Forvirring om erstatning

Journalisterne i DR får en erstatning, hvis de stemmer for Ny løn. Men det er uvist, hvordan pengene skal fordeles - selv om mange tror, det allerede er bestemt.

Journalisterne i DR får en erstatning, hvis de stemmer for Ny løn. Men det er uvist, hvordan pengene skal fordeles – selv om mange tror, det allerede er bestemt.

Cirka 560 DR-journalister, der er på skalaløn, har siddet længe med lommeregneren denne sommer.

De vil sammenlagt få 2,7 millioner kroner i årlig kompensation, hvis de siger ja til Ny løn og dermed giver slip på deres automatiske lønstigninger hvert år.

Men hvor meget får man egentlig selv? lyder et oplagt spørgsmål.

Det rigtige svar på spørgsmålet er: Det vides ikke endnu. Det eneste, der står fast, er, at Journalistgruppen i DR får æren af at fordele pengene på en retfærdig måde. I øvrigt står det også fast, at de 2,7 millioner vil blive udbetalt hvert år. Der er altså ikke tale om et engangsbeløb.

Det lyder enkelt. Men for de mange medarbejdere, der har læst Journalistforbundets resume af mæglingsforslaget eller har fulgt med på debatten på Journalistforbundets hjemmeside, er det hele meget mere kompliceret.
I forbundets resume af mæglingsforslaget hedder det:

"… Overgangsydelsen svarer … til samlet cirka 700 kr. om året per skalatrin den enkelte har tilbage. Det svarer til, at en medarbejder, der har 10 skalatrin tilbage, over de to år vil få en samlet varig stigning i lønnen på cirka 7000 kroner."
Det var teksten, der blev lagt ud på forbundets hjemmeside, og som DR-medarbejderne kunne læse igennem, mens de sad med lommeregnerne i skødet.

En kvindelig journalist, der har tre års anciennitet, kunne for eksempel finde ud af, at hun om fem år ville været steget 13.300 kroner om året på Ny løn mod 12.785 på skalaløn.

Er den kvindelige journalist 30 år og bliver i DR, indtil hun er 63 år, vil hun miste over en million kroner på Ny løn. Hvis hun alene ser på kompensationen stillet over for skalalønnen og vel at mærke slet ikke regner med det uforudsigelige personlige tillæg.

På kort sigt er det altså en god forretning med Ny løn, men ikke på lang sigt.

Hvad mange ikke kunne læse sig til var, at forbundets tal først og fremmest var for pædagogikkens skyld. Det var altså ikke en færdig fordelingsnøgle for de 2,7 millioner kroner.

"Det eneste, vi har sagt, er: Man kunne gøre det sådan. Men det kunne også godt være, at medlemmerne synes, at det burde gøres anderledes," siger Mogens Blicher Bjerregård, formand i Dansk Journalistforbund, i dag.
Journalisterne skal med andre ord finde lommeregnerne frem igen – hvis dagens resultat altså bliver et ja.

 

0 Kommentarer