene på de sociale medier typisk stiller brugerne meget dårligt, når det gælder ophavsret, og at han derfor eksempelvis selv holder sig fra Facebook.
Det ærgrer ham dog, at man som fotograf mister en ellers oplagt mulighed for at skabe opmærksomhed om sit arbejde.
»Det er også derfor, at det er synd, at de sociale medier ikke har et regelsæt, der gør, at brugerne kan være mere trygge ved at bruge det,« siger Lars Lindskov.
Vælger man alligevel at offentliggøre sine billeder på de sociale medier, skal man gøre det med stor omtanke.
»Dybest set så er det altid fotografen, der står med ansvaret. I yderste konsekvens kan man risikere, at der kommer et sagsanlæg mod en fotograf eller en privatperson, der har lagt sine billeder på Facebook, fordi der er nogle andre, der har misbrugt dem,« siger Lars Lindskov.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"»Dybest set så er det altid fotografen, der står med ansvaret. I yderste konsekvens kan man risikere, at der kommer et sagsanlæg mod en fotograf eller en privatperson, der har lagt sine billeder på Facebook, fordi der er nogle andre, der har misbrugt dem,«"
- den sidste bid her forstår jeg ikke. Mener Lindskov at MedieX kan bruge mit billede fra facebook, og derefter sagsøge mig?
Min gamle svenske annoncesælger sagde: "Syns man inte, finns man inte". Ikke bare scoiale medier, men internettet i det hele taget, er fremragende til markedsføring, men....
Uanset hvor, man lægger sine billeder, illustrationer eller tekst på nettet er det helt afgørende, at man forsyner billederne med informationer om ophavsret, herunder navn og kontaktinformation. Ellers kan det være svært at finde ud af, hvem man skal kreditere/betale for brug af materialet.