search

Fortvivlende mangel på etik

KYNISME. Hører journalistik til underholdningsbranchen, nyhedsformidlingen eller helt andre steder? Tager nogen ansvar for etikken?

KYNISME. Hører journalistik til underholdningsbranchen, nyhedsformidlingen eller helt andre steder? Tager nogen ansvar for etikken?
Som formand for Landsforeningen til støtte for Børn og Pårørende af Misbrugere, BoPaM, bliver jeg jævnligt kontaktet af journalister, som efterspørger personer, der vil stå frem og fortælle deres historie, hvilket er rigtig fint. BoPaM har sådanne medlemmer.

Her et udpluk af spørgsmål/ønsker og kravene, der følger:
1) Kender du en ung, som har forsøgt selvmord?
2) Vi leder efter et barn – naturligvis velfungerende – på 9-10 år, som kan fortælle, hvordan det er at leve med alkoholiserede forældre.
3) Vi vil gerne tale med en teenager, der har været udsat for vold, og som vil komme i studiet og fortælle om det.
Opringningerne kommer typisk, efter at medierne har bragt nyheder om tragiske hændelser. For tiden ringer og skriver tv. De søger familier til en udsendelsesrække. Familierne skal fortælle om en alkoholmisbruger, de gerne vil hjælpe i behandling, eller en pårørende, som netop har været i behandling.

Dette handler om familier, hvis massive og komplekse problematikker samfundet har svært ved at afhjælpe. Levevilkår, som traumatiserer børn, også i de familier, der udadtil virker velfungerende.

Udviklingen bekymrer. Skuespillere erstattes af fortvivlede familier. Koncept og manuskript er klart, før tv-folkene overhovedet kender eller har talt med familierne. Bliver nogen dårlige undervejs, står der behandlere parat. Hvor grotesk kan det gøres? Mennesker bliver en vare og mediestatister i deres egne livshistorier. Underholdning og reality-tv for enhver pris. Uanset omkostningerne.

Som formand for BoPaM giver jeg udtryk for min bekymring og tilbyder min viden. Men det er ikke informative oplysninger, der efterspørges. Der er heller ikke ønsker om at oplyse de ramte familier, hvor de kan finde hjælp. Journalisterne efterspørger personhistorier. Jo blodigere, jo bedre.

Hvorfra kommer denne kyniske og hjerteløse indstilling over for de mest udsatte børn? Hvad pokker tænker de ansvarlige på? Hvordan kan medierne få lov at udnytte børns lidelser til simpel underholdning?

– Bodil Neujahr, formand, BoPaM

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen