Efter nedskæringerne på de store aviser, er turen nu kommet til de mindre. Fyens Stiftstidende skal spare 5 millioner kroner på redaktionsbudgettet, primært på grund af svigtende annoncesalg. 2 millioner kroner er allerede fundet gennem fratrædelser, oplyser tillidsmand Lene Sarup, der håber avisen kan undgå egentlige fyringer.
»Vi knokler på, for at det skal blive frivillige fratrædelsesordninger,« siger hun.
Besparelserne rammer journalister, redaktionssekretærer og fotografer. Det strammede budget skal fremlægges for bestyrelsen den 23. november og betyder, at der fremover vil være cirka syv færre redaktionelle medarbejdere på Fyens Stiftstidende.
Også Information skal spare. Avisen er hårdt ramt af konkurrenten Politikens aggressive abonnementskampagne og har haft et fald i september-oplaget på 800 i forhold til sidste år.
»Vi er ikke røget helt ned i et sort hul, men vi er ramt af den stærke turbulens på avismarkedet,« siger Informations chefredaktør Jacob Mollerup, der ikke vil sætte tal på besparelserne. JOURNALISTEN erfarer, at det drejer sig om cirka 1,5 millioner kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.