Da DR-reporter Sisse Fisker i går aftes skulle lykønske den danske svømmer Rikke Møller med sin nyvundne finaleplads, blev interviewofferet noget betuttet. Der er ikke altid tid til at lave kilde-research under OL, og DR-reporter Sisse Fisker blev i går afsløret i, at hun nok ikke bruger det meste af sin vågne tid på at se svømning til daglig.
Da der i går blev stillet live om til DR-reporter Sisse Fisker, som ønskede den formodede Rikke Møller tillykke og spurgte, hvordan det var at være i finalen, kunne svømmeren kun svare med et uforstående blik og et lille »sorry«.
Det viste sig, at Sisse Fisker havde forvekslet Rikke Møller med en udenlandsk svømmer, og de havde åbenbart ikke fået afklaret, hvilket sprog de ville konversere på, inden Sisse Fisker kastede sig ud i live-tv.
Sisse Fisker får forklaret, at hun ikke kunne genkende danske Rikke Møller uden badehætten.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har næsten ikke set OL på DR og TV 2, bortset fra basketball på DR HD. SVT har vist meget mere svømning og deres komentatorer er mere tilbagelænet. De holder kæft ind i mellem også, hvad er ganske rart.
Jeg vil bare se OL, ikke morgen tv og aftenshow i lange baner. De danske studieværter i disse programmer fylder for meget til min smag på en måde, som jeg ikke bryder mig om. Jeg har ikke behov for at få at vide, om værten stod ud på den forkerte side af sengen i dag eller missede sin bus. BBC World har også en del gode OL historier.
I det hele taget kan man undre sig over, hvad tiden bruges til af de to kanaler - håndbold, fodbold, cykelløb, håndbold, fodbold, cykelløb og så OL, OL og OL-
Ledelserne består åbenbart af fodboldtosser og andre sportsidioter, siden vi andre skal nøjes med gamle og ældgamle genudsendelser af genudsendelser.
Det er så elendigt at de journalister som er til arrangementet ikke er i stand til at genkende de danske atletter. Når det er sagt, så er det da også morsomt. Men jeg vil give Nels helt ret i at der måske skulle være lidt mere journalistik, viden og indsigt - og lidt mindre underholdning.
… men hvad andet kan man forvente, når nu både DR og TV2 har valgt at sende stort set alle deres studieværter, uanset vedkommendes kendskab til, interesse for eller ekspertise i sport, til London for at underholde os. Jeg har til dato næsten set mere til disse studieværter end til de – i en perfekt verden – egentlige hovedpersoner, nemlig sportsudøverne. I konkurrence.
Begge stationer har beklageligvis også ladet sig inspirere af amerikansk tv og har valgt at sætte to studieværter, en mand og en kvinde, til i studiet kælent, kurrende og småflirtende at pludre … med hinanden. Denne åndløshed gør mig lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om, at de selv er mindrebegavede, eller om at de tror, deres seere er.